Seneste indlæg:

Udgivet den

Får vi krig, mor?

Hvad stiller man op som forældre i disse tider, hvor en uforudsigelig mand som Putin er gået ind over Ukraines grænser.  Hvad siger man til sine børn?

Det er et svært spørgsmål. Som forældre har vi en helt naturlig beskyttertrang over for vores børn. Vi ønsker for dem, at de må vokse op uden at skulle gå at bekymre sig og være bange. Sådan er virkeligheden bare desværre ikke.

Virkeligheden er skræmmende. Som forældre kan vi let føle os magtesløse. For hvad skal man svare, når barnet bekymrer sig og er bange for om krigen vil sprede sig til her, hvor vi bor.

Vi lever i en tid, hvor nyhedsstrømmene er voldsomme. Da jeg var barn, var det begrænset, hvad vi fik indblik i omkring ufred i verden. Mine forældre så TV avisen efter, at jeg var lagt i seng. Jeg sov trygt og godt, mens de voksne vagtsomt fulgte med under Cuba krisen.

Det er meget anderledes i dag. Voldsomme billeder af desperate børn og voksne, kampvogne og militær fylder vores stuer. Og selvom vi forsøger at undgå, at børnene ser med, kan det være svært. Tik Tok, sociale medier og nyheder i døgndrift vælter ind over os og børnene.

Hvad svarer man så, når ens barn ikke kan falde i søvn på grund af ængstelse?

Ofte tror jeg, vi kommer til at svare: Bare rolig skat. Det sker ikke her, hvor vi bor. Vores hensigt er, at barnet skal stoppe med at bekymre sig. I stedet får vi signaleret, at det her kan vi ikke tale om. Barnet lades alene med sine tanker og bekymringer, og katastrofetankerne vokser sig større inde i barnets hoved.

Omvendt kan vi også komme til at uddybe vores svar på en måde, der øger barnets ængstelse. Prøv i stedet at spørge dit barn: Hvad gør dig bange? Hvad kommer du til at tænke på? Hvad kan jeg gøre for, at du skal være mindre bange? Hvad plejer at hjælpe dig, når du bliver bange?

Tommerfingerregel nummer ét: Du skal lytte mere, end du taler. Børn forstår ting meget anderledes end voksne. Sørg for at få vished for, hvad barnet reelt spørger om. Overdyng ikke barnet med informationer, men svar åbent og ærligt på barnets spørgsmål.

Udgivet den

Moster fylder år i dag

Jeg har verdens bedste Moster. Og jeg elsker hende meget højt.  Jeg husker som barn, når det lød, ”københavnerne kommer”. Min mormors øjne funklede. Så kom min Moster og Onkel og snart også to kusiner på besøg hos min Mormor og Morfar i Herning.

En helt særlig stemning af glæde bredte sig. Jeg mærkede det tydeligt, for vi skulle naturligvis på visit.

Når hun sad i køkkenet med min Mormor, så skulle der snakkes. Mormor fandt kaffekoppen frem inde fra skabet. Her lå cigaretskod af gamle Cecil uden filter.

De lå der og havde en ekstra høj koncentration af nikotin og skulle indtages ved særlige lejligheder som eksempelvis besøg fra København. De kunne kun ryges ved hjælp af en saks, som hun forsigtigt brugte til at holde fast om den sidste del af cigaretten.

Jeg sneg mig til at stå i gangen og lytte med til deres snak. Og selvom jeg ikke forstod det hele, så fornemmede jeg stemningen.

Jeg beundrede hende.

På værelset, hvor jeg sov, når jeg var på weekend ved Mormor og Morfar, hang der et sort/hvid foto af min moster. Jeg kunne ligge i sengen og kigge på det i meget lang tid. Hun var gudesmuk. Hun havde en toupe, så håret kom til at fylde. Jeg var ret stolt af at have en Moster, der kunne tage håret af og en Mormor, der kunne tage tænderne ud.

Jeg tænkte “wow”. For hun var smukkere end selveste Birgitte Bardot.

Min moster kan grine så højt, at alle bliver glade, men hun kan også være skrap. Jeg kunne blive helt bange for hende, da jeg var barn. “Det er Nielsen genet”, siger hun drillende. “Du har arvet det”, siger hun så. Og jeg ved, at hun har ret.

Min mor døde og alt blev sort.

”Kom”, sagde min Moster. ”Nu er du min”, og så tog hun mig i sin favn.

Ingenting kan viske sorgen bort, men det er godt at vide, at man har et sted at høre hjemme. En der altid vil være der for en, når livet bliver for svært. Også en der tager del i alle glæderne. Sådan en person er min Moster.

Måske du også har sådan en betydningsfuld person i dit liv?

Udgivet den

Trip, trap, træsko

Kærlighed er egentlig noget underligt noget. Kærlighed er mere og andet end erotisk kærlighed og forelskelse. Mange har kærlighed til jobbet, til kunst og til naturen. Der er også forholdet mellem forældre og barn. Og til bonusbørn. Børnebørn.

Kærlighed er mange ting. Der kunne med fordel være flere ord for kærlighed.

Ugens blogopslag handler om den forunderlige kærlighed mellem forældre og barn. Jeg husker, da jeg ventede mit andet barn, Olivia. Jeg var nervøs for, om jeg ville kunne elske hende ligeså højt som mit første barn, Lea.

Det nyfødte barn mødes af den allerførste emotionelle tilknytning fra en omsorgsperson, der oftest føler en dyb kærlighed til det lille nye og afhængige væsen, som hun har givet liv til.

Sjovt som man kan tro, at kærlighed er sådan en størrelse, som kan blive brugt op.

Og i hvert fald er det noget, man erfarer ikke sker, når man får børn.

Tværtimod er det som om, at jo mere kærlighed man giver, jo mere kærlighed kan man opleve at have. Der var heldigvis kærlighed nok både til Lea, Olivia og også til Jonas, da han kom til verden. Trip, trap, træsko.

Det er forunderligt. Lig et under eller bare underligt.

Kærlighed til ens barn er oplevelsen af, at en anden er vigtigere for mig, end jeg selv er. Man er som udgangspunkt klar til at tilgive alt, fordi forholdet er vigtigere, end enkelt handlingerne er. Man er overbærende i kærlighed og hænger sig ikke i bagateller.

Kærlighed er dog mere end følelser. Den er også identitetsdannende. Det dannende eller opbyggelige i kærligheden består i, at man vokser ved den.

Elsket bliver man til.

Den andens accept af den, man er, er med til at gøre verden til et trygt sted at være for barnet. Det giver selvværd til børn og unge i en tid, hvor alt for mange tvivler på sig selv. Så husk at vis det og sig det højt:

Jeg elsker dig, alene fordi du er min. Ikke for noget du gør, eller præstationer du udfører. Alene fordi du er den, du er.

Udgivet den

Livgivende kys

“Kys det nu, det satans liv”. Sådan synger Steffen Brandt. Han synger om at favne livet og gribe dets chancer.

Hvor Steffen taler om at kysse i overført betydning, så vil jeg slå et slag for at kysse lidt mere sådan i bogstavelig forstand.

For har du indfanget din hjertens kære, så bliver kysset rigtig vigtigt. Det ikke alene føles dejligt. Det er livsvigtig medicin.

Ikke kun for at sikre dit parforhold langtidsholdbarhed, men også for at nedsætte risikoen for nogle af vor tids største udfordringer som angst og depression.

Et kys frigiver oxytocin, der også kan kaldes for kærlighedshormonet.

Måske troede du, at kærlighed opstår i hjertet.

Det opstår i hjernen. Det lyder ikke særlig romantisk, men stoffet oxytocin skaber følelsen af samhørighed, tillid og kærlighed mellem mennesker. Det frigives i hjernen, når vi kysser intimt og længe. Det er ikke det eneste stof, der er i spil.

Et kys påvirker kortisol.

Et kys sænker niveauet af kortisol i hjernen. Kortisol er et stresshormon. Dermed kan et kys faktisk være med til at sænke angst, da kortisol er involveret i angstfølelser.

Et kys øger serotonin.

Serotoninindholdet i hjernen øges omvendt, når vi kysser, med den vi elsker. Serotonin er et afgørende stof til forebyggelse af depression.

Jamen det er jo hele tre gode grunde til at kysse lidt mere.

 

Kys det nu, det satans liv

Og grib det, fang det

Før det er forbi

Ja, kys det nu, det satans liv

Og grib det fang det

Før det er forbi

Udgivet den

Til døden os skiller

Vi lover hinanden, at ville være sammen for evigt i medgang og modgang “til døden os skiller”. Ifølge tal fra Danmarks Statistik bliver 46 procent af alle ægteskaber imidlertid til skilsmisser Det er et ret højt tal. Og ingen, der bliver gift, regner med, at det sker for dem.

Måske vi skulle være bedre til at tro, at lige netop vi er i højrisiko for, at det sker. Når vi ikke tror, det er en risiko, er faren, at vi lader kærlighedsmusklen blive slap. Vi glemmer at træne den.

Vi forsøger at spise sundt og motionere regelmæssigt for at forebygge sygdomme. Vi ved, at det er hensigtsmæssigt at gøre noget, før det går galt. På samme vis tager vi vores bil til regelmæssig syn på et autoriseret værksted, vi har tillid til. Vi tager til tandlægen, selvom vi hader tandlæger, fordi vi vil passe på vores tænder.

Fordi vi ved, at det er afgørende at gøre noget, inden kroppen siger stop, inden biler går i stå midt på motorvejen og inden tænderne falder ud.

På trods af at vi efterhånden er blevet relativt gode til at tænke forebyggende på mange områder, er vi endnu ikke begyndt at tænke tilstrækkeligt forebyggende, når det gælder vores parforhold.

Troen på det gode og rimeligt gnidningsfri samliv lever.

Og rigtig mange vil det så gerne. Parforholdet. Og med god grund. Parforholdet er den relation, der betyder allermest for voksnes psykiske trivsel, sundhed og tilfredshed i tilværelsen. Og når relationen ikke fungerer, bliver vi triste, vrede og skygger af os selv.

Derfor er det vigtigt, at vi med jævne mellemrum får afstemt forventningerne i et parforhold. At vi har en løbende, levende dialog ved at spørge: Hvad drømmer du om? Er vi på vej i den rigtige retning? Hvad vil vi gerne med vores liv? Hvilke værdier har betydning for os?

Og så skal vi træne kærligheden. Hver dag skal vi bestræbe os på at være en god partner for den anden. Uden tanke for, hvad jeg selv opnår og får ud af det, skal jeg huske at træne kærlighedsmusklen, inden den bliver slap.

 

Udgivet den

Sæt grænser !

“Neeeeej!” næsten råber Karl, hvorefter det lille menneske resolut sætter hånden op foran sig og tilføjer et: “STOP”. Det kan godt virke lidt overvældende, når sådan en ellers sød lille dreng på den måde markerer et “hertil og ikke længere”. Og det får da også farmor til at spørge, om ikke vi skal arbejde lidt med Karls nej’er.

Det bliver anledningen til en god snak. For Karl har lært at sige NEJ og STOP i vuggestuen, og jeg er vild med det. Hvis et andet barn bryder ind i din leg, må du gerne sige nej. Hvis et andet barn er for voldsom, må du gerne sige stop. Og lige nu øver han sig i at markere sine grænser.

Jeg har tidligere blogget om vigtigheden af tre små ord – nemlig “undskyld”, “tak” og “pyt”. Og det er tre vigtige ord. Spørgsmålet er bare, om ikke et velplaceret “nej” burde høre med i rækken af nyttige småord.

I mange sammenhænge, hvor børn skal indgå i relationer, er der voksne, der mener, at det er forbudt at sige nej. Man skal eksempelvis sige ja til at lege med alle. Måske fordi vi voksne tror, det forhindrer, at børn bliver holdt uden for.

Det er i bedste fald misforstået og i værste fald katastrofalt. For hvad sker der med børn, der lærer, at det er uacceptabelt at sige nej?. “Nej” er at sætte grænser. Det er at mærke efter, hvad jeg har lyst til, vil være med til og har brug for.

Og ikke et ord om MeeToo her. Jeg nævner det bare på baggrund af helt almindelige hverdagserfaringer.

I min klinik møder jeg ofte skønne mennesker, der aldrig får sagt nej til de ekstra arbejdsopgaver og ender med at gå ned med stress. Der aldrig får sagt fra over for deres ægtefælle og ender med at stå for alt eller med at blive såret. Altid ender med at bage bradepandekagen til spejderlejr og klassens time. Mange der gang på gang går på kompromis med egne værdier og egne grænser.

Så Karl skal ikke lære ikke at sige nej. Vi andre kunne tværtimod lære lidt af hans umiddelbarhed og den selvfølgelighed, han sætter grænser på.

Udgivet den

Gratisordningen

Man kan altid diskutere, om det er rimeligt, at en særlig gruppe kan få mulighed for gratis psykologhjælp. Det blev imidlertid besluttet af politikerne, at de unge mellem 18-24 år, der henvises under angst eller depressions diagnoser, skal have gratis psykologhjælp. Først var det en forsøgsordning igennem 2021, men nu er det besluttet at gøre ordningen permanent.

Jeg tror, mange unge blev glade for den udmelding. Men jeg tror også, mange har fået sig en brat opvågning her ved indgangen til 2022. Situationen er nemlig den, at gratisordningen allerede er brugt op, inden 2022 er kommet rigtig igang. Det er virkeligheden for mig og for mange af mine kolleger.

Det siger sig selv, at en sådan gratis ordning er nødt til at have en økonomisk ramme. Og den ramme er 75,7 mill kroner. Med 60.000 unge per årgang giver det ca. 420.000 unge. Heldigvis er det ikke alle, der rammes af angst eller depression, men det kan være meget sjovt lige at se, hvor mange ordningen giver mulighed for at dække. Det svarer til ca. 84.111 sessioner. De unge har ret til et vederlagsfrit psykologforløb på op til 12 konsultationer med mulighed for genhenvisning på op til yderligere 12 konsultationer.  Det giver mulighed for at behandle ca. 3504 unge i løbet af 2022, hvis alle gør brug af deres genhenvisning.

Hver psykolog har en ramme på max 140.000 kr til de unge, som de kan afregne med regionen. For at det hele ikke skal ende i tal, betyder det rent praktisk, at hver ydernummer psykolog i gennemsnit kan have 6-12 forløb under gratisordningen i hele 2022. Måske politikerne har troet at det rakte?

Jeg personligt taler dagligt med minimum 3 forventningsfulde unge over telefonen og kan med beklagelse oplyse dem om, at jeg har brugt min kvote, allerede inden 2022 er gået igang. For i efteråret blev alle med ydernummer opfordret til at tage flere unge ind. Så de unge jeg har i forløb nu, vil komme til at bruge min kvote.

Jamen kan du så ikke bare lade de unge have en egenbetaling ligesom alle andre, der har ret til psykologhjælp under sygesikringsordningen? Nej det må jeg ikke. For de unge har ret til gratis psykologhjælp, hvis de skal forblive i sygesikringsordningen. Mine kolleger har for manges vedkommende også brugt deres kvote på klienter de har med over fra 2021.

Deres eneste alternativ er derfor at blive selvbetalere. Så de unge mellem 18-24 år er reelt dårligere stillet end de 25+ årige. De skal nemlig betale fuld pris, hvis de vil til psykolog. Det må siges at være ret svært at forstå for almindelige mennesker.

Udgivet den

Min krøllede hjerne

“Tror du ikke, du skal til at lade være med at være så stædig omkring det?”, spurgte min mand. Det, jeg skal lade være med at være så stædig omkring, er det, han tror er en bevidst handling.

Jeg har altid gang i flere ting på én gang. Ikke på den der seje tjekkede multitasker måde. Men altså jeg kan eksempelvis stå inde i en tøjbutik med min pung i hånden samtidig med, at jeg står og “bladrer” i tøjet på stativet. Det driver min mand til vanvid. Det giver simpelthen ikke mening for ham, at jeg ikke starter med at lægge pungen fra mig, så jeg har begge hænder fri.

Og nu skete det så igen. Det, min mand de seneste 8 år har forudset gentagne gange, ville ske. Det gik galt. Igen.

Jeg stod med min computer i hånden og ville så lige stille en stol ind til bordet, samtidig med at jeg balancerede med computeren. Og pludselig tog computeren en koldbøtte op i luften og landede med kanten ned på de nye trægulve i sommerhuset. Det var mega dumt. Gulvet har fået et rigtig grimt hak. Og jeg blev vildt ked af det og bebrejder selvfølgelig mig selv.

Problemet er imidlertid, at det slet ikke handler om stædighed. Det handler ikke om, at jeg har en stædig insisteren på, at min teknik er en smart teknik. Og at min mand overdriver helt vildt, når han synes, man bør være opmærksom på, hvor man har sine hænder og sine bevægelser i det hele taget.

Jeg kan det ganske enkelt ikke. Det er som om, min hjerne slet ikke får tanken, at: “Nu gør jeg det igen”.

Så i mit næste liv vil jeg være tjekket og have styr på simple ting som at gøre ting i den rigtige rækkefølge.  Huske hvor jeg lagde mine nøgler. Altid rydde pænt op efter mig. Ikke spilde på mit nyvaskede tøj. Ikke klatte med neglelakken. Ikke rive mine nylonstrømper inden festen er igang.

OG til festen vil jeg spankulere rundt i høje stilletter uden at falde og aldrig blive fuld. Eller nej. Det kan jeg ikke love.

P.S. Fotoet er et “før” billede. Der er ikke noget “efter” billede.

Udgivet den

Hvem passer vi på?

Corona blæste os alle bagover. En hidtil ukendt virus. En befolkning helt uden immunitet. Den 11. marts 2020 vil for altid stå som en historisk dato. Datoen, hvor Danmark blev lukket ned første gang. Nu står vi her knap 2 år og adskillige restriktioner senere.

Jeg har heppet på Brostrøm og co. hele vejen. Vi tog vel imod hjemmearbejdsplads, undlader at kramme hinanden og vi tager mundbind på. Vi har aflyst konfirmationer, bryllupper, rejser og andre mærkedage.

For det stod klart for os, at her var en usynlig fjende, der var farlig, og som var potentielt dødelig for vores svageste i befolkningen. Og dem har vi en forpligtigelse til at passe på.  Ligesom vi har et sundhedsvæsen, der skal kunne følge med, så vi undgik italienske tilstande.

Der er bare noget, jeg ikke helt forstår. Nu har vi vacciner. Og måske har jeg misforstået noget. Men jeg forstår det sådan, at de, der er vaccineret, ikke bliver alvorligt syge. Og at vaccinerne beskytter mod indlæggelser og død.

Så det giver ikke helt mening, hvorfor vi skal fortsætte med at have restriktioner? Jeg er med på, at de, der af en eller anden grund ikke vil lade sig vaccinere, fortsat bliver alvorligt syge. Fortsat bliver indlagt. Men er det så ikke her, der skal sættes ind?

Og her tænker jeg ikke på børnene mellem 5-11 år, der har forældre, der kan være utrygge ved at lade deres børn vaccinere.  Jeg ville selv have samme betænkelighed. Jeg tænker på voksne mennesker, der har den overbevisning, at Brostrøm og co. er nogle værre nogen, der ikke er til at stole på.

Vi har i Danmark heldigvis en prisværdig stor tillid til vores institutioner. Og langt de fleste gør, som vi bliver bedt om. Sådan skal det gerne fortsætte. Og en vigtig forudsætning er gennemskuelighed og tillid til beslutninger. Og lige nu gennemskuer jeg ganske enkelt ikke, hvem det er, vi passer på.

Udgivet den

Januar kom an!

Tømmermændene har lagt sig. Den sidste gæst er gået. Kun Omikron, den uindbudste gæst, står tilbage. Forude truer den lange januar måned. Hadet af mange. Vil du også gerne kunne elske januar. Det er faktisk spild af liv at have hele 31 dage at være mellemfornøjet i.

Ligesom en del andre har jeg en tendens til at se årets første måned som ét langt og mørkt antiklimaks, der har sat sig på tværs mellem jul og lysere tider. Januar er både urimelig lang og ofte kold. Væk er decembers hygge og forventningsglæde.

Januar er dage med gråt i gråt. Med regn, sjap og blæst. Forkølede unger og bristede nytårsfortsætter. Jeg prøver at tænke frem i tid. Lige om lidt er det forår. Lige om lidt er det sommer. Kunne tiden venligst speede lidt op. Men nej, januar speeder netop ikke op. Januar har sat sig for at gå langsomt.

For januar er netop noget andet. Noget andet end forår og forårsfornemmelser. Noget andet end sommer med sol, solbrun hud og vin på terrassen. Noget andet end efterår og smukke træer klædt i efterårsdragt.

Januar er god tid og ro.  Januar er dage med mørkning. Jeg elsker den særlige tid på dagen, hvor lyset må vige for mørket. Januar er lange weekender under dynen og lov til ikke at gide stå op. For alle kan forstå, du ikke orker det vilde sådan en januardag. Så ingen vil kalde dig doven.

Januar er at stå på Islands Brygge sådan en råkold aften og bare stirre på alle lysene i lejlighederne og forestille sig det liv, der leves derinde i varmen. Stearinlys der tændes og folk, der kryber tæt sammen. Ser deres yndlingsfilm, strikker eller læser i en bog. Januar er stilhed i Dyreskoven i Esbjerg som det ses på fotoet.

Og nok så vigtigt – januar er tid til eftertanke. For der står et helt ubrugt år foran dig. Personligt elsker jeg nye begyndelser. Så jeg ønsker dig en god start på det nye år med masser af januarhygge.