Ærlighed

Fra vi mennesker er helt små, lærer vi at være uærlige. Hvad jeg mener med det? Jo, vi lærer, at det gavner at stikke en hvid løgn. ”Sig nu bare til mormor, at det er en rigtig lækker trøje, for hun bliver så ked af det ellers”.

Vi fortsætter op igennem livet. Når en veninde spørger, om en kjole klæder hende, svarer den gode veninde altså ikke at: ”Nej, du ser lidt tyk ud i den”.

Og når vi er sammen med venner, er den der igen – vores manglende oprigtighed. Jeg er selv ret konfliktsky, så det sker, at jeg bøjer af  i diskussioner, bare fordi det er nemmest. Og fordi det binder sammen. Vi er fælles og enige om det her.

Nogen gange stopper jeg bare op og tænker, om det nu alligevel er den rigtig måde at være sammen på?

Måske mangel på oprigtighed bunder i selviskhed, selvom jeg vil bilde mig ind, at jeg stikker den hvide løgn for den andens skyld?

I virkeligheden er jeg nok bange for, at hvis jeg siger min ærlige mening, så risikere jeg, at jeg støder folk fra mig. Jeg er nervøs for, om jeg mister mine venner, hvis jeg har anderledes holdninger og værdier i et givet spørgsmål. Og jeg vil helst være gode venner med alle. Velvidende at det kan man ikke.

Og på mine tænksomme dage er det, at jeg rammes lige her. For er det ikke netop, når vi er oprigtige, at vi kommer tættere på?

Hvis jeg i stedet for at snakke min veninde efter munden i angst for at miste hendes venskab sagde: ”Den der kjole er ikke den bedste til dig. Den du havde på til sommerfesten, er du så smuk i”. Mon ikke den veninde i virkeligheden vil sætte mere pris på min oprigtighed, end på at jeg pleaser hende?

Eller når diskussionen går med venner, og vi er uenige i et synspunkt, mon så ikke jeg i virkeligheden øger chancen for en god aften, hvis de kan mærke, hvor de har mig.

Vi kan nogle gange være så konfliktsky, at vi i stedet for at sikre os mod venneflugt får skabt en afstand. I en ægte relation skal vi måske turde være oprigtige, også når det er svært. Jeg vil i hvert fald øve mig.

Den første forelskelse

“I love you” stod der på mit pennalhus. Det var et rundt pennalhus i lyst kernelæder. Herunder stod der: Albertinus, Mickey og Sheik.

Jeg var en rigtig hestepige og elskede livet på rideskolen. Varmen fra de kæmpe dyrs kroppe fik mig til at svimle. Jeg trykkede næsen helt tæt ind mod deres hals og indsnusede dem. Det var ren lykke. Jeg delte alle mine hemmeligheder med de stolte dyr. Og følelsen af at kunne tumle dem gav en helt særlig selvværdsfølelse.

Så kom Morten. Morten med de grønne  øjne og det brune hår . Han duftede noget bedre end en hest . Han var 15 år og gik en klasse over mig. Han havde lige fået knallert og han var sej.

Han var vist lidt varm på min veninde? Hende Charlotte som også var en irriterende dygtig rytter.

Træls var det i hvert fald, når hun gav den som Suzi Quatro med kopiband og stod der og vrikkede med hofterne.

Prøv engang at google hende og du vil forstå at næst efter en musikvideo med Kate Bush, så var Suzi enhver teenagerpiges værste mareridt der i 70’erne. For hun var for lækker.

Alligevel var det mig, han ville være kæreste med.

Ikke at han selv spurgte. Næææh, han havde tre trofaste følgesvende , der troppede op inde i mit klasseværelse. De skulle spørge fra Morten, om jeg ville være kæreste med ham? Om jeg ville!

Han var min første kærlighed.

At man aldrig glemmer den første forelskelse, fik jeg endnu et eksempel på forleden.

Min mand fortalte om dengang, han havde kørt på knallert fra Esbjerg  helt til Hirtshals. Havde taget færgen til Norge. Havde tilbagelagt hele Sverige på tværs på sin Kreidler med orange tank for at nå frem til Pia Lilja i Sverige.

Det minder mig om, hvor vigtigt det er, at den første forelskelse bliver et minde, der er værd at samle på. For det forsvinder ikke igen.

Fortæl gerne om din første kærlighed.

Mig og Lycra

Indtil jeg fyldte 49 år, havde jeg ikke frivilligt bevæget mig uden for. Hvis jeg skulle gå en tur, stod undskyldningerne i kø. Jeg brød mig ikke om det. Jeg frøs altid.

Til det kan man jo så indvende, at koldt er det jo langt fra hele året. Der findes også skønne dage, hvor naturen næsten kalder. Den kaldte bare ikke på mig. Jeg ville personligt hellere sidde på en stol og nyde solen end at bevæge mig rundt i naturen. Og så er vi ved min anden udfordring – nemlig bevægelse.

En anden ting, jeg altid har haft det rigtig svært med, er motion. Man vil vel kunne kalde mig doven. Bevægelsesøkonomisk. Så tanken om at bevæge mig ude i naturen var faktisk ret fjern. Alligevel er det det, der er sket.

Når man bliver forelsket, er man mest påvirkelig og klar til at opdage nyt. Så da jeg mødte min mand, der er meget sporty, skulle der indgås nogle kompromisser fra begge sider. Et af de kompromisser, jeg måtte indgå, var at give cykling en chance.

Og bang… da blev jeg dobbelt forelsket. For hvorfor har ingen fortalt mig, at med min spinkle overkrop og lidt kraftige underkrop så er jeg som skabt til at cykle. Jeg er god til det.

Og nu til noget vildt. For jeg har faktisk lavet en kombination, som ingen ville have troet mulig. Jeg cykler ude i naturen. Og jeg elsker det.

Som tidligere nævnt er jeg så heldig at have hus i Italien. Vi har to mountainbike cykler dernede. Det bedste, jeg ved, er at indtage Norma bjerget. Det er bjergvejen op til vores by. Den er ret stejl. Jeg føler, det er mig mod bjerget. Og at vinde over bjerget giver mig den bedste følelse af at være total for sej.

Vi cykler mest på veje, men vi har venner, der tager os med “off road”.

En del af mig bryder mig ikke om det. Det er meget ude af kontrol. Og lidt for vildt efter min smag. Og for farligt.

En anden del af mig er vild med det.

Bjergene åbner sig helt anderledes, når man cykler inde midt i det hele. Og at kunne stoppe op og plukke friske figner fra træerne og vilde brombær fra buske eller drikke direkte fra floden er simpelthen den fedeste oplevelse.

Fortæl gerne om din personlige oplevelse med at flytte grænser 🙂

Samtalens svære kunst

Jeg blev helt varm indeni, da han spurgte: Nå, hvad siger Jonas så til at være inde ved militæret? Han havde lige gjort noget af det smukkeste, en ven kan gøre.

Han havde husket, hvad jeg havde fortalt om sidst, vi mødtes, og nu vendte han tilbage til det.

Det er sjældent i en tid, hvor vi hylder monologen fremfor samtalen.

Vi kender alle dette med, at vi er sammen med gode venner, og talestrømmen flyder derudad. De er måske lige kommet hjem fra sommerferie og fortæller om turen ned gennem Frankrig. Om alle deres skønne oplevelser i det fantastiske land.

Vi nikker og smiler, men venter dybest set bare på, at der skal blive hul i talestrømmen, så vi selv kan komme i gang med at fortælle om vores egen sommerferie og egne bedrifter.

Vi udveksler taler. Vi er høflige, så vi afbryder ikke.

Når de er gået hjem, kan vi ærligt at sige ikke huske, om det var Frankrig eller Italien, de havde kørt rundt i. For vi samtaler alt for lidt.

Vi ved det godt. For sådan er det. Den ene har ikke noget at lade den anden høre.

Så vi bliver da heller ikke fornærmede, næste gang vi mødes, og ingen kan huske ret meget af, hvad vi talte om sidst. Vi fortsætter fortrøstningsfuldt.

For samværet er pakket ind i god mad og rigelig vin.

Samtalen derimod forudsætter fysisk nærvær, gensidighed i blikket samt et nærvær, som kun bliver troværdigt, når man husker at vende tilbage til, hvad der blev sagt og følge op, når man mødes igen.

Det er unikt hver gang et menneske fortæller os noget, som de aldrig har delt med nogen før. Så lyt fuldt og helt til, hvad de siger.

Vi blev udstyrret med to ører og kun én mund. Netop for at minde os om, at vi bør lytte dobbelt så meget, som vi taler.

Der findes ikke dårligt vejr….

Gu’ fanden findes der dårligt vejr. Det gør der i hvert fald her i Esbjerg. Ærlig talt må man gerne ærgre sig lidt over det danske sommervejr. Der  har været det ringeste i mands minde.

Det er trist for alle de familier, der holder ferie her i Danmark. DMI gik denne sommer så vidt som til at anbefale, at man hygger sig inden døre med varm kakao og hjemmebagte boller.

Jeg vil i dag gå imod tidens trend, hvor selv en regnfuld og råkold sommer skal takles som en positiv oplevelse med masser af spændende muligheder for det moderne positive omstillingsparate menneske.

Hvis ikke vi mærker, at der er ting, der er knap så skønne, hvordan så virkelig mærke, når livet er skønt og fantastisk. Alt kan kun defineres i sin modsætning. Vi ved kun, hvad smukt er, fordi vi har set noget grimt. Vi ved kun, hvad det vil sige at være høj, fordi vi ved, hvad lavt er.

Derfor findes der også dårligt vejr, for jeg har på min egen krop mærket, hvad det vil sige, at vejret er fantastisk.

Ligeså med livet. Der findes noget, der er smukt, trist og forfærdeligt.

Jeg fastholder, at der findes dårligt vejr og siger til min far, at på mig virker hans sætning bare som en floskel. For helt ærligt bliver det hele så ikke en ensartet grå grød uden nuancer, hvis alt er lige godt?

Alt er til i sin modsætning. Så ved jeg godt, det ikke hjælper at skælde ud over det ringe vejr. Vejret arter sig præcist, som det vil.

Jeg holder dog af at være i følelserne. Når nu vi mennesker er født med den fantastiske evne til at føle næsten ekstatisk glæde, stor sorg, frygtelig skyld og voldsom vrede, så er vi for mig at se også forpligtet på at føle det.

Vi er selvfølgelig udstyret forskelligt fra naturens side. Nogle mennesker kan næsten gå under betegnelsen jubeloptimister, mens andre har et grundlæggende sortsyn, der hænger ved dem.

Vi må bare ikke glemme nuancerne i følelserne, for det er der, livet virkelig mærkes.

Så lad mig ærgres over, at det pisser ned og er koldt.

Lad mig beholde nej-hatten på for en stund. Først da mærker jeg nemlig, at pludselig røg nej-hatten af midt i blæsevejret, fordi jeg kom i tanke om, at derhjemme venter min elskede med en kop varm kakao med flødeskum.

 

Tillykke med livet

Jeg fyldte 53 år denne sommer. For mig har det ikke været svært at fylde 30, 40, 50. Men fuck, hvor var det svært i år. Min mor blev 53 år og 3 mdr. , så jeg har altid tænkt, at det nok var den alder, jeg ville opnå. Jeg har brugt påmindelsen om døden som et drive indtil nu, og jeg gider ikke, at angsten skal snige sig ind.

Alt er til i sin modsætning. Hvis ikke noget var grimt, hvordan så vide, hvad smukt er. Eller hvis ikke noget var højt, kunne jeg ikke definere lav. Hvis ikke døden var en realitet, hvordan så sætte sådan rigtig pris på at være i live. Ville der ikke være en stor risiko for, at vi ville udsætte ting til i morgen med et: ”Vi når det nok”?

En kendt dansk filosof har engang sagt, at ”vi ved, at vi skal dø engang, men vi tror det ikke”.

Det er egentlig pudsigt for det eneste, der er helt sikkert, er, at vi alle skal dø engang. Rig og fattig, høj og lav, smuk og grim, tyk og tynd. Alle er vi bundet sammen af en fælles skæbne om, at vi skal dø.

Alligevel har vi et svært forhold til døden. Det er uvant for os at finde os i, at noget er uden for vores kontrol.

Vi fødes og opdrages til at være selvstændige, reflekterende individer, som selv står til ansvar for, hvordan vores skæbne udvikler sig. Derfor vil vi, at det skal være vores bevidsthed og vores analyse af verden, der afgør, hvordan og hvornår vores liv ender. Vi forsøger med sunde spisevaner og motion at holde døden og forfaldet fra kroppen.

Jeg har boet med en kirkegår som nærmeste nabo i mange år. Hver gang jeg skulle over at handle i FAKTA, gik jeg gennem kirkegården. Det var livsbekræftende. Måske lyder det underligt, men på en eller anden måde var mit daglige møde med døden som nabo en vigtig påmindelse til mig om, at vi skal huske at leve, mens tid er.

Jeg bryder mig dog ikke om døden.

Det eneste positive, der for mig at se er ved døden, er, at den sætter et skel, der motiverer mig til at leve. Hvis nu jeg kunne leve uendeligt, så kan jeg være i tvivl, om livet havde samme intensitet.

Jeg lever i konstant påmindelse om, at døden er en realitet. Det fylder mig med en taknemmelighed over at kunne slå øjnene op om morgenen og tage hul på en hel ny og ubrugt dag fuld af muligheder, der blot gives til mig som en ufortjent gave.

Om det gør mig mere parat til at dø? Nej, ikke tale om. Når døden engang banker på, skal den ikke regne med, at jeg gider lukke op.

Lev livet hver dag. For som Anne Linnet synger: Jeg ved, at al min sidste tid skal leves og jeg ved, at tiden tæller hjertes slag.

 

 

Som et lyn fra en klar himmel

Jeg vender mig om for at tage mine papirer til det foredrag, jeg skal holde for en gruppe forældre, da DEN rammer mig som et lyn fra en klar himmel. Først som en snigende kvælende fornemmelse, og så bryder det løs.

Hjertet buldrer i mit bryst med så stor kraft, at jeg instinktivt kigger ned for at se, om man kan se mit hjerte slå gennem jakken. Det kan man til min undren ikke. Kroppen er spændt op, og jeg mærker suset i maven.

Jeg vidste med det samme, hvad jeg oplevede. Jeg har læst om det i bøgerne og mødt mange klienter kæmpe med angst. Jeg prøvede at få fat i min fornuft midt i kaos. ”Husk, hvad du har lært. Det er ikke farligt. Det går over igen”.

Jeg havde allermest lyst til at stikke bilnøglen i og køre hjem. Fra mit professionelle liv vidste jeg dog, at det er det dummeste at gøre, for så vil angsten vinde, og den vil ikke slippe sit greb i mig igen.

Angstanfaldet var kommet, fordi jeg var under forventningspres.

Jeg havde nu i flere år holdt foredrag for forældre til børn med diabetes og om, hvordan de som familie kunne takle kronisk sygdom. Paradoksalt nok kom angsten, fordi jeg havde fået ros for mine foredrag.

For hvad nu hvis de netop i dag opdagede, at så dygtig er jeg altså heller ikke?

Måske kender du også til angstens grimme ansigt.

Grunden til, at du får et angstanfald, behøver ikke at være de samme som min. Måske har du andre triggere, som får angsten til at rulle? Uanset årsag så er der en række fællestræk.

Dét, der er vigtigt at huske på, er, at angstanfald ikke er farligt. Angst er en reaktion i din krop forårsaget af for lang tids stress, tanker, tolkninger og adfærd.

Angstanfaldet går over igen.

Hvis jeg havde valgt at køre hjem og aflyse, var jeg blevet fastholdt i min overbevisning om, at det jeg undgik virkelig er farligt. Hvilket ville forårsage, at jeg næste gang jeg skal holde foredrag, højst sandsynligt vil opleve angst igen.

Jeg vidste, hvor afgørende det er at blive i situationen, selvom alt strittede imod. For kun derved kunne jeg erfare, at angsten på et tidspunkt daler igen. Det giver mig en erfaring, som sender et stærkt og afgørende signal op til min hjerne om, at situationen ikke er farlig.

Et vigtigt skridt væk fra angsten, der ikke må få lov at styre.

Jeg gider sgu ikke kriser

Med kriser mener jeg ikke bump på vejen. Bump på vejen har vi alle godt af, for det giver en robusthed, som vi ikke kan være foruden. Med kriser mener jeg virkelige kriser. Hændelser hvor alt pludselig bliver sort som i den mørkeste nat. Før eller siden rammes vi.

Der er masser af litteratur, der beskriver en bestemt smertefuld begivenhed som en gave. Hvis blot man tænker positivt om det smertefulde, kan det anvendes som en ressource, der kan give en større selvindsigt og et bedre liv.

Det er sjældent, vi hører om kriser, der intet godt kom ud af.

Tværtimod beskrives kriser og modgang som muligheder for personlig vækst og udvikling. Det kan det selvfølgelig godt være. Jeg bliver lige imponeret hver gang, når jeg møder familier, der har denne evne.

Men kriser og modgang kan også være blot kriser og modgang.

Mange af de klienter, jeg har, kan ikke rigtig genkende sig selv i beskrivelser af kriser som mulighed for vækst og personlig udvikling. De har hørt om, at de skal føle sig taknemmelig over, at deres handicappede barn har beriget deres familie og givet dem nye og meget bedre værdier.  De kan læse om disse familier i Ugebladene: ”Før havde vi helt andre prioriteringer, men efter vi har fået et handicappet barn, er det som om, at ….”.

Mine familier siger til mig, at de ikke kan forstå, hvorfor de har så svært ved at acceptere det, der er hændt. For mange har en forventning om, at målet er accept.

Måske det er for meget forlangt af sig selv, at man skal lære at acceptere det? I ordbogen står der om accept, at man siger ”ja tak” til noget.

Acceptere at ens barn skal have vanskeligheder på grund af et handicap. Acceptere at ens barn skal leve med kronisk sygdom. Acceptere at ens barn dør. Hvordan dog acceptere, at det er sådan?

Personligt har jeg mødt kriser i livet, jeg ikke er kommet spor styrket ud af. Og jeg er bestemt ikke blevet et bedre menneske. For mig er kriser i livet et vilkår. Kriser er barske og de er hårde. De fleste lærer heldigvis at leve med det. Men at acceptere det? Vel vil jeg ej!

Og om jeg helst havde været foruden? Et rungende JA!

Den redigerede virkelighed

Jeg har jordens smukkeste børn. Det kan der selvfølgelig ikke være to meninger om. Alligevel kan jeg godt se, når jeg ser billeder af dem på de sociale medier, at de der tager sig endnu bedre ud. Altså hvis jeg skal være helt ærlig. For de er en del af en ny slags virkelighed, hvor man via filtre på Instagram kan redigere på sin egen fremtoning.

Den populære Instagram foto App er ikke uden grund mange unge pigers foretrukne kamera. Du kan isolere enkelte områder i billedet, hvor du kan finjustere eksponering, kontrast og farvemæthed.

Om jeg bryder mig om det?

Når jeg har ”nej-hatten” på, bliver jeg bekymret. Bekymret for hvad det er for en selvopfattelse, disse unge får. Hvad sker der, når de ser deres sande spejlbillede?

Jeg er også en del af en generation, der ynder at sige om de unge, at den nye generation er alt for overfladisk, og at det kun er det ydre, der tæller i deres verden.

Når jeg tager ”ja-hatten” på, ser det pludselig helt anderledes ud. Måske man skulle vende det på hovedet og sige, at det er os fra den ældre generation, der er alt for lidt i det ydre. Vi tror hele tiden, at vi skal finde os selv ved at kigge indad.

Som et mantra gentager vi, at det ægte skal graves frem fra et indre. Vi tror, det egentlige ligger skjult bagved. Det ligger et sted derinde skjult for mig selv og jeg skal arbejde hårdt på at få det frem. For kun det, der ligger gemt derinde, er virkelig sandt.

Hvorfor skal vi mærke efter indeni os selv?

Hvorfor er det sande ikke at finde i det ydre? I mine handlinger og i mine relationer til andre.

Og hvis vi skal være i det ydre, kan vi ligeså godt tage os så godt ud som muligt. Ja, man kunne gå så vidt som til at hævde, at det i mange henseender er mere selvoptaget at blive ved med at grave inde i sig selv.