Seneste indlæg:

Skilsmisseramt

Jeg glæder mig hver dag over, at mine børn har så godt et forhold til deres bonusmor. Jeg kan altid sende dem over til min tidligere mand og hans nye kæreste i fortrøstning om, at de vil få et dejligt ophold. De sætter virkelig stor pris på hende, og jeg er taknemmelig over, alt det hun gør for mine børn. Når de fortæller om gode oplevelser sammen, bliver jeg helt varm indeni. Når de roser hendes mad, glæder jeg mig over, at hun laver livretter til mine børn.

Skraaaatzzzzzzz. Noget af en plade jeg lige fik sat på der.

Det sker, at der kommer ridser i vinylen, og det hele har en lidt anden melodi.

Sommerferien er netop overstået. For mange familier har det betydet ferie med dine og mine børn. Og at mine børn har været på ferie med ham og hendes børn.

Det er svært for mange. Jeg vil blot minde om, at det også kan være svært for børnene.

Børn læser lynhurtigt, om ”mor fik det der underlige udtryk i ansigtet, da jeg måske lidt for jublende glad fortalte om turen i sommerhus”.

Børn er solidariske. Og børn beskytter altid den af forældrene,  de oplever som den svageste part.

Så hvis mor ser ked ud af det, når barnet fortæller om opholdet ved far og den ny kæreste, så kan barnet reagere på to måder: Enten stopper barnet med at fortælle, eller i værste fald fravælger barnet ophold ved far.

Hvis dit barn derfor siger, at det ikke har lyst til at komme på ferie med far og fars kæreste en anden gang så prøv lige engang at se indad. Er det fordi, han er en idiot, og hun er en sur kælling?

Eller kunne en del af forklaringen være, at dit barn er fanget i en loyalitetskonflikt af de helt store?

Er det sket en enkelt gang eller to, at du blev for såret og derfor ikke kunne finde en grimasse der ku passe, da dit barn begejstret fortalte om oplevelser i den anden familie?

Det er afgørende vigtigt for børn, at samarbejdet fungerer omkring dem. At de ikke oplever konflikter jer imellem. Det er meget belastende for børn. Øv dig. Ikke for din tidligere mand og hans nye kærestes skyld.

For dit barns skyld.

 

Smukke unge mennesker

Tillykke med huen. Sommeren er slut. Festen er forbi. Du skal videre. Kom ind i kampen.

Nu er tiden på gymnasiet slut, og du står over for en masse ubrugt tid. Det kaldes fremtiden. Fremtiden er resten af din tid.

Du lever ikke løsrevet fra vi andres tid. Og selvom murene har beskyttet dig, har du jo allerede fornemmet vores forventninger til dig.

Velkommen til vores tid.

Den tid, vi har bildt dig ind, du kan blive alt i, hvis du har slidt i det. Mulighederne ligger åbne for dig. Ikke alle muligheder som vi måske har lokket lidt med. når vi ville motivere dig til lige at give den en ekstra skalle, men mange muligheder.

I den tid, du nu skal være en del af, kan vi have et lidt anstrengt forhold til fremtiden. Til tider løber vi så stærkt, at det kunne se ud som om, vi er bange for at blive løbet over ende af den.

Nu har du fået lov at fulde dig lidt, så du skal  på den igen. Inden længe skal du begynde på en uddannelse. Du har jo knoklet for at få snittet til det.

Inden du knokler videre, så er der et spørgsmål, jeg gerne vil, at du skal tænke lidt over.

Hvad har gjort en forskel for dig på studiet, og hvad vil du tage med dig videre frem i livet? Er det kun alle 12- tallerne og den viden, du har opnået, eller er det også de nære relationer, du har fået?

Hvis det også er relationerne så mind dig selv om det, når du inden iler videre. Vi her ude i samfundet kan nemlig godt glemme vigtigheden af det.

Jeg er blevet lidt bekymret over en undersøgelse, jeg har læst om unges trivsel.

I er dygtigere end nogensinde før, og alligevel scorer I højt på mistrivsel. Aldrig har unge fået givet så megen selvtillid med af deres forældre og alligevel er mange ikke tilfredse med den de er.

Det passer ikke rigtig sammen. Der er noget, der ikke stemmer.

Det er, når vi indgår i relationer med andre, der sætter pris på os, at vi finder frem til selvværdet. Det er afgørende at give plads til at være noget for hinanden. For hvis vi kun går efter at være hurtigere, klogere, smukke og produktive, så ender det galt.

Og inden du haster videre så prøv lige en gang at stoppe op. Stop tiden og husk at nyd øjeblikket.

Som et lyn fra en klar himmel

Jeg vender mig om for at tage mine papirer til det foredrag, jeg skal holde for en gruppe forældre, da DEN rammer mig som et lyn fra en klar himmel. Først som en snigende kvælende fornemmelse, og så bryder det løs.

Hjertet buldrer i mit bryst med så stor kraft, at jeg instinktivt kigger ned for at se, om man kan se mit hjerte slå gennem jakken. Det kan man til min undren ikke. Kroppen er spændt op, og jeg mærker suset i maven.

Jeg vidste med det samme, hvad jeg oplevede. Jeg har læst om det i bøgerne og mødt mange klienter kæmpe med angst. Jeg prøvede at få fat i min fornuft midt i kaos. ”Husk, hvad du har lært. Det er ikke farligt. Det går over igen”.

Jeg havde allermest lyst til at stikke bilnøglen i og køre hjem. Fra mit professionelle liv vidste jeg dog, at det er det dummeste at gøre, for så vil angsten vinde, og den vil ikke slippe sit greb i mig igen.

Angstanfaldet var kommet, fordi jeg var under forventningspres.

Jeg havde nu i flere år holdt foredrag for forældre til børn med diabetes og om, hvordan de som familie kunne takle kronisk sygdom. Paradoksalt nok kom angsten, fordi jeg havde fået ros for mine foredrag.

For hvad nu hvis de netop i dag opdagede, at så dygtig er jeg altså heller ikke?

Måske kender du også til angstens grimme ansigt.

Grunden til, at du får et angstanfald, behøver ikke at være de samme som min. Måske har du andre triggere, som får angsten til at rulle? Uanset årsag så er der en række fællestræk.

Dét, der er vigtigt at huske på, er, at angstanfald ikke er farligt. Angst er en reaktion i din krop forårsaget af for lang tids stress, tanker, tolkninger og adfærd.

Angstanfaldet går over igen.

Hvis jeg havde valgt at køre hjem og aflyse, var jeg blevet fastholdt i min overbevisning om, at det jeg undgik virkelig er farligt. Hvilket ville forårsage, at jeg næste gang jeg skal holde foredrag, højst sandsynligt vil opleve angst igen.

Jeg vidste, hvor afgørende det er at blive i situationen, selvom alt strittede imod. For kun derved kunne jeg erfare, at angsten på et tidspunkt daler igen. Det giver mig en erfaring, som sender et stærkt og afgørende signal op til min hjerne om, at situationen ikke er farlig.

Et vigtigt skridt væk fra angsten, der ikke må få lov at styre.

Udebleven invitation

Forældre er man for livet. Derfor skylder vi også vores børn, at vi tilsidesætter egne sårede følelser, når vi bliver skilt. Nu er det altid nemmere at rådgive andre, end selv at efterleve anbefalinger. Det er ugens blog desværre et alt for godt eksempel på.

Jeg havde glædet mig til at skulle på familiekig ude på kasernen, hvor min søn aftjener værnepligt. Der var bare lige det ved det, at der ingen invitation kom.

Jeg kiggede både efter mail og slow mail. Intet brev og ingen mail. Det var ikke Postvæsnet og heller ikke forkert mailadresse, der var skyld i manglende invitation. Det var min søn. Han havde ikke sendt en.

Han har nemlig det dilemma, at hans familie ikke består af far, mor og børn. Den består af far og hans kæreste samt mor og ny mand.

Jeg bryder mig ikke om min tidligere mands kæreste. Det siger jeg selvfølgelig ikke til min søn, for så ved jeg godt med min sunde fornuft, at jeg umuliggør det hele for ham, når han står i situationer, hvor han skal tro på, at vi alle godt kan være i samme rum som voksne mennesker.

Nu er det bare sådan, at en ting er, hvad jeg siger, en anden ting er, hvad jeg udstråler.

Og helt ærligt det magtede min søn ikke at udsætte sig selv for.

Han kunne ikke overskue at stå der kampklædt, nybarberet og velfriseret optaget af den overordnedes ordrer. Samtidig med at han skulle forholde sig til, hvad jeg ville kunne finde på at komme med af små bemærkninger, blikke jeg ville kunne sende.

Så i hans afmagt gav han op. Han gav op og valgte familien fra.

Han ville hellere undvære besøg end at risikere at stå i uvisheden om, hvordan dagen ville spænde af. Det var virkelig et vink med en vognstang.

Selvom jeres samliv er slut, så vil jeres fælles forældreskab fortsætte livet ud.

Skal? Skal ikke?

Verdens første vaccine mod kræft. Hvem kan sige nej til det?

Hver tredje forældre er i tvivl, om deres datter skal have HPV-vaccinen. Antallet af vaccinerede piger er styrtdykket herhjemme. Særligt efter TV2 dokumentaren om påståede bivirkninger til vaccinen er der sket et markant fald i piger, der vaccineres.

Siden 2009 har danske piger i 12 års alderen fået tilbudt gratis HPV-vaccination. Sundhedsstyrelsen håber at kunne udrydde den frygtede livmoderhalskræft, der særligt rammer helt unge kvinder. Hvert år får mellem 4-500 kvinder diagnosticeret livmoderhalskræft og 100 kvinder dør årligt. Dertil kommer et stort antal af kvinder, der får konstateret celleforandringer eller forstadier til kræft. Med vaccinen falder risikoen for livmoderhalskræft anslået med 70 %.

Med så klart et budskab skete der desværre det, at Sundhedsstyrelsen blev lidt for selvfed og derfor gik i forsvar, da piger klagede over hovedpine og kvalme samt svimmelhed.

Meget kunne måske have set anderledes ud, hvis de var gået up front og indrømmet, at det er en mulig bivirkning til vaccinen. Disse bivirkninger skulle de have erkendt.

Tillid er altafgørende. De fleste mennesker kan sagtens acceptere, at der er risiko for bivirkninger. Sådan er det med vacciner. Det, folk ikke kan acceptere, er, hvis deres bekymring fejes af bordet og det har Sundhedsstyrelsen desværre medvirket til.

Debatten er i stedet løbet helt af sporet.

Piger med påståede alvorlige bivirkninger har fyldt i mediebilledet. Heldigvis er der ikke fundet en sammenhæng mellem disse alvorlige  symptomer og HPV-vaccinen. Pigerne er syge og har brug for hjælp. Det skal anerkendes. Vi må bare ikke forklare det med bivirkninger til vaccinen.

Sundhedsstyrelsen har med en storstilet kampagne til 5 millioner kroner forsøgt at vende den bekymrende udvikling. Sammen med Lægeforeningen og Kræftens Bekæmpelse har de derfor søsat en ny meget følelsesladet kampagne, der skal få forældre til at lade deres døtre vaccinere.

Kampagnen skal genoprette tilliden til HPV-vaccine mod livmoderhalskræft.

Måske de skulle turde stille spørgsmålet: Foretrækker du svimmelhed og kvalme i en periode efter vaccinen, eller foretrækker du øget risiko for livmoderhalskræft?

Se

Det er ikke altid, vi ser. Altså sådan rigtig ser.

Jeg har prøvet mange gange, at én af mine børn er kommet ud af døren fra deres værelse, og pludselig var det som om, de var vokset, mens de lige sad derinde og lavede lidt lektier.

Selvom der er nogle år, hvor børn vokser hurtigt, så var det ikke hele forklaringen.

Nogen gange sker der bare det i en travl hverdag, at vi slet ikke ser hinanden sådan rigtigt.

Vi kigger på hinanden, vi taler sammen, spiser sammen, men vi hverken ser eller lytter til hinanden.

Vi mennesker har brug for at blive set og hørt.

Alt for ofte sker det, at vi tager ting for givet. Vi ser måske oven i købet kun alt det, der irriterer os.

”Nu har hun igen glemt at stille skoletasken ind på plads”. ”Nu har han igen ikke tømt sin madpakke”. ”Gymnastiktøjet ligger bare der i posen, selvom jeg har sagt det hundrede gange før, at det skal tages ud af posen med det samme, hvis ikke det skal komme til at lugte fælt”.

Lugten af hengemt gymnastiktøj er ikke nær så slem som stanken af hengemte følelser.

I hverdagens trummerum er der en risiko for, at vi glemmer at mærke efter, hvad der virkelig betyder noget for os.

Så hiv fat i dine kære. Knus og kram dem og se dem dybt i øjnene.

Pludselig vækkes vi og rives ud af vores skal og mærker taknemmeligheden gennemskylle vores krop. Taknemmeligheden over at kunne tage del i hinandens liv. I de øjeblikke mærker vi.

Så vil du mærke hjertet slå dobbelttakt.

Tre i den samme seng

Min veninde er lige blevet skilt. Nu sad vi over et glas kølig hvidvin og tudede lidt og grinede lidt. Humoren var velkommen, for sjovt var det fandeme ikke. Hun havde fundet ud af, at han så en anden. Altså de ikke bare så hinanden. De knaldede.

Han havde bedt om tilgivelse og faktisk havde min veninde også forsøgt. Måske ikke at tilgive, men i hvert fald at give forholdet en chance. For han ”mente ikke noget med det”.

Hallo siger jeg bare. Hvis ikke man mener noget med det, hva’ fanden skal det så gøre godt for.

Ups, hun kom lige forbi, og så kom jeg lige til at trække bukserne ned på hende. Ups, der kom hun sørme igen, og så forventede hun jo ligesom, at jeg skulle gøre det en gang til.

”Jeg tænkte mig ikke om”.” Det er jo dig og ungerne, jeg elsker”, havde han sagt gentagne gange.

Jo tak! De langt ude forklaringer står i kø, når vi mennesker glemmer at bruge hovedet.

De havde repareret på forholdet nu i et halvt år. Forsøgt at få lidt mere partid. Fået svigermor til at tage ungerne i en weekend og tog så på overnatning og ud at spise. ”Spild af penge”, sagde min veninde. For hver gang det kom til nærhed og intimitet, så var der sket et uopretteligt tillidsbrud.

Sådan ender det for rigtig mange, hvor utroskaben har sneget sig ind. Kun ganske få overvinder svigtet. For langt de fleste vil det fremadrettet opleves som om, der er en ekstra med i sengen. Så tænk jer rigtig godt om.

Sig højt hvad du savner ved den anden i stedet for at finde det ude i byen. Det har du en forpligtigelse til. Alt andet bryder ned, hvor I sammen havde mulighed for at bygge op.

Og nok så vigtigt: Husk på, at lykke ikke er en konstant følelse. Lykke kommer glimtvis, og man skal arbejde på at opleve den sammen med sin partner. Og ingen partner kan være perfekt hele vejen rundt.

Men er din partner den du virkelig elsker så vis det ved at investere i jeres relation.

 

 

To torsdage på en uge

Er man en god forælder, hvis man bestræber sig på, at ens barn ikke skal have det svært på nogen måde?

Og er vi forældre i bestræbelserne efter at være de perfekte forældre kommet til at lære vores børn, at kun det bedste er godt nok til dem, og hvad de ønsker, skal de få?

En af mine kolleger stod overfor en svær beslutning, for hendes søn havde fødselsdag, og han var angiveligt den eneste i klassen, der ikke havde et Segboard.

Hun havde egentlig ikke hverken råd eller lyst til at give ham sådan et, men omvendt var det næsten synd. Hun ville jo selvfølgelig helst ikke skuffe ham.

Sådan er livet jo ikke. Livet er en lang række af skuffelser og nederlag. Vi møder masser af modgang som menneske.

Hvordan skal vores børn og unge være forberedt på det, hvis de igennem et langt liv lærer, at mor ringer til skolen, hvis Louise ikke vil lave en legeaftale. Far ringer til fodboldtræneren og sørger for, at sønnike får spilletid på førsteholdet. Og selvfølgelig skal de have en iPhone, for det har alle de andre børn.

Mange børn i dag lærer ikke at takle udfordringer og udsætte deres behov.

Sådan var det ikke, da jeg var barn.

Når jeg som barn ønskede mig noget inderligt, sagde min far altid: ”Du må få det, når der er to torsdage i en uge”.

For mig gav det plads til drømmene. Der var tændt et håb. For mon ikke det ville være muligt, at det kunne ske? Jeg var faktisk ret gammel, inden jeg blev klar over, at det ikke kunne lade sig gøre.

Indtil da havde jeg haft masser af plads til at drømme. Drømme om at få en slaskedukke, de der seje kassebukser, en hund, en hamster og en hest.

Jeg lærte samtidig noget vigtigt om det at være menneske. Nemlig at man ikke kan få alt.

Det er ikke alle ønsker, der går i opfyldelse. Hvis vi igennem et helt liv er blevet forledt til at tro det, så slår det dobbelt hårdt, den dag vi måske ikke kommer ind på drømmestudiet, kæresten slår op eller en anden får det job, vi troede, vi var selvskrevet til.

At være to til døden os skiller

Ifølge tal fra Danmarks Statistik bliver 46 procent af alle ægteskaber til skilsmisser Det er et ret skræmmende tal. Og ingen, der bliver gift, regner med at det sker for dem.

Måske vi skulle være bedre til at tro, at lige netop vi er i højrisiko for, at det sker.

Når vi ikke tror, det er en risiko, er faren, at vi lader kærlighedsmusklen blive slap. Vi glemmer at træne den.

Vi forsøger at spise sundt og motionere regelmæssigt for at forebygge sygdomme. Vi ved, at det er hensigtsmæssigt at gøre noget, før det går galt. På samme vis tager vi vores bil til regelmæssig syn på et autoriseret værksted, vi har tillid til. Vi tager til tandlægen, selvom vi hader tandlæger, fordi vi vil passe på vores tænder.

Fordi vi ved, at det er afgørende at gøre noget, inden kroppen siger stop, inden biler går i stå midt på motorvejen og inden tænderne falder ud.

På trods af at vi efterhånden er blevet relativt gode til at tænke forebyggende på mange områder, er vi endnu ikke begyndt at tænke tilstrækkeligt forebyggende, når det gælder vores parforhold.

Troen på det gode og rimeligt gnidningsfri samliv lever.

Ikke uden grund for parforholdet er den relation, der betyder allermest for voksnes psykiske trivsel, sundhed og tilfredshed i tilværelsen. Og når relationen ikke fungerer, bliver vi triste, vrede og skygger af os selv.

Derfor er det vigtigt, at vi med jævne mellemrum får afstemt forventningerne i et parforhold. At vi har en løbende, levende dialog ved at spørge: Hvad drømmer du om? Er vi på vej i den rigtige retning? Hvad vil vi gerne med vores liv? Hvilke værdier har betydning for os?

Og så skal vi træne kærligheden. Hver dag skal vi bestræbe os på at være en god partner for den anden. Uden tanke for, hvad jeg selv opnår og får ud af det, skal jeg huske at træne kærlighedsmusklen, inden den bliver slap.

Det gælder som i alt andet, at det er meget lettere at holde ved lige end at skulle genoptræne en alt for slap muskel.

.

Du er mit eminente du

Vi har så travlt med at sige, at man ikke ejer hinanden. Nej, man må ikke styre hinandens bevidsthed og tanker. Men jo, vi ejer da hinanden.

Det er det mest fantastiske, at nogen ejer mig. Jeg gider nemlig ikke være nogen andens. Og jeg har da bestemt heller ikke lyst til at forestille mig, at jeg skulle dele min hjertens kære med nogen anden.

Han er umiddelbart det diametralt modsatte af mig. Der er mange, der har spurgt mig, hvad det er ved min mand, der gjorde, at jeg blev så forelsket i ham. I virkeligheden er det ret banalt. Jeg oplevede den der fuldstændig vanvittige energi mellem to mennesker. I det øjeblik vi kiggede på hinanden, havde jeg det sådan, at jeg bare ville være sammen med ham hele tiden.

Det kaldes at blive forelsket.

Nogle er så heldige, at forelskelsen bliver til kærlighed. Kærlighed er det største af alt.

Hvor forelskelsen kommer som lyn fra en klar himmel, så skal man arbejde for kærligheden.

Kærligheden er en viljesbeslutning. Så vi må spørge os selv: Vil jeg det her?

Hvis svaret er ”ja!”, så er det med at trække i arbejdstøjet. Gevinsten ved at yde den ekstra indsats er lykke.

Der findes et eminent du. Et du, der hæver sig op over alle de andre du’er, man møder. Deres tilstedeværelse er en livet om at gøre.

Han er den, jeg ikke kun kan holde ud at leve med, men simpelthen ikke kan leve uden. Han er mit eminente du.

Et sådant ”du” kender du måske også. Husk at sige det højt.