Kære Adam Holm

Jeg skriver til dig, fordi du har åbnet en vigtig debat omkring parforholdets vilkår i vor tid.

Du kalder dig selv ”kærlighedsrealist”. Og går til modangreb mod en romantisk forestilling om den eneste ene, der kan få os til at holde os på måtten igennem et langt liv.

Det ville være nemmest blot at give dig ret, for statistikken taler sit tydelige sprog. Vi danskere hører til i absolut topklasse, når det handler om at være sin partner utro. Så er det ikke rigtigt, når du siger: ”shit happens”? Alt andet er vel, som du er inde på, ren hykleri?

Når jeg alligevel vil komme med en anke til din argumentationsrække, er det fordi, jeg bliver så ærgerlig, når kendte siger, som du gør. For andre lytter jo til dig, og måske de ikke helt overkuer konsekvenserne.

Vi ligger nemlig ikke kun i top, når det handler om utroskab. Vi bliver også skilt som aldrig før. Og hvis du som en anden Adam blot fristes af kvinden uden at mene noget med det, så er det en stor risiko at løbe.

Nu ser det for en umiddelbare betragtning ud til, at du har været så heldig, at du og din partner har fundet hinanden igen. Og oven i købet angiveligt står stærkere.

Det er lige netop den vildfarelse, jeg bliver så ærgerlig over, at du kan bilde dig selv og måske også andre ind. Jeg vil påstå, at I står svagere.

Kærlighed er en form for grænse rundt om en relation. Når der er kærlighed på spil, skal der faktisk ret meget til for at true relationen. Kærligheden ligger som et værn rundt om. Hvis den ene part vælger at have sex med en anden end sin partner, brydes grænsen eller det værn, som kærligheden sætter rundt om relationen. Hvis vi vil bilde os ind, at sex med andre ikke betyder noget, så overser vi, at grænsen netop brydes.

Uden grænse rundt om relationen har kærligheden ingen beskyttelse. Uden beskyttelse er kærligheden pludselig truet. Og det er edderhugme synd, når du samtidig hæver, at du elsker din kone. Du vil bare have det hele.

Du vil have lov at have det lidt sjovt, siger du. Jeg ved ikke hvor du har fået forestillingen om, at kærlighed skal være sjov. Kærlighed er hårdt arbejde og slid, men belønningen er lykke

Det hele pakker du så ind i en afstandstagen for nymoralisme. Vi lokkes med af dine ord. For hvem gider være sådan en kedelig moralens vogter.

Og videre siger du: “man lever kun én gang”. Det er jo sandt. Derfor er det dog ikke en fribillet til at kaste sig over andre. Tvært imod vil jeg hævde. Vi lever netop kun en gang og er derfor forbandet forpligtede på at gøre det ordentligt. For det kan ikke gøres om.

Du beskriver dig selv som et menneske med livsoverskud, som gerne deler ud til andre, når du beruses af stemningen. Hvis den energi og overskud i stedet blev puttet ind i dit ægteskab, ville du ikke kunne trues på dit forhold.

Du vil gerne skubbe til forestillingen om den eneste ene. Der er vi enige. Jeg tror heller ikke på forestillingen om den eneste ene. Jeg tror imidlertid på at forpligte sig og tage valg og gøre fravalg.

Jeg kan ikke bestemme, hvordan andre arrangerer sig i deres ægteskab, men jeg kan opfordre til, at man bruger den igangværende debat, som jeg må indrømme, du har fået lukket op for, til at aftale spilleregler. Spilleregler der gælder for en selv og ens partner.

Vil I ”gå glip af”, eller vil I “have alt” med risiko for at miste det hele?

 

 

 

Lykke

Parforholdet har trange kår. Måske fordi vi jagter en tilstand af evig lykke? Næsten halvdelen af alle, der bliver gift, bliver skilt igen.

Jeg er selv en del af statestikken, så med hvilken ret kommer jeg med refleksioner over parforholdet? Jeg gør det alligevel. Eller måske netop derfor.

Der findes sikkert mange gode forklaringer på, at vi er så mange, der ender med at blive skilt.

Vi lever i en tid, hvor vi nok giver hurtigere op end tidligere generationer,  når vi møder modgang. Vi har ikke længere den samme økonomiske afhængighed af en partner, hvilket måske også spiller en ikke uvæsentlig rolle. Børn, arbejde og fritidsinteresser spiller givet også ind. Vi glemmer, at også parforholdet skal prioriteres på lige fod med de andre ting.

Men måske en del af forklaringen også er, at vi higer efter en evig tilstand af lykke. Lykke er netop ikke en evig tilstand. Lykke kommer glimtvis.

Tror vi andet, bliver vi slemt skuffede og kan se os selv på evig jagt efter lykken. Og måske det tillige er for meget forlangt at lade vores fornemmelse af lykke afhænge af parforholdet?

Jeg er lykkelig. Jeg mærker hver dag lykken over at være i live og være der i livet, hvor jeg er nu.

For mig er lykke synet af stæreflokken, der samles i vild dans over aftenhimlen, inden de finder det helt rette sted at slå sig ned for natten.

Lykke er måden kun min søn kan give mig et klem på. Solen der vedholdende står op uden mine anstrengelser. Forberedelse af lækker mad til gode venner. Duften af nyvasket sengelinned.

Lykke er lyden af alle ungernes latter. Og de ler højt og larmende, så man mærker helt ind i kroppen, at lige der i det øjeblik, da er jeg lykkelig.

Lykke er at vågne let op og mærke, at min elskede putter sig tæt ind til mig. Det er smagen af hjemmebagte bedstemorboller, som min mormor lavede dem. Champagnen der perler i min mund. Duften af friskplukkede blomster. Smagen af årets første danske jordbær. Fornemmelsen i kroppen når han holder sine arme beskyttende om mig.

Lykke er at se måden lyset bryder frem og skiller de mørke toner på himlen. En varm sommerdag på terrassen. En sms med ordene: Tak Mutti kys kys.

Det smukke ligger ofte i detaljen og når vi ser det, er lykke belønningen.

Du må tage hele mig

Det havde ellers været en hyggelig aften. Altså lige indtil nu. Vi var i København og havde hygget med min mands to døtre.

Vi havde lånt to cykler, for så kunne vi drikke lidt rødvin. Så da jeg havde låst dem op ved afgang, stod jeg pludselig der med to cykelnøgler. Ned i posen med dem sammen med gaven til svigersønnen.

Velankommet var gaven med pose blevet overleveret.

Så blev det tid til hjemtur. Med det samme min mand spørger: Finder du lige cykelnøglerne? Vidste jeg, at den var gal. Frem for mit indre blik tonende de to nøgler sig.

De lå i posen. Posen, der nu befandt sig i Brønshøj. Inden længe ville gaven bliver overrakt til den glade modtager. Og der på bunden af posen ville der ligge to cykelnøgler.

Selvom jeg vidste, at de lå der, så gav jeg mig til at lede. Som om jeg troede, at hvis bare jeg kiggede i min taske tilstrækkeligt mange gange, så ville de på mirakuløs vis dukke op.

Ingen nøgler.

Til sidst måtte jeg gå til bekendelse og indrømme, at de var i posen med gaven.

Min mand fik en spærring.

Det får han engang imellem, når der sker noget, som for ham simpelthen ikke giver mening. Han forstår ganske enkelt ikke, at man ikke har styr på sine ting. Så er det jeg siger: Du forstår ikke, hvordan verden ser ud fra min hjerne. Den ser meget anderledes og langt mere ustruktureret ud, end den gør fra din.

Han prøver at få mig til at forstå, at når nu jeg ved, at jeg er udfordret på det, så må jeg være ekstra opmærksom. Ja tak, det er det jeg er hele tiden. Hele tiden prøver jeg at anvende mine strategier. For hvis ikke jeg gjorde det, så ville det se meget værre ud.

Nu er min mand ret god til at finde løsninger, så han fik sendt de famøse nøgler med en taxa fra Brønshøj til Vesterbro. Ret dyrt for øvrigt.

Så stod vi der og ventede. “Hvorfor kom I ikke op igen?”, spurgte min bonusdatter. “Fordi, det ville ikke have været hyggeligt”, svarede jeg.

Jeg var nemlig ramt på mit ømme punkt. Det, jeg er udfordret på, havde vakt irritation, hos den jeg elsker. Og pludselig voksede det sig kæmpe stort indeni mig.

Da jeg havde sundet mig, måtte jeg sige til min mand, at en ting kan han være helt sikker på. Det er ikke sidste gang, jeg laver noget dumt. Det ved han godt, for det sker ind imellem. Og heldigvis ved han godt, at to af hans slags, måske heller ikke er at foretrække.

Så han foretrækker hele mig.

Det uhyggelige parforhold

På denne fredag den 13., som er forbundet med at være uhyggelig og skræmmende, vil jeg bringe et virkelig uhyggeligt opslag.

Hvad sker der, når virkeligheden overgår myten? Tænk hvis din ægtefælle, det menneske, du føler, du kender bedst, pludselig viser sig at være en helt anden, end du troede.

Og her tænker jeg ikke i ekstremer, som at det viser sig, at du har levet sammen med en seksualforbryder eller seriemorder.

Forestil dig, at du finder ud af, at den, du har troet allermest på og givet dig selv hen til, har en affære. Eller måske har han levet et dobbeltliv igennem flere år. Måske er han ikke taget hen på det arbejde, du har gået og troet.

Hov…… hvad skete der lige der?

Var det mistilliden, der sneg sig ubemærket ind.? Den mistillid, der kan få helt almindelige mennesker til at tjekke deres partners mobil i smug.

Eller få dem til at installere en Gps på partnerens mobil med henblik på overvågning.

Det er edderhugme uhyggeligt. Et forhold bygger på tillid. En gensidig tillid til hinanden. At tjekke den andens mobil i smug er et udtryk for, at man er klar over, at man gør noget meget forkert.

Andre tjekker  ikke partnerens mobil i skjul. De mener nemlig, at det er deres ret at gøre det.

Forleden havde jeg en klient, der var i tvivl om, hun var for snerpet.

Hun brød sig ikke om, at hendes mand tjekkede hendes mobil og læste hendes sms’er.

Hun blev i tvivl om, hun var for snerpet, fordi hun lod sig fange ind af mandens argumentationsrække – hvis du ikke har noget at skjule, kan du ligeså godt lade mig læse dem .

Lød det ikke ligefrem rigtigt?

Og hvis hun nægtede, gav samme argumentationsrække anledning til konklusionen – hun havde noget at skjule.

Hvor er det langt ude.

Så vil jeg hellere tro på kærligheden.Tro på, at den jeg elsker også elsker mig og respekterer mig og aldrig ville føre mig bag lyset. Så slår det rigtig hårdt, hvis min tillid bliver brudt, men hellere det end at bygge et forhold på mistillid.

Og til min klient havde jeg lyst til at sige: Smid ham ud.

 

Mand dig op mand

Hun får ret og jeg får fred. Sådan siger rigtig mange mænd, når jeg møder dem i min konsultation. Mænd der i deres arbejdsliv har indflydelse, magt, prestige  men som, når de kommer hjem, stikker halen mellem benene og vælger den tilsyneladende letteste løsning.

Kun tilsyneladende. For hvad er det lige, der sker på sigt?

Hun mister respekt for ham og ender med slet ikke at gide ham og hans vattethed.

Vi kvinder retter på mænds tøjstil, deres måde at være vild sammen med børnene på, på måden de steger bøffer og sætter i opvaskeren på. Toiletbrættet skal være lukket ned, babys ble skal lægges på på min måde og han skal ikke se al den sport i fjernsynet.

Problemet er også, at vi kvinder bliver ulykkelige i den rolle. Vi påtager os et alt for stort ansvar ved at rette på alle omkring os. For så står man pludselig der med en ’jeg alene vide’ rolle.

Det er en svær og ensom rolle at bære. For når så du spørger: Hvor synes du, vi skal tage hen på ferie? Og han svarer: Det må du bestemme. Så mærker man sin egen ensomhedsfølelse.

Mændene finder sig i det, fordi de tænker: Lad hende dog gøre det, hvis hun har det godt med det. Problemet er bare, at det nedbryder at blive rettet på hele tiden. Hvis man altid bliver rettet på og får at vide, at der ikke er noget, man gør rigtigt, så bliver det en selvopfyldende profeti.

Så alt i alt er det et på alle måder uhensigtsmæssigt mønster, der tegner sig i mange forhold mellem mænd og kvinder.

Og begge parter bærer et ansvar.

Mændene tillader jo, at kvinderne påtager sig den her rolle med at ville diktere alt.

Vi kvinder skulle begynde at se på os selv og spørge: Er det i orden, at jeg hele tiden går rundt og retter eller skælder ud på min mand? Hvor fedt er det lige? Hvad sjov er der ved en mand, som ikke længere er en mand?

Og det er på tide, at mændene retter ryggen og siger ’stop’, hvis deres grænser bliver overskredet.

Kys det nu det satans liv

Sådan synger Steffen Brandt. Han synger om at favne livet og gribe dets chancer.

Hvor Steffen taler om at kysse i overført betydning, så vil jeg slå et slag for at kysse lidt mere sådan i bogstavelig forstand.

For har du indfanget din hjertens kære, så bliver kysset rigtig vigtigt. Det ikke alene føles dejligt. Det er livsvigtig medicin.

Ikke kun for at sikre dit parforhold langtidsholdbarhed, men også for at nedsætte risikoen for nogle af vor tids største udfordringer som angst og depression.

Et kys frigiver oxytocin, der også kan kaldes for kærlighedshormonet.

Måske troede du, at kærlighed opstår i hjertet.

Det opstår i hjernen. Det lyder ikke særlig romantisk, men stoffet oxytocin skaber følelsen af samhørighed, tillid og kærlighed mellem mennesker. Det frigives i hjernen, når vi kysser intimt og længe. Det er ikke det eneste stof, der er i spil.

Et kys påvirker kortisol.

Et kys sænker niveauet af kortisol i hjernen. Kortisol er et stresshormon. Dermed kan et kys faktisk være med til at sænke angst, da kortisol er involveret i angstfølelser.

Et kys øger serotonin.

Serotoninindholdet i hjernen øges omvendt, når vi kysser, med den vi elsker. Serotonin er et afgørende stof til forebyggelse af depression.

Jamen det er jo hele tre gode grunde til at kysse lidt mere.

 

Kys det nu, det satans liv

Og grib det, fang det

Før det er forbi

Ja, kys det nu, det satans liv

Og grib det fang det

Før det er forbi

At være to til døden os skiller

Ifølge tal fra Danmarks Statistik bliver 46 procent af alle ægteskaber til skilsmisser Det er et ret skræmmende tal. Og ingen, der bliver gift, regner med at det sker for dem.

Måske vi skulle være bedre til at tro, at lige netop vi er i højrisiko for, at det sker.

Når vi ikke tror, det er en risiko, er faren, at vi lader kærlighedsmusklen blive slap. Vi glemmer at træne den.

Vi forsøger at spise sundt og motionere regelmæssigt for at forebygge sygdomme. Vi ved, at det er hensigtsmæssigt at gøre noget, før det går galt. På samme vis tager vi vores bil til regelmæssig syn på et autoriseret værksted, vi har tillid til. Vi tager til tandlægen, selvom vi hader tandlæger, fordi vi vil passe på vores tænder.

Fordi vi ved, at det er afgørende at gøre noget, inden kroppen siger stop, inden biler går i stå midt på motorvejen og inden tænderne falder ud.

På trods af at vi efterhånden er blevet relativt gode til at tænke forebyggende på mange områder, er vi endnu ikke begyndt at tænke tilstrækkeligt forebyggende, når det gælder vores parforhold.

Troen på det gode og rimeligt gnidningsfri samliv lever.

Ikke uden grund for parforholdet er den relation, der betyder allermest for voksnes psykiske trivsel, sundhed og tilfredshed i tilværelsen. Og når relationen ikke fungerer, bliver vi triste, vrede og skygger af os selv.

Derfor er det vigtigt, at vi med jævne mellemrum får afstemt forventningerne i et parforhold. At vi har en løbende, levende dialog ved at spørge: Hvad drømmer du om? Er vi på vej i den rigtige retning? Hvad vil vi gerne med vores liv? Hvilke værdier har betydning for os?

Og så skal vi træne kærligheden. Hver dag skal vi bestræbe os på at være en god partner for den anden. Uden tanke for, hvad jeg selv opnår og får ud af det, skal jeg huske at træne kærlighedsmusklen, inden den bliver slap.

Det gælder som i alt andet, at det er meget lettere at holde ved lige end at skulle genoptræne en alt for slap muskel.

.

Du er mit eminente du

Vi har så travlt med at sige, at man ikke ejer hinanden. Nej, man må ikke styre hinandens bevidsthed og tanker. Men jo, vi ejer da hinanden.

Det er det mest fantastiske, at nogen ejer mig. Jeg gider nemlig ikke være nogen andens. Og jeg har da bestemt heller ikke lyst til at forestille mig, at jeg skulle dele min hjertens kære med nogen anden.

Han er umiddelbart det diametralt modsatte af mig. Der er mange, der har spurgt mig, hvad det er ved min mand, der gjorde, at jeg blev så forelsket i ham. I virkeligheden er det ret banalt. Jeg oplevede den der fuldstændig vanvittige energi mellem to mennesker. I det øjeblik vi kiggede på hinanden, havde jeg det sådan, at jeg bare ville være sammen med ham hele tiden.

Det kaldes at blive forelsket.

Nogle er så heldige, at forelskelsen bliver til kærlighed. Kærlighed er det største af alt.

Hvor forelskelsen kommer som lyn fra en klar himmel, så skal man arbejde for kærligheden.

Kærligheden er en viljesbeslutning. Så vi må spørge os selv: Vil jeg det her?

Hvis svaret er ”ja!”, så er det med at trække i arbejdstøjet. Gevinsten ved at yde den ekstra indsats er lykke.

Der findes et eminent du. Et du, der hæver sig op over alle de andre du’er, man møder. Deres tilstedeværelse er en livet om at gøre.

Han er den, jeg ikke kun kan holde ud at leve med, men simpelthen ikke kan leve uden. Han er mit eminente du.

Et sådant ”du” kender du måske også. Husk at sige det højt.

Lav fejl og stå ved dem

Sidst skrev jeg, at det er meget nemmere at lave fejl og så indrømme sine fejl i stedet for at have som mål ikke at lave fejl.

Måske det var en for hurtig konklusion. For i virkeligheden er der måske en grund til, at det er så svært for os at indrømme fejl.

Rigtig mange mennesker har svært ved at sige undskyld eller at beklage noget, de har sagt eller gjort. Nok fordi det er forbundet med svaghed at indrømme sine fejl.

Jeg kender en, der har været gift med sin mand i næsten 25 år. I de 25 år har han aldrig sagt undskyld eller beklaget en eneste gang til min venindes store irritation.

”Hvorfor kan han aldrig indrømme sine fejl?”, spørger hun mig.

Alene det at hun spørger på den måde, viser mig, at hans manglende undskyldninger ikke er begrundet i den lille statistisk set næsten umulige sandsynlighed, at han rent faktisk aldrig har fejlet. Selvfølgelig har han det!

Alligevel ender det hver eneste gang med, at det er min veninde, der ”skal gøre det godt igen”. Har de været oppe at diskutere, ender det på samme måde hver gang. Han surmuler, og hun skal få ham god igen. Ja, det er lige før, det ender med, at hun føler, det er hende, der har gjort noget forkert.

I et ligeværdigt forhold skal der gives og tages. Det hører med i et kærlighedsforhold, at man også kan indrømme, at man ikke har været fair. Det kan være i en diskussion eller andre situationer, man kan stå i som par, hvor man har optrådt dumt. Så dumt at en undskyldning eller beklagelse ville vær på sin plads.

Det gælder såvel i relation til vores børn, ægtefælle, øvrige familie og venner, at man ikke skal føle sin ære gået for nær ved at stikke en undskyldning og indrømme sine fejl. Så fortsæt med at lave fejl. Som menneske kan du alligevel ikke andet. Men gør det ordentligt og med respekt for dem, det går ud over.