Det er helt normalt

Mit hus ligner lort. Vasketøjet ligger i uoverskuelige bunker. Min mand er sur over, at jeg ikke har lyst til sex. Min veninde synes, vi ses for lidt. Jeg når aldrig at komme i bad og inden længe er det slut og jeg skal begynde at arbejde igen.

Nogle gange kan de fire ord: ”Det er helt normalt” gøre en kæmpe forskel.

Hun sad der med tårer i øjnene og sagde, at det at gå hjemme på barsel var så meget anderledes, end hun havde forestillet sig.

For hvad sker der, når barselsperioden ikke er hyggelige café besøg med kaffe latte drikkende veninder og babysvømning hver tirsdag? Når barselsperioden med den lille ny til tider har været mere end ufordrende?

Vi ser de andres liv på Facebook og Instagram og de ser så pokkers lykkelige ud.

Vi må ikke lade os forføre af iscenesatte virkelighedsbilleder og spejle os i illusioner.

Et ægte liv er også nætter uden søvn, febersygt barn, ammeproblemer og en økonomi og et overskud, der ikke rækker.

Jeg ved det, for jeg møder hver dag kvinder, der føler sig helt forkerte, fordi de ikke kan få det nye liv til at hænge sammen. Det hjælper at høre, at det er helt normalt.

At blive en familie er hårdt arbejde. Når vi derfor kan læse i diverse Magasiner om den glade forventningsfulde mor, der glæder sig til at fortsætte sit indholdsrige liv og at den eneste ændring, der kommer til at ske, er, at de nu bliver tre i stedet for to, så er det en illusion. Intet bliver som før.

Mange har været vant til en travl hverdag med karrieren, der kører afsted. Hverdagen er meget struktureret og tiden flyver afsted med spændende arbejdsopgaver og søde kolleger. Mange er over 30 år inden den første baby kommer.

Det er noget af en omvæltning at gå fra en fyldt timemanager til en hverdag, der står i babys tegn. Pludselig er der en andens behov, der kommer i første række. Ikke at man er en dårlig mor, fordi man også lytter til egne behov i ny og næ, men der er pludselig en, der er vigtigere.

Du er bestemt heller ikke en dårlig mor, fordi du indrømmer, at du kan kede dig og i det skjulte længes efter at komme på job igen.

 

Hvis jeg dør en dag

Jeg har personligt aldrig haft det svært med at fylde 30 år eller 40 eller 50. Sidste år fyldte jeg 53 år, og jeg blev ramt af en form for eksistentiel angst ved bevidstheden om, at min mor blev 53 år og 3 mdr. Jeg har altid tænkt, at det nok blev den tid, jeg selv fik lov at leve i, og der var jo heldigvis lang tid til. Og pludselig så var det nu. Og jeg synes jo, jeg først lige er begyndt på livet og er på ingen måde klar til at dø. Det er der forhåbentlig heller ikke udsigt til.

Men hvad med alderdommen. Står den og venter? For det er jeg heller ikke klar til. Barndom, ungdom. Hver gang jeg har mistet noget, har dommen været, at jeg fik noget andet i stedet. Sådan er det ikke med alderdom. Her er dommen, at når du mister den, så venter døden.

Det er så vildt at tænke på, at vi helst springer over den snak. Ja, alle er endog ikke så privilegerede, at døden først kommer sent i livet.

Vi sad sammen med gode venner og talen faldt på dette med, at vi ikke er særlig gode til at få de nødvendige snakke med hinanden om, hvad vi ønsker, der skal ske, når vi dør.

Vil jeg brændes? Vil jeg kistebegraves? Ønsker jeg en præsts medvirken? Og hvad med organdonation? Der er rigtig mange ting, som vi med fordel kan få talt sammen om, inden det bliver aktuelt om forhåbentlig rigtig mange år.

Så var det at min veninde sagde: ”Hvis jeg dør en dag så… ”. Vi kunne selvsagt ikke lade være med at grine. For kun en ting er sikkert her i livet, og det er, at vi alle dør en dag. Alligevel var der noget sandt i hendes ord. For det er rigtigt, at vi ved det. Men vi tror det ikke.

Og netop derfor er det så svært for os at få talt om det. Vi ved det godt, men vi tror det ikke. Med alderen kommer vi til at tro mere og mere på det.

En dag skal vi her fra. Men alle de andre dage skal vi ikke. Så bevidstheden om, at det hele slutter en dag, vil jeg bruge til at minde mig selv om at huske at leve.

Og til min mand og mine børn har jeg skrevet en lang liste over, hvad jeg ønsker, der skal ske, den dag jeg dør.

Bloggen fylder 1 år

Jeg er psykolog, mor, kone, veninde. Fredag den 31.03.17 startede jeg min blog om familieliv. De første otte opslag blev sat op. Siden er det blevet til et nyt opslag hver fredag eftermiddag.

Da første opslag røg på, havde jeg 18 følgere. Nu har tallet rundet 2400. Det er blandt andre dig, og det er jeg utrolig taknemmelig for. Jeg håber, du også vil følge mig i det kommende år.

Alle opslag tager udgangspunkt i helt almindelige små hverdagsting. Jeg blogger om mig og mit liv og dermed også om dig og dit liv. For vi er ikke så forskellige du og jeg.

Parforhold, kærlighed, børn, skilsmisse, sygdom og psykologiske emner har været omdrejningspunktet for det, jeg i årets løb har skrevet om. Nogle gange tåkrummende ærligt. For det er den røde tråd i mine opslag, at jeg skriver ærligt og sætter mig selv i spil.

Mine veninder har spurgt, om ikke jeg synes, at jeg nogle gange udleverer mig selv i mine blogopslag?

Jo, jeg udleverer mig selv, fordi det ellers ikke ville være en ærlig blog. Jeg lever ikke et perfekt liv. Jeg fortæller også om alt det uperfekte. Dermed vil jeg også blogge om ting, der for andre vil være for private og for pinlige

En grundtone i mine blogs er endvidere en refleksion over de samfundsmæssige vilkår, vi alle er en del af i en tid, hvor alt skal være perfekt, hurtigst, bedst.

Så hvis du kender en, der kender en, som også nogle gange farer vild i det moderne familieliv og interesserer sig for psykologiske emner så tip dem om min side. Det vil jeg blive super glad for.

Du kan altid kommenterer ugens opslag via Facebook tråden, eller du kan sende mig en mail via mailen her på Bloggen, hvis du har spørgsmål eller ideer til kommende opslag.

Rigtig god Påske!

Når to blir til tre

Jeg talte med et ungt par forleden. De havde deres lille nyfødte med. De kunne ikke få øjnene fra ham. Han lå der på sin mors arm og så så helt og aldeles fantastisk ud.

Den nybagte far kunne med et smil fortælle om den store omvæltning, det var i deres liv. Selvom de havde forsøgt at forberede sig på de følelser, de ville blive overvældet af, så var virkeligheden så meget vildere.

Når jeg har disse unge par til samtale, er det karakteristisk for mange, at de bliver slået af, hvordan den lille ny ændrer på deres prioriteringer her i livet.

Sådan var det også for dette unge par. Han havde tidligere dyrket atletik 5 gange i ugen, for det var meget vigtigt for ham. Hun havde altid nydt tid med veninderne. Og så havde de prioriteret hinanden.

Fælles for dem var, at der var ændret på deres prioriteringer. De var begge enige om, at nu var deres første prioritet deres lille søn.

Jeg bliver altid glad over, at vi er så smart indrettet fra naturens side, at det vi troede, vi ikke kunne leve uden, inden vi fik børn, pludselig ser helt anderledes ud, når barnet først er født.

Når jeg alligevel benytter disse samtaler til at mane til lidt eftertanke, er det fordi, jeg gerne vil minde om, at vi skal huske at prioritere hinanden som par.

Det kan synes som en forkert måde at prioritere på, for kan vi ikke hurtigt blive enige om, at den lille ny er vigtigst? Jo, netop!

Præcist derfor skal vores partner prioriteres. Forældresystemet er det fundament, som børnesystemet skal hvile på.

At passe på parforholdet er en af de bedste ting, vi kan gøre for vores børn. De lever i den atmosfære, som vi skaber i mødet med hinanden.

Så husk hinanden. Husk, de søde beskeder til hinanden så det ikke kun bliver til snapchat af den lille.

Husk, kys og klem og se hinanden dybt i øjnene, så det ikke kun er den lille ny, der bliver set på. Og husk at elsk, elsk, elsk også selvom der er kommet strækmærker, et par ekstra kilo eller andre tydelige tegn på, at kroppen har haft en anden boende.

Hvad blev der af Mette?

Advarsel! Hvis du lige har født “min prinsesse” eller “min prins”, så spring ugens opslag over.

Vi var samlet til Bachelorfest og igang med præsentationsrunde. Jeg kunne ikke dy mig, da hun stolt præsenterede sig som ”Sifs mor”.

Mig: Øhh undskyld, men sidst jeg mødte dig, til den der runde fødselsdag du ved nok hjemme ved Kathrine, da hed du da Mette, ik’? Har du taget navneforandring? For vi er da enige om, at du er hende den sjove, der kan få et helt selskab til at ligge flade af grin? Og som tilmed er så faglig dygtig, at du var i gang med at skrive en Ph.d., da du fandt ”Skatten min” og blev gravid, da det lige passede ind i Jeres karriereplannar?

Sifs mor: Ej guuud sorry, du ved, hvordan det er? Man lever sig bare sådan helt ind i sin nye rolle som mor. Og jeg har netop lige opdateret min Instagram profil #sifsmor.

Indrømmet, det er det største at få et barn. Men man bliver altså ikke til ”Sifs mor” ved at føde en pige og navngive hende Sif.

Hvor er det fantastisk, når vi evner at tilsidesætte egne behov for et helt nyt lille væsen, der på alle måder er afhængige af os. Alt for mange evner faktisk ikke det der med at tilsidesætte sine egne behov.

Så hvorfor hylder jeg ikke bare  ”Sifs mor” i stedet for?

Fordi hun som mor til Sif har en vigtig funktion i at holde sig selv adskilt fra Sif. Kun derved kan Sif spejle sig i sin mor og opleve sig selv som et selvstændigt væsen løsrevet fra sin mor. Det er herved, at Sif danner sin egen selvstændige identitet.

Og Sif får brug for en mor, der ved, hvem hun selv er, for at Sif på sigt kan finde ud af, hvem hun er. Så jeg håber, at Sifs mor snart finder Mette igen. Hun er nemlig både sød, sjov og rigtig dygtig.

Og jeg er sikker på, Mette vil være en god mor for Sif.

Rør blot ikke ved min gamle jul

Vi er som rigtig mange andre i dagens Danmark en familie med dine og mine børn. Vi er en familie med dine og mine traditioner. Det kan give nogle udfordringer, særligt når vi står overfor nogle af de mest traditionsbundne begivenheder som eksempelvis jul.

Skal julemiddagen stå på gås? And? Kalkun? Kirke eller ej? Danse rundt om træet? Bare for at nævne nogle af mulige stridspunkter.

Jeg husker stadig ærgrelsen den første gang, jeg skulle fejre jul ved min daværende svigerfamile. For ingen laver julemiddagen, som man har fået den igennem hele barndommen.

Endnu værre gik det, det første år jeg selv stod for julemiddagen og i bare befippelse glemte at sætte en skål under, da sovsen skulle sies. Og al julesovsen forsvandt ned i vasken.

Nogle drømmer om at rejse væk og glemme alt om gaver og julestress, men langt de fleste af os lader det blive ved tanken, for juletraditionerne har godt greb i de fleste.

Traditioner er levende, bevægelige og dynamiske størrelser. Det er, når vi deltager i sådanne traditioner, at vi bliver til som mennesker. Vi kan kun forstå os selv, hvis vi kender til de traditioner, inden for hvilke vi skabes og lever vores liv. Derfor betyder julen også særligt meget for os.

Den skal der helst ikke røres for meget ved.

Men hvad gjorde jeg, da jeg skulle fejre jul med min nye familie? Jeg tænkte straks: Mulighed for nye traditioner.

Nåletræet blev skiftet ud med et fancy et i jern og træ. Det har kostet en formue, men det har den fordel, at det ikke fælder. Flot og moderne. Nu hvor jeg skriver det her – jern og træ – kan jeg godt se, at det var tåbeligt gjort.

Og så kom børnene hjem. Altså børnene på henholdsvis 37, 31, 30, 26, 24 og 22 år. Voksne og omstillingsparate ville nogen måske mene. Selvfølgelig nej!

Hvor var juletræet?!!!

Det er helt banalt, men glemmes ofte i vores begejstring for udvikling og nyorientering. Uden traditioner fra fortiden findes der intet meningsfuldt. Vi må derfor dvæle ved fortiden for at forstå os selv som et kulturelt og historisk væsen.

Kun herigennem kan vi finde noget at stå fast på. Så i år har jeg købt et helt traditionelt grønt nåletræ, der skal pyntes med levende stearinlys.

Glædelig jul!

Min mor døde

Kære mor

Måske du kan læse med deroppe fra himlen? Eller måske du hellere må lade være med at læse det, jeg skriver her. For jeg er også vred på dig. Vred over at du bare døde, da jeg havde allermest brug for dig.

Vi ved, at den vi er i dag, i høj grad er grundlagt i de første leveår. Ansvaret for, hvordan mit liv er blevet, ligger naturligvis ikke kun hos dig. Det er i høj grad også mit eget. Jeg er bare nødt til at indrømme, at jeg alligevel spekulerer på, om jeg mon er blevet sådan, som du gerne ville have det. Er du tilfreds med mig?

Underligt som man kan være spændt ud mellem dette med på den ene side vedvarende at søge ens forældres anerkendelse samtidig med, at man kan have så pokkers travlt med at tage afstand fra alt, hvad de står for.

Jeg har læst psykologi i rigtig mange år og læst at ved at være bevidst om, hvad der skete i ens barndom, så kan man forlige sig med sin historie. Man skal bare arbejde med sig selv.

Hvis du vidste, hvor mange gange jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil blive ligesom dig. Det har jeg arbejdet hårdt på. Og alligevel er jeg ikke lykkedes ret godt med at rykke mig væk fra dig.

Ofte bliver jeg forskrækket over, at jeg kommer til at gøre nogle af de samme ting over for mine egne børn, som du gjorde over for mig. Reaktioner jeg ikke brød og bryder mig om.  F. eks. fremtræde kold og ligeglad, når jeg bliver allermest ked af det. Jeg gør det for at forsvinde væk fra mine følelser.

Måske det var det samme, der var på spil for dig?

Men jeg genkender også din kampvilje i mig selv. Og jeg smiler ved mig selv, når min hånd pludselig laver den samme bevægelse som du. Og når min mund lukker sig sammen som din. Jeg griner næsten larmende ligesom du.

Du har vist mig glæden ved smukke ting. Og lært mig nødvendigheden af en evig insisteren på at ville være sammen med mennesker, der betyder noget for mig. At ikke alle har de samme muligheder og chancer i livet, så vi er forpligtiget på hinanden.

Jeg tror, vi kunne være blevet gode voksne sammen.

Kærligst din datter ❤️

Min svigersøn?

”Jeg har hilst på min svigersøn for første gang”. Sådan fløj ordene ud af munden på mig efter mit første møde med min bonusdatters søde kæreste. Men kan jeg overhovedet tillade mig at prale af ham som ”min svigersøn”?

Eller hedder det kun “min mands svigersøn”?

Altså, jeg ved jo godt, at min mands børn ikke er ”mine” børn. Alligevel siger jeg altid: ”ungerne kommer hjem” og skelner ikke mellem ”hans børn” og ”mine børn”.

Et eller andet sted er det for mig at se udtryk for en kærlighedsfølelse, når ”du og jeg” bliver til et ”vi”. Min mand har tre børn og jeg har tre børn. Vi har seks børn.

Men bliver det ikke bare noget være rod, når jeg blander det sådan sammen?

Og hvad så med bonusdatterens kærestes børn? Er det min mands og mine bonusbørnebørn, eller er det kun min mands bonusbørnebørn? Det er da lige til at blive helt rundforvirret af. Hvornår er man en familie?

Mine børn har engang været ”en familie” med min ex- mand og jeg. Nu er vi skilt. Og min ex- mand og jeg og vores fælles børn er ikke længere en familie.

Alligevel vil 90 % af de skilsmissebørn, jeg ser i mit arbejde, tegne deres far, mor, søskende og dem selv, hvis jeg giver dem opgaven: ”tegn dig og din familie”. Det sker, at nye kærester tegnes på, men ofte er de ”ikke eksisterende”.

Alligevel føler jeg, at ”så er familien samlet”, når min mand og jeg er sammen med alle vores seks børn.

Og jeg vil gerne kunne sige det sammen, når kærester kommer til og gerne børnebørn. Biologiske såvel som bonus.

Vi er en familie.

Min Moster

Jeg har verdens bedste Moster.

Jeg husker som barn, når det lød, ”københavnerne kommer”. Min mormors øjne funklede. Så kom min moster og onkel og snart også to kusiner på besøg hos min mormor og morfar i Herning.

En helt særlig stemning af fest og glæde bredte sig. Jeg mærkede det tydeligt, for vi skulle naturligvis på visit.

Jeg beundrede hende.

På værelset, hvor jeg sov, når jeg var på weekend ved mormor og morfar, hang der et sort / hvid foto af min moster. Jeg kunne ligge i sengen og kigge på det i meget lang tid. Hun var gudesmuk. Hun havde en toupe. Under den skjulte et rundstykke, så håret kom til at fylde. Det forstod jeg naturligvis ikke dengang.

Jeg tænkte bare “wow”. Og hun var smukkere end selveste Birgitte Bardot.

Når hun sad i køkkenet med min mormor, så skulle der snakkes. Mormor fandt kaffekoppen frem inde fra skabet. Her lå cigaret skod af gamle Cecil uden filter.

De lå der og havde en ekstra høj koncentration af nikotin og skulle indtages ved særlige lejligheder som eksempelvis besøg fra København. De kunne kun ryges ved hjælp af en saks, som hun forsigtigt brugte til at holde fast om den sidste del af cigaretten.

Det var ren råhygge og jeg sneg mig til at stå i gangen og lytte med til deres snak. Min moster tog slikdåsen frem fra skabet. Hun har diabetes, så min onkel sagde straks: du må ikke spise af det.

Hun grinede bare og tog et ekstra stykke.

Min moster kan grine så højt at alle bliver glade, men hun kan også være skrap. Nøj, jeg kunne blive helt bange for hende, da jeg var barn. “Det er Nielsen genet”, siger hun drillende. “Du har arvet det”, siger hun så. Og jeg ved, at hun har ret.

Min mor døde og alt blev sort.

”Kom”, sagde min Moster. ”Nu er du min”, og så tog hun mig i sin favn.

Ingenting kan viske sorgen bort, men det er godt at vide, at man har et sted at høre hjemme. En der altid vil være der for en, når livet bliver for svært. Også en der tager del i alle glæderne. Sådan en person er min Moster.

Nu er jeg voksen, og det er min tur til at give lidt tilbage af alt det, jeg er blevet givet. Sådan er det med kærlighed. Jo mere man bliver givet. Jo mere får man lyst til at give tilbage.

Måske du også har en sådan betydningsfuld person i dit liv?

Langsommelig ferie

Sol, strand, sand og vand. Det er sommerferie og for mange betyder det tid til at komme ud at opleve. Opleve nye ting.

Om det er campingvognen, der er spændt for bilen, sommerhuset der er lejet eller rejsen, der er bestilt, så gælder det for mange af os, at vi skal et nyt sted hen.

Samtidig lever vi jo i en tid, hvor man dyrker det individuelle, og så gælder det selvfølgelig også om at rejse et andet sted hen end alle de andre. Det paradoksale er så, at vi alle render de samme steder hen for at være individuelle.

Vi mennesker lever i en tid, hvor vi gerne skal være i bevægelse. Det gælder på arbejdspladsen, hvor vi som et mantra gentager, at vi er omstillingsparate og nytænkende. Denne måde at være til på har vi ukritisk taget med os ind i hverdagslivet. Ny bil, ny mand, nyt job, nye rejsemål.

Uha ja, vi skal endelig ikke gro fast nogen steder. Og da sandelig heller ikke når vi skal holde ferie. Er de ikke lidt kedelige de der naboer, der tager til den samme campingplads ved Gardasøen år efter år?

Jeg er selv sådan. Altså, jeg er ikke kedelig. Selvom nogen vil hævde, at det er for dumt at tage samme stede hen år efter år, når nu verden ligger åben for mig.

Jeg holder af gentagelsen. Jeg nyder at vågne op samme sted som sidst, jeg var på ferie. Det er for mig som om, at ferien allerede er gået i gang, inden jeg er kommet afsted.

For ved at lukke øjnene kan jeg indsnuse det hele, når jeg går ned af Memory Lane.

Jeg kan huske duften af friskplukkede appelsiner, basilikum i bundter, oliven. Jeg kan huske lyden af cikader og myg der danser. Jeg kan mærke solen varme min krop. Jeg kan smage vinen, bruchetta og pizza fra åben ild. Jeg kan se slagteren for mig, mens hun vejer kylling af til ingen penge, for som hun siger: Vi bruger ikke penge på at holde dem i bur.

Når min mand går til bageren, spørger de, hvor mange dage vi bliver denne gang. Så ved de i hvor mange dage, de skal stille en pose med to chokolade croissanter til side. Når vi går ned gennem gågaden løfter de alle hovedet og hilser med et ”Bentornati”.

Her har de ikke travlt med at nyorientere sig. Alle sidder de på deres vante pladser ud fra deres vante bar. De sidder hvor de har siddet de sidste mange år.

Måske du også har et sådant sted, som du længes efter at komme tilbage til igen og igen.

Uanset hvor du vælger at holde din sommerferie, ønsker jeg dig en skøn en af slagsen. Rigtig god sommer.