Seneste indlæg:

Den dag vi pludselig blev naboen

Det sker kun for naboen, tænker vi altid, når angsten er ved at snige sig ind på os. Angsten for at vores børn kan rammes af alvorlig sygdom. For tanken om, at der kan ske vores børn noget, er ubærlig. Nogen bliver ramt.

Og måske er det os, der er naboen.

Barnet får en kronisk sygdom. Bliver ramt af eksempelvis hjertesygdom, diabetes, nyresygdom, kræft.

Vi har heldigvis haft et sundhedssystem, der har prioriteret psykolog hjælp til disse familier. Internationale og faglige retningslinjer anbefaler da også en tværfaglig indsats.

Kerneydelsen på Børne- og Ungeafdelinger her i landet er at behandle børn og unge patienter med kroniske sygdomme. Pædiateren har en nøglerolle i behandlingen af disse patienter. Men når et barn rammes af alvorlig sygdom, er det så indgribende for hele familien, at mange fagligheder må bringes i spil.

En kronisk diagnose er en stor belastning for familien, der risikerer at blive kastet ud i krise og magtesløshed med både psykiske og sociale følger. Fokus er på både det behandlingsmæssige og de psykosociale elementer, og som psykolog har jeg en vigtig opgave over for både børn og forældre. Forældrenes håndtering af forløbet påvirker barnet meget.

Jeg arbejder både meget selvstændigt med individuelle forløb med de alvorligt syge børn, deres forældre og med familiesamtaler. Jeg arbejder også tværfagligt med andre faggrupper – læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, diætist, pædagog, socialrådgiver og lærer – om at inddrage alle aspekter og skabe et så vellykket patientforløb som muligt. Hertil kommer samarbejde med de eksterne samarbejdspartnere.

Flere steder på landets Børne- Ungeafdelinger vil man minimere eller helt fjerne denne indsats.

Det giver helt sikkert en besparelse på den korte bane. På den lange bane derimod er jeg overbevist om, at når vi fjerner hjælpen til, at børnene og familierne får nødvendig støtte, så vil vi se børn og unge, der ikke formår at efterleve de livsstilsændringer, som behandlingen kræver.

Forventeligt vil flere også få de alvorlige følgevirkninger af kronisk sygdom som angst og depression.

Så ugens opslag er en støtte til mine psykologkolleger, der landet over gør et stort stykke arbejde. Ikke kun i forhold til kroniske syge børn og deres forældre. Også i forhold til svært overvægtige, udsatte familier, unge med funktionelle lidelser og forældre til for tidligt fødte børn.

Måske vi skulle genoverveje, om ikke vi har råd til at passe lidt bedre på hinanden.

Mig og Lycra

Indtil jeg fyldte 49 år, havde jeg ikke frivilligt bevæget mig uden for. Hvis jeg skulle gå en tur, stod undskyldningerne i kø. Jeg brød mig ikke om det. Jeg frøs altid.

Til det kan man jo så indvende, at koldt er det jo langt fra hele året. Der findes også skønne dage, hvor naturen næsten kalder. Den kaldte bare ikke på mig. Jeg ville personligt hellere sidde på en stol og nyde solen end at bevæge mig rundt i naturen. Og så er vi ved min anden udfordring – nemlig bevægelse.

En anden ting, jeg altid har haft det rigtig svært med, er motion. Man vil vel kunne kalde mig doven. Bevægelsesøkonomisk. Så tanken om at bevæge mig ude i naturen var faktisk ret fjern. Alligevel er det det, der er sket.

Når man bliver forelsket, er man mest påvirkelig og klar til at opdage nyt. Så da jeg mødte min mand, der er meget sporty, skulle der indgås nogle kompromisser fra begge sider. Et af de kompromisser, jeg måtte indgå, var at give cykling en chance.

Og bang… da blev jeg dobbelt forelsket. For hvorfor har ingen fortalt mig, at med min spinkle overkrop og lidt kraftige underkrop så er jeg som skabt til at cykle. Jeg er god til det.

Og nu til noget vildt. For jeg har faktisk lavet en kombination, som ingen ville have troet mulig. Jeg cykler ude i naturen. Og jeg elsker det.

Som tidligere nævnt er jeg så heldig at have hus i Italien. Vi har to mountainbike cykler dernede. Det bedste, jeg ved, er at indtage Norma bjerget. Det er bjergvejen op til vores by. Den er ret stejl. Jeg føler, det er mig mod bjerget. Og at vinde over bjerget giver mig den bedste følelse af at være total for sej.

Vi cykler mest på veje, men vi har venner, der tager os med “off road”.

En del af mig bryder mig ikke om det. Det er meget ude af kontrol. Og lidt for vildt efter min smag. Og for farligt.

En anden del af mig er vild med det.

Bjergene åbner sig helt anderledes, når man cykler inde midt i det hele. Og at kunne stoppe op og plukke friske figner fra træerne og vilde brombær fra buske eller drikke direkte fra floden er simpelthen den fedeste oplevelse.

Fortæl gerne om din personlige oplevelse med at flytte grænser 🙂

Mand dig op mand

Hun får ret og jeg får fred. Sådan siger rigtig mange mænd, når jeg møder dem i min konsultation. Mænd der i deres arbejdsliv har indflydelse, magt, prestige  men som, når de kommer hjem, stikker halen mellem benene og vælger den tilsyneladende letteste løsning.

Kun tilsyneladende. For hvad er det lige, der sker på sigt?

Hun mister respekt for ham og ender med slet ikke at gide ham og hans vattethed.

Vi kvinder retter på mænds tøjstil, deres måde at være vild sammen med børnene på, på måden de steger bøffer og sætter i opvaskeren på. Toiletbrættet skal være lukket ned, babys ble skal lægges på på min måde og han skal ikke se al den sport i fjernsynet.

Problemet er også, at vi kvinder bliver ulykkelige i den rolle. Vi påtager os et alt for stort ansvar ved at rette på alle omkring os. For så står man pludselig der med en ’jeg alene vide’ rolle.

Det er en svær og ensom rolle at bære. For når så du spørger: Hvor synes du, vi skal tage hen på ferie? Og han svarer: Det må du bestemme. Så mærker man sin egen ensomhedsfølelse.

Mændene finder sig i det, fordi de tænker: Lad hende dog gøre det, hvis hun har det godt med det. Problemet er bare, at det nedbryder at blive rettet på hele tiden. Hvis man altid bliver rettet på og får at vide, at der ikke er noget, man gør rigtigt, så bliver det en selvopfyldende profeti.

Så alt i alt er det et på alle måder uhensigtsmæssigt mønster, der tegner sig i mange forhold mellem mænd og kvinder.

Og begge parter bærer et ansvar.

Mændene tillader jo, at kvinderne påtager sig den her rolle med at ville diktere alt.

Vi kvinder skulle begynde at se på os selv og spørge: Er det i orden, at jeg hele tiden går rundt og retter eller skælder ud på min mand? Hvor fedt er det lige? Hvad sjov er der ved en mand, som ikke længere er en mand?

Og det er på tide, at mændene retter ryggen og siger ’stop’, hvis deres grænser bliver overskredet.

Min mor døde

Kære mor

Måske du kan læse med deroppe fra himlen? Eller måske du hellere må lade være med at læse det, jeg skriver her. For jeg er også vred på dig. Vred over at du bare døde, da jeg havde allermest brug for dig.

Vi ved, at den vi er i dag, i høj grad er grundlagt i de første leveår. Ansvaret for, hvordan mit liv er blevet, ligger naturligvis ikke kun hos dig. Det er i høj grad også mit eget. Jeg er bare nødt til at indrømme, at jeg alligevel spekulerer på, om jeg mon er blevet sådan, som du gerne ville have det. Er du tilfreds med mig?

Underligt som man kan være spændt ud mellem dette med på den ene side vedvarende at søge ens forældres anerkendelse samtidig med, at man kan have så pokkers travlt med at tage afstand fra alt, hvad de står for.

Jeg har læst psykologi i rigtig mange år og læst at ved at være bevidst om, hvad der skete i ens barndom, så kan man forlige sig med sin historie. Man skal bare arbejde med sig selv.

Hvis du vidste, hvor mange gange jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil blive ligesom dig. Det har jeg arbejdet hårdt på. Og alligevel er jeg ikke lykkedes ret godt med at rykke mig væk fra dig.

Ofte bliver jeg forskrækket over, at jeg kommer til at gøre nogle af de samme ting over for mine egne børn, som du gjorde over for mig. Reaktioner jeg ikke brød og bryder mig om.  F. eks. fremtræde kold og ligeglad, når jeg bliver allermest ked af det. Jeg gør det for at forsvinde væk fra mine følelser.

Måske det var det samme, der var på spil for dig?

Men jeg genkender også din kampvilje i mig selv. Og jeg smiler ved mig selv, når min hånd pludselig laver den samme bevægelse som du. Og når min mund lukker sig sammen som din. Jeg griner næsten larmende ligesom du.

Du har vist mig glæden ved smukke ting. Og lært mig nødvendigheden af en evig insisteren på at ville være sammen med mennesker, der betyder noget for mig. At ikke alle har de samme muligheder og chancer i livet, så vi er forpligtiget på hinanden.

Jeg tror, vi kunne være blevet gode voksne sammen.

Kærligst din datter ❤️

Lille skat

Dagens blog er et nødråb, efter at jeg sidste weekend fik ødelagt mit gode humør, da jeg stod i kø i en af Københavns bedre bagere, hvor et rundstykke koster det tredobbelte af, hvad vi giver i Jylland.

Alligevel er køen gigantisk lang sådan en søndag morgen. Og så var det, jeg fik nok. For der foran i køen stod den unge mor og spurgte med sukkersød stemme: ”Hvad kunne du tænke dig lille skat?”.

Altså når man tager et barn med ind i en bagerbutik med hundrede forskellige kager i alle former og farver og boller med og uden kerner, med og uden rosiner, med og uden chokolade, så kan det godt blive lidt uoverskueligt.

Det var lige før jeg havde lyst til at blande mig: ”Hallo, hun ligner ikke en, der kan tygge et grovstykke med speltkerner, stik hende en chokoladebolle”.

Måske havde jeg fået det forkerte ben ud af sengen. For når ret skal være ret, så er medbestemmelse på boller nok der, hvor det faktisk giver god mening at inddrage sit barn,. Hvis altså ikke lige det var et valg ud af 100 forskellige stykker brød, der skulle træffes denne søndag morgen.

For børn skal skam have medindflydelse, men kun på det, de selv kan finde ud af at tage ansvar for. Og altid tilpasset barnets alder. Børn får imidlertid alt for meget ansvar, fordi vi er bange for at gøre dem kede af det.

Hånden på hjertet. Har du nogensinde hørt en treårig bede om at komme i seng, fordi hun var bange for at blive for træt i morgen, hvis hun ikke fik sin nattesøvn?

Eller en femårig sige, at hun hellere ville have gulerødder end bolcher, fordi det er sundere? Hvis ikke vi tør være en autoritet i selv de små hverdagsting, så er der lang vej hjem.

Der er noget, der hedder voksenansvar.

Min svigersøn?

”Jeg har hilst på min svigersøn for første gang”. Sådan fløj ordene ud af munden på mig efter mit første møde med min bonusdatters søde kæreste. Men kan jeg overhovedet tillade mig at prale af ham som ”min svigersøn”?

Eller hedder det kun “min mands svigersøn”?

Altså, jeg ved jo godt, at min mands børn ikke er ”mine” børn. Alligevel siger jeg altid: ”ungerne kommer hjem” og skelner ikke mellem ”hans børn” og ”mine børn”.

Et eller andet sted er det for mig at se udtryk for en kærlighedsfølelse, når ”du og jeg” bliver til et ”vi”. Min mand har tre børn og jeg har tre børn. Vi har seks børn.

Men bliver det ikke bare noget være rod, når jeg blander det sådan sammen?

Og hvad så med bonusdatterens kærestes børn? Er det min mands og mine bonusbørnebørn, eller er det kun min mands bonusbørnebørn? Det er da lige til at blive helt rundforvirret af. Hvornår er man en familie?

Mine børn har engang været ”en familie” med min ex- mand og jeg. Nu er vi skilt. Og min ex- mand og jeg og vores fælles børn er ikke længere en familie.

Alligevel vil 90 % af de skilsmissebørn, jeg ser i mit arbejde, tegne deres far, mor, søskende og dem selv, hvis jeg giver dem opgaven: ”tegn dig og din familie”. Det sker, at nye kærester tegnes på, men ofte er de ”ikke eksisterende”.

Alligevel føler jeg, at ”så er familien samlet”, når min mand og jeg er sammen med alle vores seks børn.

Og jeg vil gerne kunne sige det sammen, når kærester kommer til og gerne børnebørn. Biologiske såvel som bonus.

Vi er en familie.

Min Moster

Jeg har verdens bedste Moster.

Jeg husker som barn, når det lød, ”københavnerne kommer”. Min mormors øjne funklede. Så kom min moster og onkel og snart også to kusiner på besøg hos min mormor og morfar i Herning.

En helt særlig stemning af fest og glæde bredte sig. Jeg mærkede det tydeligt, for vi skulle naturligvis på visit.

Jeg beundrede hende.

På værelset, hvor jeg sov, når jeg var på weekend ved mormor og morfar, hang der et sort / hvid foto af min moster. Jeg kunne ligge i sengen og kigge på det i meget lang tid. Hun var gudesmuk. Hun havde en toupe. Under den skjulte et rundstykke, så håret kom til at fylde. Det forstod jeg naturligvis ikke dengang.

Jeg tænkte bare “wow”. Og hun var smukkere end selveste Birgitte Bardot.

Når hun sad i køkkenet med min mormor, så skulle der snakkes. Mormor fandt kaffekoppen frem inde fra skabet. Her lå cigaret skod af gamle Cecil uden filter.

De lå der og havde en ekstra høj koncentration af nikotin og skulle indtages ved særlige lejligheder som eksempelvis besøg fra København. De kunne kun ryges ved hjælp af en saks, som hun forsigtigt brugte til at holde fast om den sidste del af cigaretten.

Det var ren råhygge og jeg sneg mig til at stå i gangen og lytte med til deres snak. Min moster tog slikdåsen frem fra skabet. Hun har diabetes, så min onkel sagde straks: du må ikke spise af det.

Hun grinede bare og tog et ekstra stykke.

Min moster kan grine så højt at alle bliver glade, men hun kan også være skrap. Nøj, jeg kunne blive helt bange for hende, da jeg var barn. “Det er Nielsen genet”, siger hun drillende. “Du har arvet det”, siger hun så. Og jeg ved, at hun har ret.

Min mor døde og alt blev sort.

”Kom”, sagde min Moster. ”Nu er du min”, og så tog hun mig i sin favn.

Ingenting kan viske sorgen bort, men det er godt at vide, at man har et sted at høre hjemme. En der altid vil være der for en, når livet bliver for svært. Også en der tager del i alle glæderne. Sådan en person er min Moster.

Nu er jeg voksen, og det er min tur til at give lidt tilbage af alt det, jeg er blevet givet. Sådan er det med kærlighed. Jo mere man bliver givet. Jo mere får man lyst til at give tilbage.

Måske du også har en sådan betydningsfuld person i dit liv?

Samtalens svære kunst

Jeg blev helt varm indeni, da han spurgte: Nå, hvad siger Jonas så til at være inde ved militæret? Han havde lige gjort noget af det smukkeste, en ven kan gøre.

Han havde husket, hvad jeg havde fortalt om sidst, vi mødtes, og nu vendte han tilbage til det.

Det er sjældent i en tid, hvor vi hylder monologen fremfor samtalen.

Vi kender alle dette med, at vi er sammen med gode venner, og talestrømmen flyder derudad. De er måske lige kommet hjem fra sommerferie og fortæller om turen ned gennem Frankrig. Om alle deres skønne oplevelser i det fantastiske land.

Vi nikker og smiler, men venter dybest set bare på, at der skal blive hul i talestrømmen, så vi selv kan komme i gang med at fortælle om vores egen sommerferie og egne bedrifter.

Vi udveksler taler. Vi er høflige, så vi afbryder ikke.

Når de er gået hjem, kan vi ærligt at sige ikke huske, om det var Frankrig eller Italien, de havde kørt rundt i. For vi samtaler alt for lidt.

Vi ved det godt. For sådan er det. Den ene har ikke noget at lade den anden høre.

Så vi bliver da heller ikke fornærmede, næste gang vi mødes, og ingen kan huske ret meget af, hvad vi talte om sidst. Vi fortsætter fortrøstningsfuldt.

For samværet er pakket ind i god mad og rigelig vin.

Samtalen derimod forudsætter fysisk nærvær, gensidighed i blikket samt et nærvær, som kun bliver troværdigt, når man husker at vende tilbage til, hvad der blev sagt og følge op, når man mødes igen.

Det er unikt hver gang et menneske fortæller os noget, som de aldrig har delt med nogen før. Så lyt fuldt og helt til, hvad de siger.

Vi blev udstyrret med to ører og kun én mund. Netop for at minde os om, at vi bør lytte dobbelt så meget, som vi taler.

Kys det nu det satans liv

Sådan synger Steffen Brandt. Han synger om at favne livet og gribe dets chancer.

Hvor Steffen taler om at kysse i overført betydning, så vil jeg slå et slag for at kysse lidt mere sådan i bogstavelig forstand.

For har du indfanget din hjertens kære, så bliver kysset rigtig vigtigt. Det ikke alene føles dejligt. Det er livsvigtig medicin.

Ikke kun for at sikre dit parforhold langtidsholdbarhed, men også for at nedsætte risikoen for nogle af vor tids største udfordringer som angst og depression.

Et kys frigiver oxytocin, der også kan kaldes for kærlighedshormonet.

Måske troede du, at kærlighed opstår i hjertet.

Det opstår i hjernen. Det lyder ikke særlig romantisk, men stoffet oxytocin skaber følelsen af samhørighed, tillid og kærlighed mellem mennesker. Det frigives i hjernen, når vi kysser intimt og længe. Det er ikke det eneste stof, der er i spil.

Et kys påvirker kortisol.

Et kys sænker niveauet af kortisol i hjernen. Kortisol er et stresshormon. Dermed kan et kys faktisk være med til at sænke angst, da kortisol er involveret i angstfølelser.

Et kys øger serotonin.

Serotoninindholdet i hjernen øges omvendt, når vi kysser, med den vi elsker. Serotonin er et afgørende stof til forebyggelse af depression.

Jamen det er jo hele tre gode grunde til at kysse lidt mere.

 

Kys det nu, det satans liv

Og grib det, fang det

Før det er forbi

Ja, kys det nu, det satans liv

Og grib det fang det

Før det er forbi

Der findes ikke dårligt vejr….

Gu’ fanden findes der dårligt vejr. Det gør der i hvert fald her i Esbjerg. Ærlig talt må man gerne ærgre sig lidt over det danske sommervejr. Der  har været det ringeste i mands minde.

Det er trist for alle de familier, der holder ferie her i Danmark. DMI gik denne sommer så vidt som til at anbefale, at man hygger sig inden døre med varm kakao og hjemmebagte boller.

Jeg vil i dag gå imod tidens trend, hvor selv en regnfuld og råkold sommer skal takles som en positiv oplevelse med masser af spændende muligheder for det moderne positive omstillingsparate menneske.

Hvis ikke vi mærker, at der er ting, der er knap så skønne, hvordan så virkelig mærke, når livet er skønt og fantastisk. Alt kan kun defineres i sin modsætning. Vi ved kun, hvad smukt er, fordi vi har set noget grimt. Vi ved kun, hvad det vil sige at være høj, fordi vi ved, hvad lavt er.

Derfor findes der også dårligt vejr, for jeg har på min egen krop mærket, hvad det vil sige, at vejret er fantastisk.

Ligeså med livet. Der findes noget, der er smukt, trist og forfærdeligt.

Jeg fastholder, at der findes dårligt vejr og siger til min far, at på mig virker hans sætning bare som en floskel. For helt ærligt bliver det hele så ikke en ensartet grå grød uden nuancer, hvis alt er lige godt?

Alt er til i sin modsætning. Så ved jeg godt, det ikke hjælper at skælde ud over det ringe vejr. Vejret arter sig præcist, som det vil.

Jeg holder dog af at være i følelserne. Når nu vi mennesker er født med den fantastiske evne til at føle næsten ekstatisk glæde, stor sorg, frygtelig skyld og voldsom vrede, så er vi for mig at se også forpligtet på at føle det.

Vi er selvfølgelig udstyret forskelligt fra naturens side. Nogle mennesker kan næsten gå under betegnelsen jubeloptimister, mens andre har et grundlæggende sortsyn, der hænger ved dem.

Vi må bare ikke glemme nuancerne i følelserne, for det er der, livet virkelig mærkes.

Så lad mig ærgres over, at det pisser ned og er koldt.

Lad mig beholde nej-hatten på for en stund. Først da mærker jeg nemlig, at pludselig røg nej-hatten af midt i blæsevejret, fordi jeg kom i tanke om, at derhjemme venter min elskede med en kop varm kakao med flødeskum.