Seneste indlæg:

Du må tage hele mig

Det havde ellers været en hyggelig aften. Altså lige indtil nu. Vi var i København og havde hygget med min mands to døtre.

Vi havde lånt to cykler, for så kunne vi drikke lidt rødvin. Så da jeg havde låst dem op ved afgang, stod jeg pludselig der med to cykelnøgler. Ned i posen med dem sammen med gaven til svigersønnen.

Velankommet var gaven med pose blevet overleveret.

Så blev det tid til hjemtur. Med det samme min mand spørger: Finder du lige cykelnøglerne? Vidste jeg, at den var gal. Frem for mit indre blik tonende de to nøgler sig.

De lå i posen. Posen, der nu befandt sig i Brønshøj. Inden længe ville gaven bliver overrakt til den glade modtager. Og der på bunden af posen ville der ligge to cykelnøgler.

Selvom jeg vidste, at de lå der, så gav jeg mig til at lede. Som om jeg troede, at hvis bare jeg kiggede i min taske tilstrækkeligt mange gange, så ville de på mirakuløs vis dukke op.

Ingen nøgler.

Til sidst måtte jeg gå til bekendelse og indrømme, at de var i posen med gaven.

Min mand fik en spærring.

Det får han engang imellem, når der sker noget, som for ham simpelthen ikke giver mening. Han forstår ganske enkelt ikke, at man ikke har styr på sine ting. Så er det jeg siger: Du forstår ikke, hvordan verden ser ud fra min hjerne. Den ser meget anderledes og langt mere ustruktureret ud, end den gør fra din.

Han prøver at få mig til at forstå, at når nu jeg ved, at jeg er udfordret på det, så må jeg være ekstra opmærksom. Ja tak, det er det jeg er hele tiden. Hele tiden prøver jeg at anvende mine strategier. For hvis ikke jeg gjorde det, så ville det se meget værre ud.

Nu er min mand ret god til at finde løsninger, så han fik sendt de famøse nøgler med en taxa fra Brønshøj til Vesterbro. Ret dyrt for øvrigt.

Så stod vi der og ventede. “Hvorfor kom I ikke op igen?”, spurgte min bonusdatter. “Fordi, det ville ikke have været hyggeligt”, svarede jeg.

Jeg var nemlig ramt på mit ømme punkt. Det, jeg er udfordret på, havde vakt irritation, hos den jeg elsker. Og pludselig voksede det sig kæmpe stort indeni mig.

Da jeg havde sundet mig, måtte jeg sige til min mand, at en ting kan han være helt sikker på. Det er ikke sidste gang, jeg laver noget dumt. Det ved han godt, for det sker ind imellem. Og heldigvis ved han godt, at to af hans slags, måske heller ikke er at foretrække.

Så han foretrækker hele mig.

Den første forelskelse

“I love you” stod der på mit pennalhus. Det var et rundt pennalhus i lyst kernelæder. Herunder stod der: Albertinus, Mickey og Sheik.

Jeg var en rigtig hestepige og elskede livet på rideskolen. Varmen fra de kæmpe dyrs kroppe fik mig til at svimle. Jeg trykkede næsen helt tæt ind mod deres hals og indsnusede dem. Det var ren lykke. Jeg delte alle mine hemmeligheder med de stolte dyr. Og følelsen af at kunne tumle dem gav en helt særlig selvværdsfølelse.

Så kom Morten. Morten med de grønne  øjne og det brune hår . Han duftede noget bedre end en hest . Han var 15 år og gik en klasse over mig. Han havde lige fået knallert og han var sej.

Han var vist lidt varm på min veninde? Hende Charlotte som også var en irriterende dygtig rytter.

Træls var det i hvert fald, når hun gav den som Suzi Quatro med kopiband og stod der og vrikkede med hofterne.

Prøv engang at google hende og du vil forstå at næst efter en musikvideo med Kate Bush, så var Suzi enhver teenagerpiges værste mareridt der i 70’erne. For hun var for lækker.

Alligevel var det mig, han ville være kæreste med.

Ikke at han selv spurgte. Næææh, han havde tre trofaste følgesvende , der troppede op inde i mit klasseværelse. De skulle spørge fra Morten, om jeg ville være kæreste med ham? Om jeg ville!

Han var min første kærlighed.

At man aldrig glemmer den første forelskelse, fik jeg endnu et eksempel på forleden.

Min mand fortalte om dengang, han havde kørt på knallert fra Esbjerg  helt til Hirtshals. Havde taget færgen til Norge. Havde tilbagelagt hele Sverige på tværs på sin Kreidler med orange tank for at nå frem til Pia Lilja i Sverige.

Det minder mig om, hvor vigtigt det er, at den første forelskelse bliver et minde, der er værd at samle på. For det forsvinder ikke igen.

Fortæl gerne om din første kærlighed.

Mit speciale

Alle psykologer har et område, de har særlig viden indenfor. Jeg tager mig af dem, der ikke fejler noget!? ”De er jo ikke rigtig syge, så det er godt, der findes sådan nogen som dig”. ”Det er jo bare indbildning og noget hun siger for at få opmærksomhed”.

Jo, fordommene lever i bedste velgående, når det gælder den store kategori af mennesker, der plages af funktionelle symptomer. Jeg ser børn og unge med forskellige symptomer. De lider af mavesmerter, hovedpine, svimmelhed. Nogle har muskler, der er ømme. Eller de er plaget af en træthed, der er som en tung dyne.

Og så siger lægen, at de ikke fejler noget.

Funktionelle symptomer betyder, at vi med en snæver medicinsk sygdomsforståelse ikke kan forstå deres lidelse. Det ændrer bare ikke ved deres symptomer. Symptomer som hovedpine, mavepine, svimmelhed, besvimelse. Ret alvorlige symptomer på at noget er helt galt. Rigtig mange familier kender til udfordringerne med funktionel lidelse.

De har brug for at blive taget alvorligt. Oveni at have et barn der har det rigtig skidt, skal de så forholde sig til folks fordomme om, at det ikke er reelle symptomer. For det kan ikke måles i blodprøver eller ses på en scanning.

Men lad mig slå fast med det samme. Funktionelle smerter opleves i hjernen og er reelle. Funktionel lidelse er reel sygdom.

Vi mennesker er faktisk et kompleks samspil af fysiske, psykiske og sociale faktorer. Hvis man ønsker at hjælpe patienter, som er blevet syge af en funktionel lidelse, nytter det ikke, at man forsøger at betragte sygdommen som fysisk eller psykisk.

5 % af alle børn og unge har så alvorlige symptomer, at de ikke kan gå i skole, ikke kan være aktive i deres fritid og ikke kan være sociale med venner. Den præcise årsag kendes ikke og det levner plads til alle fordommene.

Vi ved, at negative følelser og stress kan gøre smerte værre. Ved funktionel lidelse mener man, at der er opstået en defekt i hjernens filter og at kroppen er i vedvarende alarmberedskab.

Kronisk smerte har hjernen tillært sig. Heldigvis er det sådan, at når hjernen har kunnet tillære sig smerte, så kan den også aflære det igen. De fleste kan derfor få en bedre livskvalitet, såfremt de lærer at tage hensyn til deres krop og øgede sårbarhed.

Et barn eller en ung, som er blevet syg af en funktionel lidelse, bliver ikke rask af at få at vide, at sygdommen slet ikke eksisterer. De har brug for hjælp.

Det uhyggelige parforhold

På denne fredag den 13., som er forbundet med at være uhyggelig og skræmmende, vil jeg bringe et virkelig uhyggeligt opslag.

Hvad sker der, når virkeligheden overgår myten? Tænk hvis din ægtefælle, det menneske, du føler, du kender bedst, pludselig viser sig at være en helt anden, end du troede.

Og her tænker jeg ikke i ekstremer, som at det viser sig, at du har levet sammen med en seksualforbryder eller seriemorder.

Forestil dig, at du finder ud af, at den, du har troet allermest på og givet dig selv hen til, har en affære. Eller måske har han levet et dobbeltliv igennem flere år. Måske er han ikke taget hen på det arbejde, du har gået og troet.

Hov…… hvad skete der lige der?

Var det mistilliden, der sneg sig ubemærket ind.? Den mistillid, der kan få helt almindelige mennesker til at tjekke deres partners mobil i smug.

Eller få dem til at installere en Gps på partnerens mobil med henblik på overvågning.

Det er edderhugme uhyggeligt. Et forhold bygger på tillid. En gensidig tillid til hinanden. At tjekke den andens mobil i smug er et udtryk for, at man er klar over, at man gør noget meget forkert.

Andre tjekker  ikke partnerens mobil i skjul. De mener nemlig, at det er deres ret at gøre det.

Forleden havde jeg en klient, der var i tvivl om, hun var for snerpet.

Hun brød sig ikke om, at hendes mand tjekkede hendes mobil og læste hendes sms’er.

Hun blev i tvivl om, hun var for snerpet, fordi hun lod sig fange ind af mandens argumentationsrække – hvis du ikke har noget at skjule, kan du ligeså godt lade mig læse dem .

Lød det ikke ligefrem rigtigt?

Og hvis hun nægtede, gav samme argumentationsrække anledning til konklusionen – hun havde noget at skjule.

Hvor er det langt ude.

Så vil jeg hellere tro på kærligheden.Tro på, at den jeg elsker også elsker mig og respekterer mig og aldrig ville føre mig bag lyset. Så slår det rigtig hårdt, hvis min tillid bliver brudt, men hellere det end at bygge et forhold på mistillid.

Og til min klient havde jeg lyst til at sige: Smid ham ud.

 

Den dag vi pludselig blev naboen

Det sker kun for naboen, tænker vi altid, når angsten er ved at snige sig ind på os. Angsten for at vores børn kan rammes af alvorlig sygdom. For tanken om, at der kan ske vores børn noget, er ubærlig. Nogen bliver ramt.

Og måske er det os, der er naboen.

Barnet får en kronisk sygdom. Bliver ramt af eksempelvis hjertesygdom, diabetes, nyresygdom, kræft.

Vi har heldigvis haft et sundhedssystem, der har prioriteret psykolog hjælp til disse familier. Internationale og faglige retningslinjer anbefaler da også en tværfaglig indsats.

Kerneydelsen på Børne- og Ungeafdelinger her i landet er at behandle børn og unge patienter med kroniske sygdomme. Pædiateren har en nøglerolle i behandlingen af disse patienter. Men når et barn rammes af alvorlig sygdom, er det så indgribende for hele familien, at mange fagligheder må bringes i spil.

En kronisk diagnose er en stor belastning for familien, der risikerer at blive kastet ud i krise og magtesløshed med både psykiske og sociale følger. Fokus er på både det behandlingsmæssige og de psykosociale elementer, og som psykolog har jeg en vigtig opgave over for både børn og forældre. Forældrenes håndtering af forløbet påvirker barnet meget.

Jeg arbejder både meget selvstændigt med individuelle forløb med de alvorligt syge børn, deres forældre og med familiesamtaler. Jeg arbejder også tværfagligt med andre faggrupper – læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, diætist, pædagog, socialrådgiver og lærer – om at inddrage alle aspekter og skabe et så vellykket patientforløb som muligt. Hertil kommer samarbejde med de eksterne samarbejdspartnere.

Flere steder på landets Børne- Ungeafdelinger vil man minimere eller helt fjerne denne indsats.

Det giver helt sikkert en besparelse på den korte bane. På den lange bane derimod er jeg overbevist om, at når vi fjerner hjælpen til, at børnene og familierne får nødvendig støtte, så vil vi se børn og unge, der ikke formår at efterleve de livsstilsændringer, som behandlingen kræver.

Forventeligt vil flere også få de alvorlige følgevirkninger af kronisk sygdom som angst og depression.

Så ugens opslag er en støtte til mine psykologkolleger, der landet over gør et stort stykke arbejde. Ikke kun i forhold til kroniske syge børn og deres forældre. Også i forhold til svært overvægtige, udsatte familier, unge med funktionelle lidelser og forældre til for tidligt fødte børn.

Måske vi skulle genoverveje, om ikke vi har råd til at passe lidt bedre på hinanden.

Mig og Lycra

Indtil jeg fyldte 49 år, havde jeg ikke frivilligt bevæget mig uden for. Hvis jeg skulle gå en tur, stod undskyldningerne i kø. Jeg brød mig ikke om det. Jeg frøs altid.

Til det kan man jo så indvende, at koldt er det jo langt fra hele året. Der findes også skønne dage, hvor naturen næsten kalder. Den kaldte bare ikke på mig. Jeg ville personligt hellere sidde på en stol og nyde solen end at bevæge mig rundt i naturen. Og så er vi ved min anden udfordring – nemlig bevægelse.

En anden ting, jeg altid har haft det rigtig svært med, er motion. Man vil vel kunne kalde mig doven. Bevægelsesøkonomisk. Så tanken om at bevæge mig ude i naturen var faktisk ret fjern. Alligevel er det det, der er sket.

Når man bliver forelsket, er man mest påvirkelig og klar til at opdage nyt. Så da jeg mødte min mand, der er meget sporty, skulle der indgås nogle kompromisser fra begge sider. Et af de kompromisser, jeg måtte indgå, var at give cykling en chance.

Og bang… da blev jeg dobbelt forelsket. For hvorfor har ingen fortalt mig, at med min spinkle overkrop og lidt kraftige underkrop så er jeg som skabt til at cykle. Jeg er god til det.

Og nu til noget vildt. For jeg har faktisk lavet en kombination, som ingen ville have troet mulig. Jeg cykler ude i naturen. Og jeg elsker det.

Som tidligere nævnt er jeg så heldig at have hus i Italien. Vi har to mountainbike cykler dernede. Det bedste, jeg ved, er at indtage Norma bjerget. Det er bjergvejen op til vores by. Den er ret stejl. Jeg føler, det er mig mod bjerget. Og at vinde over bjerget giver mig den bedste følelse af at være total for sej.

Vi cykler mest på veje, men vi har venner, der tager os med “off road”.

En del af mig bryder mig ikke om det. Det er meget ude af kontrol. Og lidt for vildt efter min smag. Og for farligt.

En anden del af mig er vild med det.

Bjergene åbner sig helt anderledes, når man cykler inde midt i det hele. Og at kunne stoppe op og plukke friske figner fra træerne og vilde brombær fra buske eller drikke direkte fra floden er simpelthen den fedeste oplevelse.

Fortæl gerne om din personlige oplevelse med at flytte grænser 🙂

Mand dig op mand

Hun får ret og jeg får fred. Sådan siger rigtig mange mænd, når jeg møder dem i min konsultation. Mænd der i deres arbejdsliv har indflydelse, magt, prestige  men som, når de kommer hjem, stikker halen mellem benene og vælger den tilsyneladende letteste løsning.

Kun tilsyneladende. For hvad er det lige, der sker på sigt?

Hun mister respekt for ham og ender med slet ikke at gide ham og hans vattethed.

Vi kvinder retter på mænds tøjstil, deres måde at være vild sammen med børnene på, på måden de steger bøffer og sætter i opvaskeren på. Toiletbrættet skal være lukket ned, babys ble skal lægges på på min måde og han skal ikke se al den sport i fjernsynet.

Problemet er også, at vi kvinder bliver ulykkelige i den rolle. Vi påtager os et alt for stort ansvar ved at rette på alle omkring os. For så står man pludselig der med en ’jeg alene vide’ rolle.

Det er en svær og ensom rolle at bære. For når så du spørger: Hvor synes du, vi skal tage hen på ferie? Og han svarer: Det må du bestemme. Så mærker man sin egen ensomhedsfølelse.

Mændene finder sig i det, fordi de tænker: Lad hende dog gøre det, hvis hun har det godt med det. Problemet er bare, at det nedbryder at blive rettet på hele tiden. Hvis man altid bliver rettet på og får at vide, at der ikke er noget, man gør rigtigt, så bliver det en selvopfyldende profeti.

Så alt i alt er det et på alle måder uhensigtsmæssigt mønster, der tegner sig i mange forhold mellem mænd og kvinder.

Og begge parter bærer et ansvar.

Mændene tillader jo, at kvinderne påtager sig den her rolle med at ville diktere alt.

Vi kvinder skulle begynde at se på os selv og spørge: Er det i orden, at jeg hele tiden går rundt og retter eller skælder ud på min mand? Hvor fedt er det lige? Hvad sjov er der ved en mand, som ikke længere er en mand?

Og det er på tide, at mændene retter ryggen og siger ’stop’, hvis deres grænser bliver overskredet.

Min mor døde

Kære mor

Måske du kan læse med deroppe fra himlen? Eller måske du hellere må lade være med at læse det, jeg skriver her. For jeg er også vred på dig. Vred over at du bare døde, da jeg havde allermest brug for dig.

Vi ved, at den vi er i dag, i høj grad er grundlagt i de første leveår. Ansvaret for, hvordan mit liv er blevet, ligger naturligvis ikke kun hos dig. Det er i høj grad også mit eget. Jeg er bare nødt til at indrømme, at jeg alligevel spekulerer på, om jeg mon er blevet sådan, som du gerne ville have det. Er du tilfreds med mig?

Underligt som man kan være spændt ud mellem dette med på den ene side vedvarende at søge ens forældres anerkendelse samtidig med, at man kan have så pokkers travlt med at tage afstand fra alt, hvad de står for.

Jeg har læst psykologi i rigtig mange år og læst at ved at være bevidst om, hvad der skete i ens barndom, så kan man forlige sig med sin historie. Man skal bare arbejde med sig selv.

Hvis du vidste, hvor mange gange jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil blive ligesom dig. Det har jeg arbejdet hårdt på. Og alligevel er jeg ikke lykkedes ret godt med at rykke mig væk fra dig.

Ofte bliver jeg forskrækket over, at jeg kommer til at gøre nogle af de samme ting over for mine egne børn, som du gjorde over for mig. Reaktioner jeg ikke brød og bryder mig om.  F. eks. fremtræde kold og ligeglad, når jeg bliver allermest ked af det. Jeg gør det for at forsvinde væk fra mine følelser.

Måske det var det samme, der var på spil for dig?

Men jeg genkender også din kampvilje i mig selv. Og jeg smiler ved mig selv, når min hånd pludselig laver den samme bevægelse som du. Og når min mund lukker sig sammen som din. Jeg griner næsten larmende ligesom du.

Du har vist mig glæden ved smukke ting. Og lært mig nødvendigheden af en evig insisteren på at ville være sammen med mennesker, der betyder noget for mig. At ikke alle har de samme muligheder og chancer i livet, så vi er forpligtiget på hinanden.

Jeg tror, vi kunne være blevet gode voksne sammen.

Kærligst din datter ❤️

Lille skat

Dagens blog er et nødråb, efter at jeg sidste weekend fik ødelagt mit gode humør, da jeg stod i kø i en af Københavns bedre bagere, hvor et rundstykke koster det tredobbelte af, hvad vi giver i Jylland.

Alligevel er køen gigantisk lang sådan en søndag morgen. Og så var det, jeg fik nok. For der foran i køen stod den unge mor og spurgte med sukkersød stemme: ”Hvad kunne du tænke dig lille skat?”.

Altså når man tager et barn med ind i en bagerbutik med hundrede forskellige kager i alle former og farver og boller med og uden kerner, med og uden rosiner, med og uden chokolade, så kan det godt blive lidt uoverskueligt.

Det var lige før jeg havde lyst til at blande mig: ”Hallo, hun ligner ikke en, der kan tygge et grovstykke med speltkerner, stik hende en chokoladebolle”.

Måske havde jeg fået det forkerte ben ud af sengen. For når ret skal være ret, så er medbestemmelse på boller nok der, hvor det faktisk giver god mening at inddrage sit barn,. Hvis altså ikke lige det var et valg ud af 100 forskellige stykker brød, der skulle træffes denne søndag morgen.

For børn skal skam have medindflydelse, men kun på det, de selv kan finde ud af at tage ansvar for. Og altid tilpasset barnets alder. Børn får imidlertid alt for meget ansvar, fordi vi er bange for at gøre dem kede af det.

Hånden på hjertet. Har du nogensinde hørt en treårig bede om at komme i seng, fordi hun var bange for at blive for træt i morgen, hvis hun ikke fik sin nattesøvn?

Eller en femårig sige, at hun hellere ville have gulerødder end bolcher, fordi det er sundere? Hvis ikke vi tør være en autoritet i selv de små hverdagsting, så er der lang vej hjem.

Der er noget, der hedder voksenansvar.

Min svigersøn?

”Jeg har hilst på min svigersøn for første gang”. Sådan fløj ordene ud af munden på mig efter mit første møde med min bonusdatters søde kæreste. Men kan jeg overhovedet tillade mig at prale af ham som ”min svigersøn”?

Eller hedder det kun “min mands svigersøn”?

Altså, jeg ved jo godt, at min mands børn ikke er ”mine” børn. Alligevel siger jeg altid: ”ungerne kommer hjem” og skelner ikke mellem ”hans børn” og ”mine børn”.

Et eller andet sted er det for mig at se udtryk for en kærlighedsfølelse, når ”du og jeg” bliver til et ”vi”. Min mand har tre børn og jeg har tre børn. Vi har seks børn.

Men bliver det ikke bare noget være rod, når jeg blander det sådan sammen?

Og hvad så med bonusdatterens kærestes børn? Er det min mands og mine bonusbørnebørn, eller er det kun min mands bonusbørnebørn? Det er da lige til at blive helt rundforvirret af. Hvornår er man en familie?

Mine børn har engang været ”en familie” med min ex- mand og jeg. Nu er vi skilt. Og min ex- mand og jeg og vores fælles børn er ikke længere en familie.

Alligevel vil 90 % af de skilsmissebørn, jeg ser i mit arbejde, tegne deres far, mor, søskende og dem selv, hvis jeg giver dem opgaven: ”tegn dig og din familie”. Det sker, at nye kærester tegnes på, men ofte er de ”ikke eksisterende”.

Alligevel føler jeg, at ”så er familien samlet”, når min mand og jeg er sammen med alle vores seks børn.

Og jeg vil gerne kunne sige det sammen, når kærester kommer til og gerne børnebørn. Biologiske såvel som bonus.

Vi er en familie.