Tillykke med livet

Jeg fyldte 53 år denne sommer. For mig har det ikke været svært at fylde 30, 40, 50. Men fuck, hvor var det svært i år. Min mor blev 53 år og 3 mdr. , så jeg har altid tænkt, at det nok var den alder, jeg ville opnå. Jeg har brugt påmindelsen om døden som et drive indtil nu, og jeg gider ikke, at angsten skal snige sig ind.

Alt er til i sin modsætning. Hvis ikke noget var grimt, hvordan så vide, hvad smukt er. Eller hvis ikke noget var højt, kunne jeg ikke definere lav. Hvis ikke døden var en realitet, hvordan så sætte sådan rigtig pris på at være i live. Ville der ikke være en stor risiko for, at vi ville udsætte ting til i morgen med et: ”Vi når det nok”?

En kendt dansk filosof har engang sagt, at ”vi ved, at vi skal dø engang, men vi tror det ikke”.

Det er egentlig pudsigt for det eneste, der er helt sikkert, er, at vi alle skal dø engang. Rig og fattig, høj og lav, smuk og grim, tyk og tynd. Alle er vi bundet sammen af en fælles skæbne om, at vi skal dø.

Alligevel har vi et svært forhold til døden. Det er uvant for os at finde os i, at noget er uden for vores kontrol.

Vi fødes og opdrages til at være selvstændige, reflekterende individer, som selv står til ansvar for, hvordan vores skæbne udvikler sig. Derfor vil vi, at det skal være vores bevidsthed og vores analyse af verden, der afgør, hvordan og hvornår vores liv ender. Vi forsøger med sunde spisevaner og motion at holde døden og forfaldet fra kroppen.

Jeg har boet med en kirkegår som nærmeste nabo i mange år. Hver gang jeg skulle over at handle i FAKTA, gik jeg gennem kirkegården. Det var livsbekræftende. Måske lyder det underligt, men på en eller anden måde var mit daglige møde med døden som nabo en vigtig påmindelse til mig om, at vi skal huske at leve, mens tid er.

Jeg bryder mig dog ikke om døden.

Det eneste positive, der for mig at se er ved døden, er, at den sætter et skel, der motiverer mig til at leve. Hvis nu jeg kunne leve uendeligt, så kan jeg være i tvivl, om livet havde samme intensitet.

Jeg lever i konstant påmindelse om, at døden er en realitet. Det fylder mig med en taknemmelighed over at kunne slå øjnene op om morgenen og tage hul på en hel ny og ubrugt dag fuld af muligheder, der blot gives til mig som en ufortjent gave.

Om det gør mig mere parat til at dø? Nej, ikke tale om. Når døden engang banker på, skal den ikke regne med, at jeg gider lukke op.

Lev livet hver dag. For som Anne Linnet synger: Jeg ved, at al min sidste tid skal leves og jeg ved, at tiden tæller hjertes slag.

 

 

Som et lyn fra en klar himmel

Jeg vender mig om for at tage mine papirer til det foredrag, jeg skal holde for en gruppe forældre, da DEN rammer mig som et lyn fra en klar himmel. Først som en snigende kvælende fornemmelse, og så bryder det løs.

Hjertet buldrer i mit bryst med så stor kraft, at jeg instinktivt kigger ned for at se, om man kan se mit hjerte slå gennem jakken. Det kan man til min undren ikke. Kroppen er spændt op, og jeg mærker suset i maven.

Jeg vidste med det samme, hvad jeg oplevede. Jeg har læst om det i bøgerne og mødt mange klienter kæmpe med angst. Jeg prøvede at få fat i min fornuft midt i kaos. ”Husk, hvad du har lært. Det er ikke farligt. Det går over igen”.

Jeg havde allermest lyst til at stikke bilnøglen i og køre hjem. Fra mit professionelle liv vidste jeg dog, at det er det dummeste at gøre, for så vil angsten vinde, og den vil ikke slippe sit greb i mig igen.

Angstanfaldet var kommet, fordi jeg var under forventningspres.

Jeg havde nu i flere år holdt foredrag for forældre til børn med diabetes og om, hvordan de som familie kunne takle kronisk sygdom. Paradoksalt nok kom angsten, fordi jeg havde fået ros for mine foredrag.

For hvad nu hvis de netop i dag opdagede, at så dygtig er jeg altså heller ikke?

Måske kender du også til angstens grimme ansigt.

Grunden til, at du får et angstanfald, behøver ikke at være de samme som min. Måske har du andre triggere, som får angsten til at rulle? Uanset årsag så er der en række fællestræk.

Dét, der er vigtigt at huske på, er, at angstanfald ikke er farligt. Angst er en reaktion i din krop forårsaget af for lang tids stress, tanker, tolkninger og adfærd.

Angstanfaldet går over igen.

Hvis jeg havde valgt at køre hjem og aflyse, var jeg blevet fastholdt i min overbevisning om, at det jeg undgik virkelig er farligt. Hvilket ville forårsage, at jeg næste gang jeg skal holde foredrag, højst sandsynligt vil opleve angst igen.

Jeg vidste, hvor afgørende det er at blive i situationen, selvom alt strittede imod. For kun derved kunne jeg erfare, at angsten på et tidspunkt daler igen. Det giver mig en erfaring, som sender et stærkt og afgørende signal op til min hjerne om, at situationen ikke er farlig.

Et vigtigt skridt væk fra angsten, der ikke må få lov at styre.

Jeg gider sgu ikke kriser

Med kriser mener jeg ikke bump på vejen. Bump på vejen har vi alle godt af, for det giver en robusthed, som vi ikke kan være foruden. Med kriser mener jeg virkelige kriser. Hændelser hvor alt pludselig bliver sort som i den mørkeste nat. Før eller siden rammes vi.

Der er masser af litteratur, der beskriver en bestemt smertefuld begivenhed som en gave. Hvis blot man tænker positivt om det smertefulde, kan det anvendes som en ressource, der kan give en større selvindsigt og et bedre liv.

Det er sjældent, vi hører om kriser, der intet godt kom ud af.

Tværtimod beskrives kriser og modgang som muligheder for personlig vækst og udvikling. Det kan det selvfølgelig godt være. Jeg bliver lige imponeret hver gang, når jeg møder familier, der har denne evne.

Men kriser og modgang kan også være blot kriser og modgang.

Mange af de klienter, jeg har, kan ikke rigtig genkende sig selv i beskrivelser af kriser som mulighed for vækst og personlig udvikling. De har hørt om, at de skal føle sig taknemmelig over, at deres handicappede barn har beriget deres familie og givet dem nye og meget bedre værdier.  De kan læse om disse familier i Ugebladene: ”Før havde vi helt andre prioriteringer, men efter vi har fået et handicappet barn, er det som om, at ….”.

Mine familier siger til mig, at de ikke kan forstå, hvorfor de har så svært ved at acceptere det, der er hændt. For mange har en forventning om, at målet er accept.

Måske det er for meget forlangt af sig selv, at man skal lære at acceptere det? I ordbogen står der om accept, at man siger ”ja tak” til noget.

Acceptere at ens barn skal have vanskeligheder på grund af et handicap. Acceptere at ens barn skal leve med kronisk sygdom. Acceptere at ens barn dør. Hvordan dog acceptere, at det er sådan?

Personligt har jeg mødt kriser i livet, jeg ikke er kommet spor styrket ud af. Og jeg er bestemt ikke blevet et bedre menneske. For mig er kriser i livet et vilkår. Kriser er barske og de er hårde. De fleste lærer heldigvis at leve med det. Men at acceptere det? Vel vil jeg ej!

Og om jeg helst havde været foruden? Et rungende JA!

Den redigerede virkelighed

Jeg har jordens smukkeste børn. Det kan der selvfølgelig ikke være to meninger om. Alligevel kan jeg godt se, når jeg ser billeder af dem på de sociale medier, at de der tager sig endnu bedre ud. Altså hvis jeg skal være helt ærlig. For de er en del af en ny slags virkelighed, hvor man via filtre på Instagram kan redigere på sin egen fremtoning.

Den populære Instagram foto App er ikke uden grund mange unge pigers foretrukne kamera. Du kan isolere enkelte områder i billedet, hvor du kan finjustere eksponering, kontrast og farvemæthed.

Om jeg bryder mig om det?

Når jeg har ”nej-hatten” på, bliver jeg bekymret. Bekymret for hvad det er for en selvopfattelse, disse unge får. Hvad sker der, når de ser deres sande spejlbillede?

Jeg er også en del af en generation, der ynder at sige om de unge, at den nye generation er alt for overfladisk, og at det kun er det ydre, der tæller i deres verden.

Når jeg tager ”ja-hatten” på, ser det pludselig helt anderledes ud. Måske man skulle vende det på hovedet og sige, at det er os fra den ældre generation, der er alt for lidt i det ydre. Vi tror hele tiden, at vi skal finde os selv ved at kigge indad.

Som et mantra gentager vi, at det ægte skal graves frem fra et indre. Vi tror, det egentlige ligger skjult bagved. Det ligger et sted derinde skjult for mig selv og jeg skal arbejde hårdt på at få det frem. For kun det, der ligger gemt derinde, er virkelig sandt.

Hvorfor skal vi mærke efter indeni os selv?

Hvorfor er det sande ikke at finde i det ydre? I mine handlinger og i mine relationer til andre.

Og hvis vi skal være i det ydre, kan vi ligeså godt tage os så godt ud som muligt. Ja, man kunne gå så vidt som til at hævde, at det i mange henseender er mere selvoptaget at blive ved med at grave inde i sig selv.