Seneste indlæg:

Når jeg får råd nok

”Når jeg får råd nok, vil jeg købe en drømmekage”. Sådan sagde drengen, der stod foran mig i bagerkøen til sin søster. De havde lige nøjagtig penge nok til to trøfler, der var dagens tilbud. Men det var tydeligvis ikke deres første prioritet. For hvis han havde haft  ”råd nok”, så havde han hellere købt en drømmekage.

Sådan er det nogle gange.

Jeg kører i Peugeot. Hvis jeg havde haft ”råd nok”, ville jeg hellere køre i Porsche. Jeg bor i lejlighed. Hvis jeg havde haft ”råd nok”, ville jeg hellere have boet i en penthouse lejlighed med udsigt til havet.

Drengen i køen var optimist. For det var ikke ”hvis jeg får råd”. Nej, det var ”når”.

Sandsynligheden for en dag at få råd til at købe en drømmekage er selvsagt større end sandsynligheden for, at mine drømme en dag indfries. Det, der imidlertid slog mig, var, hvor vigtigt det er at turde drømme. Ikke kun om drømmekager.

Det er nemlig ikke sådan, at indtagelsen af en drømmekage øger ens chancer for at turde drømme. Vi skal turde drømme om alt og ingenting. Ganske enkelt fordi det er afgørende at have drømme og håb.

Åhhh, jeg er fortaler for drømme. Også selv om jeg forleden læste, at det først er når vi stopper med at drømme, at vi kommer i gang med at skabe nødvendige ændringer i vores liv.

Der er så meget positiv energi i at turde drømme. Ofte siger mine børn: “Stop nu – det bliver alligevel aldrig til noget”. Men mange af mine drømme er endt med at blive til virkelighed

Så jeg vil drømme videre. Ikke som en overspringshandling i forhold til nutiden med risiko for kun at være tilstede i drømmen om en forhåbentlig bedre fremtid.

For sådan behøver det ikke være. At drømme om noget er ikke det samme som kun at være tilfreds, den dag drømmen er opfyldt.

Tør du drømme?

Hvis jeg dør en dag

Jeg har personligt aldrig haft det svært med at fylde 30 år eller 40 eller 50. Sidste år fyldte jeg 53 år, og jeg blev ramt af en form for eksistentiel angst ved bevidstheden om, at min mor blev 53 år og 3 mdr. Jeg har altid tænkt, at det nok blev den tid, jeg selv fik lov at leve i, og der var jo heldigvis lang tid til. Og pludselig så var det nu. Og jeg synes jo, jeg først lige er begyndt på livet og er på ingen måde klar til at dø. Det er der forhåbentlig heller ikke udsigt til.

Men hvad med alderdommen. Står den og venter? For det er jeg heller ikke klar til. Barndom, ungdom. Hver gang jeg har mistet noget, har dommen været, at jeg fik noget andet i stedet. Sådan er det ikke med alderdom. Her er dommen, at når du mister den, så venter døden.

Det er så vildt at tænke på, at vi helst springer over den snak. Ja, alle er endog ikke så privilegerede, at døden først kommer sent i livet.

Vi sad sammen med gode venner og talen faldt på dette med, at vi ikke er særlig gode til at få de nødvendige snakke med hinanden om, hvad vi ønsker, der skal ske, når vi dør.

Vil jeg brændes? Vil jeg kistebegraves? Ønsker jeg en præsts medvirken? Og hvad med organdonation? Der er rigtig mange ting, som vi med fordel kan få talt sammen om, inden det bliver aktuelt om forhåbentlig rigtig mange år.

Så var det at min veninde sagde: ”Hvis jeg dør en dag så… ”. Vi kunne selvsagt ikke lade være med at grine. For kun en ting er sikkert her i livet, og det er, at vi alle dør en dag. Alligevel var der noget sandt i hendes ord. For det er rigtigt, at vi ved det. Men vi tror det ikke.

Og netop derfor er det så svært for os at få talt om det. Vi ved det godt, men vi tror det ikke. Med alderen kommer vi til at tro mere og mere på det.

En dag skal vi her fra. Men alle de andre dage skal vi ikke. Så bevidstheden om, at det hele slutter en dag, vil jeg bruge til at minde mig selv om at huske at leve.

Og til min mand og mine børn har jeg skrevet en lang liste over, hvad jeg ønsker, der skal ske, den dag jeg dør.

Kære konfirmand

DE 10 BUD

1. Du skal vælge dine kampe med omhu

2. Du skal vide, at mørket ikke kan lukkes ude, men du kan lukke lyset ind

3. Du skal øve dig i at tåle at tabe, vente på tur og udsætte behov

4. Du skal huske på, du er ikke verdens centrum, så du kan ikke altid få din vilje

5. Du skal huske kærligheden

6. Du skal lære at skamme dig meget mindre

7. Du skal vide, at selvom du er uperfekt, er du stadig elsket

8. Du skal turde at drømme

9. Du skal være god til at sige “Pyt!”

10. Du skal herfra en dag, men alle de andre dage skal du ikke

 

 

Mig og min læbestift

Min kollega fyldte 40 år forleden, og vi mæskede os derfor i lækker kage i kaffestuen. Også selvom en af ulemperne ved at blive ældre er, at stofskiftet falder og kiloende derfor kan være sværere at holde væk fra sidebenene.

Vi ældre syntes lige, vi skulle give hende et par advarsler med på vejen.

Glæd dig hver dag du kan stige ud af sengen uden smertende led. Glæd dig over at kunne læse “det med småt”. Overgangsalder og hedeture venter forude. Du får travlt med at plukke alle de grå hår, så du kan ligeså godt finde dig en skyllefarve, du kan lide. Dine røvbalder skrumper ind og andet buler ud. Åhhh ja, rynkerne er da også ret irriterende. Det er jo løgn, når vi trøster hinanden med, at det er charmerende, at man kan se at livet er blevet levet.

Der er nok at glæde sig til, drillede vi.

Men en ting er de fysiske forandringer. Noget helt andet er de alders normer og regler, vi stiller op for hinanden.

Nyd dit lange hår for inden længe vil mange have en mening om, at det kan man altså ikke i din alder. Og din kjole må ikke være dristig kort. Så ned med kjolelængden og op med hårlængden.

Jo, man kan hurtigt blive anset som forkert i forhold til sin alder. Hvad kan man tillade sig, når man runder de 40? De 50? 60?

Hvornår er man for gammel til at gå i Converse sko? Bruge knaldrød læbestift?Forleden fik jeg i hvert fald at vide af bonus såvel som egne unger, at: ”Man går ikke med en Eastpak rygsæk i din alder”.

Der er godt nok mange regler at forholde sig til, når ældrepolitiet rykker ud. D.O.D. , sagde en ældre veninde engang = dem om det. Og det er en af fordelene ved at blive ældre. Man bliver modigere.

De fysiske ændringer kan vi intet stille op overfor. De stramme normer kan vi derimod selv bestemme, hvor meget vi vil lægge under for. Så jeg beholder mine Converse, min røde læbestift og mit lange hår. Og så vil jeg ønske mig en ny dyr taske af mine unger og smide rygsækken til skrot under småt brandbart.

NU DU BANGE!

Men vi skal længere ind. Der er krav og forventning i vores kultur om, at man skal udfolde sit selv. Lære sig selv bedre at kende ved at grave dybt i sit indre. Det kan blive en lang arkæologisk udgravning.

Jeg burde bare tie stille og være glad, for det kalder på sådan nogen som mig. Enhver med respekt for sig selv har været enten ved psykolog eller har sin egen personlige coach.

Markedet er ved at oversvømmes af bøger om selvudvikling og hjælp til at finde retning i livet. Det er som om vi hele tiden er på vej efter en ny og bedre udgave af os selv. Og denne forbedrede udgave skal findes ved at grave dybt. Og så sidder vi der og graver i vores egen navle, som om det var det mest pompøse sted i verden.

Numen sas, numen sas. NU DU BANGE! Men vi skal længere ind.

Hvad sker der så, når vi må erkende, at det, vi finder, ikke er særlig kønt? Dybt derinde er nemlig de mere primitive sider af os som mennesker. Sider der i realiteten har bedst af at forblive i det skjulte. Misundelse, jalousi og had er alle følelser, som vi mennesker rummer dybt derinde.

Alternativet er værre. Et ingenting. ”Jeg føler mig helt tom indeni”, siger mange af mine klienter. Det er en rigtig grim følelse. De kigger underligt på mig, når jeg siger, at de skal lade være med hele tiden at mærke efter inde i sig selv. For er det ikke det, det hele går ud på?

Der er ikke noget derinde i én selv. Vi er kun noget i kraft af hinanden. Så prøv engang i stedet at se på de betydninger du har for andre mennesker. Hvad er det andre sætter pris på ved dig?

Hurtigt vil du se, at andres dom over dig er langt mildere end din egen. Måske de faktisk kan lide dig, præcist som du er.

En 7/7 ordning

En 7/7 ordning er ikke for tøsedrenge. Sådan sagde en af mine yngre klienter forleden. Han ved, hvad han taler om, for han var en af de mange børn, der praktiserer en 7-7 ordning.

Mange børn oplever det som stressende at flytte fra det ene hjem til det andet. Forestil dig at børnene blev boende, og forældrene så flyttede ud og ind på skift. Hvor lang tid mon forældre kunne holde til det?

Det er som om, man i dag ikke er en god nok forældre, hvis ikke man deler børnene ligeligt. At man ikke er ansvarlig, hvis ikke man insisterer på at ville have dem lige meget.

Undersøgelser viser da også, at børn med en 7/7 ordning trives bedst. Spørgsmålet er imidlertid, hvad det er, vi måler på? Er det udtryk for, at det er den mest optimale ordning, eller bunder det i virkeligheden i, at det er de samme forældre, som har det bedste samarbejde? Vi ved heller ikke, om børn i 7/7 ordninger trives bedst, fordi de føler sig mindst i klemme rent loyalitetsmæssigt.

7/7 ordning, 9/5, 11/3 eller 10/4. Det er afgørende, at vi har blik for børns loyalitet. Ingen børn har et ønske om at ville såre den ene forælder. Derfor bør børn aldrig stilles i det dilemma, at barnet føler, det skal vælge imellem sine forældre.

Jeg oplever mange større børn, som i medinflydelsens navn, har fået lov til selv at vælge, hvor de vil bo. Den er godt nok svær. De fleste løser det ved at holde nøje regnskab med, hvor mange dage de er ved den ene forælder, for så skylder de den anden.  Børn har nemlig for længst fornemmet, at man bør forholde sig lige loyalt til begge forældre

Det afgørende er, at vi husker på ,hvem det er, der har ønsket skilsmissen. Det er ikke børnene. Derfor må vi voksne være lydhøre og fleksible og tilsidesætte egne behov.

Vi skal være opmærksomme på, at barnets behov kan veksle. I perioder foretrækker børnene måske mere stabilitet og dermed at bo i længere perioder ved den ene forælder.

Det siger ingen børn af sig selv.

Derfor må vi voksne komme barnet til undsætning. Signalere at det er naturligt at have det sådan. Samarbejde er nøgleordet for, hvordan børn bedst trives, når drømmen om et familieliv brister og skal finde nye veje.

Bloggen fylder 1 år

Jeg er psykolog, mor, kone, veninde. Fredag den 31.03.17 startede jeg min blog om familieliv. De første otte opslag blev sat op. Siden er det blevet til et nyt opslag hver fredag eftermiddag.

Da første opslag røg på, havde jeg 18 følgere. Nu har tallet rundet 2400. Det er blandt andre dig, og det er jeg utrolig taknemmelig for. Jeg håber, du også vil følge mig i det kommende år.

Alle opslag tager udgangspunkt i helt almindelige små hverdagsting. Jeg blogger om mig og mit liv og dermed også om dig og dit liv. For vi er ikke så forskellige du og jeg.

Parforhold, kærlighed, børn, skilsmisse, sygdom og psykologiske emner har været omdrejningspunktet for det, jeg i årets løb har skrevet om. Nogle gange tåkrummende ærligt. For det er den røde tråd i mine opslag, at jeg skriver ærligt og sætter mig selv i spil.

Mine veninder har spurgt, om ikke jeg synes, at jeg nogle gange udleverer mig selv i mine blogopslag?

Jo, jeg udleverer mig selv, fordi det ellers ikke ville være en ærlig blog. Jeg lever ikke et perfekt liv. Jeg fortæller også om alt det uperfekte. Dermed vil jeg også blogge om ting, der for andre vil være for private og for pinlige

En grundtone i mine blogs er endvidere en refleksion over de samfundsmæssige vilkår, vi alle er en del af i en tid, hvor alt skal være perfekt, hurtigst, bedst.

Så hvis du kender en, der kender en, som også nogle gange farer vild i det moderne familieliv og interesserer sig for psykologiske emner så tip dem om min side. Det vil jeg blive super glad for.

Du kan altid kommenterer ugens opslag via Facebook tråden, eller du kan sende mig en mail via mailen her på Bloggen, hvis du har spørgsmål eller ideer til kommende opslag.

Rigtig god Påske!

Diagnose iver?

Mine børn siger altid, at jeg har klaret mig meget godt af et DAMP barn at være. I dag kaldet ADHD.

Jeg griner og siger, at jeg er heldig med, at jeg ikke blev taget med til psykolog, for så havde jeg fået en diagnose.

At jeg er sådan en af slagsen, kan der imidlertid ikke være nogen tvivl om. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg var gennemskuet.

Da vi skulle rydde op i min mors skuffer efter hendes død, fandt jeg flere udklip fra diverse dameblade, der omhandlede de udfordringer, jeg har. Min mor nævnte det aldrig for mig. Jeg blev aldrig set af en læge, en psykolog eller anden fagperson.

Hvorfor jeg er taknemmelig over det?

Fordi jeg kan være nervøs for, om jeg så havde været her i mit liv i dag, eller om jeg så havde skrevet på en helt anderledes historie. Det finder jeg naturligvis aldrig ud af. Jeg tror det bare.

Jeg tænker nogle gange, om det kun er positivt, at vi har fået så travlt med alle de diagnoser.

Omvendt ville en diagnose kunne have frikendt mig for en del og frataget mig en masse ansvar. Det oplever jeg dog, at mine forældre og lærerne alligevel evnede.

Der blev båret meget over med mig, og det har været en nødvendighed. Det hjalp ikke at skælde ud på sådan en som mig.

Når jeg igen havde været uopmærksom og havde smadret endnu en ny cykel. Igen kom hjem med huller på tøjet, i hovedet og alle vegne. Når jeg igen havde været oppe at slås. Igen havde glemt min skoletaske. Og selvom skoletasken var med, så var det ikke nødvendigvis med de rigtige bøger.

Aldrig har jeg skulle høre:  ”Hendes bror er helt anderledes rolig og medgørlig”.

Jeg blev elsket, som den jeg er.

Som voksen har jeg kun få udfordringer i hverdagen. Jeg har udviklet mange mestringsstrategier, og mine symptomer bliver i dag kun tydlige, når jeg er under maksimalt pres.

Jeg vælger at tolke mig selv som en biologisk variant af det normale og ikke som en med en diagnose.

For nogen er en diagnose vejen til at få den nødvendige hjælp. Så det er meget komplekst.

Når to blir til tre

Jeg talte med et ungt par forleden. De havde deres lille nyfødte med. De kunne ikke få øjnene fra ham. Han lå der på sin mors arm og så så helt og aldeles fantastisk ud.

Den nybagte far kunne med et smil fortælle om den store omvæltning, det var i deres liv. Selvom de havde forsøgt at forberede sig på de følelser, de ville blive overvældet af, så var virkeligheden så meget vildere.

Når jeg har disse unge par til samtale, er det karakteristisk for mange, at de bliver slået af, hvordan den lille ny ændrer på deres prioriteringer her i livet.

Sådan var det også for dette unge par. Han havde tidligere dyrket atletik 5 gange i ugen, for det var meget vigtigt for ham. Hun havde altid nydt tid med veninderne. Og så havde de prioriteret hinanden.

Fælles for dem var, at der var ændret på deres prioriteringer. De var begge enige om, at nu var deres første prioritet deres lille søn.

Jeg bliver altid glad over, at vi er så smart indrettet fra naturens side, at det vi troede, vi ikke kunne leve uden, inden vi fik børn, pludselig ser helt anderledes ud, når barnet først er født.

Når jeg alligevel benytter disse samtaler til at mane til lidt eftertanke, er det fordi, jeg gerne vil minde om, at vi skal huske at prioritere hinanden som par.

Det kan synes som en forkert måde at prioritere på, for kan vi ikke hurtigt blive enige om, at den lille ny er vigtigst? Jo, netop!

Præcist derfor skal vores partner prioriteres. Forældresystemet er det fundament, som børnesystemet skal hvile på.

At passe på parforholdet er en af de bedste ting, vi kan gøre for vores børn. De lever i den atmosfære, som vi skaber i mødet med hinanden.

Så husk hinanden. Husk, de søde beskeder til hinanden så det ikke kun bliver til snapchat af den lille.

Husk, kys og klem og se hinanden dybt i øjnene, så det ikke kun er den lille ny, der bliver set på. Og husk at elsk, elsk, elsk også selvom der er kommet strækmærker, et par ekstra kilo eller andre tydelige tegn på, at kroppen har haft en anden boende.

Hun skred…

Man kan få stor indsigt i andres liv ved at køre i tog. Ofte slår det mig, hvor lidt blufærdighed der egentlig er omkring at sidde og snakke i telefon og dele ud af ret private snakke der i togvognen. Kvinden, der sad overfor og talte i telefon med sin veninde, lagde ikke fingre imellem.

”Så kan han lære det”, grinede hun. ”Han” var manden, hun nu havde sat stolen for døren. Han havde ellers altid sagt, at han ”hellere ville have den skåret af med en sløv ske end tale med en psykolog”. Hun derimod ville gerne snakke.

Snakke, snakke, snakke. Vidste du, at kvinder gennemsnitligt bruger 24.000 ord om dagen mod mændenes 12.000? Og måske vi nogen gange faktisk kommer til at kvæle mændene i alle de ord.

Først da hun pakkede sit tøj og ”han så, at jeg havde taget neglelakken ude i køleskabet”, overgav han sig til kvindemåden at løse problemer på. Nemlig at samtale om tingene. Så der var bestilt tid ved en dygtig psykolog.

Det var selvfølgelig med et smil om læben, at hun kunne fyre den med neglelakken af. Men måske der var også et gran af sandhed i det. For da indså han givet, at hvis han gav slip nu, så risikerede han rent faktisk, at hun blev en andens. Det kunne han bære endnu mindre end at skulle til psykolog. Nu skulle forholdet reddes.

Jeg kan godt få ondt af mændene nogen gange. Vi falder for dem, fordi de indeholder kvaliteter, vi sætter pris på. Fordi de er så anderledes end vi er. Når så vi er i fast forhold, gør vi alt, hvad vi kan for at lave om på dem.

Sådanne samtaler om konflikter tager derfor ofte et helt andet udgangspunkt i en konsultation. For først skal vi have fundet ind til ”det der var”.

Hvad faldt du for ved ham? Hvad satte du pris på?

I mødtes som to selvstændige væsner. Og det var jo den, han var dengang, du forelskede dig i. Hvis man har så skide travlt med at lave den anden om, bliver det jo et helt andet menneske og slet ikke den, du faldt for.

Kærlighed er, at ville kende og rumme et andet menneske. Det er, at ville se og forstå alt det, der sker i den anden. Og det er, at give alt det der er, lov at være på sine egne betingelser.