Rør blot ikke ved min gamle jul

Vi er som rigtig mange andre i dagens Danmark en familie med dine og mine børn. Vi er en familie med dine og mine traditioner. Det kan give nogle udfordringer, særligt når vi står overfor nogle af de mest traditionsbundne begivenheder som eksempelvis jul.

Skal julemiddagen stå på gås? And? Kalkun? Kirke eller ej? Danse rundt om træet? Bare for at nævne nogle af mulige stridspunkter.

Jeg husker stadig ærgrelsen den første gang, jeg skulle fejre jul ved min daværende svigerfamile. For ingen laver julemiddagen, som man har fået den igennem hele barndommen.

Endnu værre gik det, det første år jeg selv stod for julemiddagen og i bare befippelse glemte at sætte en skål under, da sovsen skulle sies. Og al julesovsen forsvandt ned i vasken.

Nogle drømmer om at rejse væk og glemme alt om gaver og julestress, men langt de fleste af os lader det blive ved tanken, for juletraditionerne har godt greb i de fleste.

Traditioner er levende, bevægelige og dynamiske størrelser. Det er, når vi deltager i sådanne traditioner, at vi bliver til som mennesker. Vi kan kun forstå os selv, hvis vi kender til de traditioner, inden for hvilke vi skabes og lever vores liv. Derfor betyder julen også særligt meget for os.

Den skal der helst ikke røres for meget ved.

Men hvad gjorde jeg, da jeg skulle fejre jul med min nye familie? Jeg tænkte straks: Mulighed for nye traditioner.

Nåletræet blev skiftet ud med et fancy et i jern og træ. Det har kostet en formue, men det har den fordel, at det ikke fælder. Flot og moderne. Nu hvor jeg skriver det her – jern og træ – kan jeg godt se, at det var tåbeligt gjort.

Og så kom børnene hjem. Altså børnene på henholdsvis 37, 31, 30, 26, 24 og 22 år. Voksne og omstillingsparate ville nogen måske mene. Selvfølgelig nej!

Hvor var juletræet?!!!

Det er helt banalt, men glemmes ofte i vores begejstring for udvikling og nyorientering. Uden traditioner fra fortiden findes der intet meningsfuldt. Vi må derfor dvæle ved fortiden for at forstå os selv som et kulturelt og historisk væsen.

Kun herigennem kan vi finde noget at stå fast på. Så i år har jeg købt et helt traditionelt grønt nåletræ, der skal pyntes med levende stearinlys.

Glædelig jul!

Min mor døde

Kære mor

Måske du kan læse med deroppe fra himlen? Eller måske du hellere må lade være med at læse det, jeg skriver her. For jeg er også vred på dig. Vred over at du bare døde, da jeg havde allermest brug for dig.

Vi ved, at den vi er i dag, i høj grad er grundlagt i de første leveår. Ansvaret for, hvordan mit liv er blevet, ligger naturligvis ikke kun hos dig. Det er i høj grad også mit eget. Jeg er bare nødt til at indrømme, at jeg alligevel spekulerer på, om jeg mon er blevet sådan, som du gerne ville have det. Er du tilfreds med mig?

Underligt som man kan være spændt ud mellem dette med på den ene side vedvarende at søge ens forældres anerkendelse samtidig med, at man kan have så pokkers travlt med at tage afstand fra alt, hvad de står for.

Jeg har læst psykologi i rigtig mange år og læst at ved at være bevidst om, hvad der skete i ens barndom, så kan man forlige sig med sin historie. Man skal bare arbejde med sig selv.

Hvis du vidste, hvor mange gange jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil blive ligesom dig. Det har jeg arbejdet hårdt på. Og alligevel er jeg ikke lykkedes ret godt med at rykke mig væk fra dig.

Ofte bliver jeg forskrækket over, at jeg kommer til at gøre nogle af de samme ting over for mine egne børn, som du gjorde over for mig. Reaktioner jeg ikke brød og bryder mig om.  F. eks. fremtræde kold og ligeglad, når jeg bliver allermest ked af det. Jeg gør det for at forsvinde væk fra mine følelser.

Måske det var det samme, der var på spil for dig?

Men jeg genkender også din kampvilje i mig selv. Og jeg smiler ved mig selv, når min hånd pludselig laver den samme bevægelse som du. Og når min mund lukker sig sammen som din. Jeg griner næsten larmende ligesom du.

Du har vist mig glæden ved smukke ting. Og lært mig nødvendigheden af en evig insisteren på at ville være sammen med mennesker, der betyder noget for mig. At ikke alle har de samme muligheder og chancer i livet, så vi er forpligtiget på hinanden.

Jeg tror, vi kunne være blevet gode voksne sammen.

Kærligst din datter ❤️

Min svigersøn?

”Jeg har hilst på min svigersøn for første gang”. Sådan fløj ordene ud af munden på mig efter mit første møde med min bonusdatters søde kæreste. Men kan jeg overhovedet tillade mig at prale af ham som ”min svigersøn”?

Eller hedder det kun “min mands svigersøn”?

Altså, jeg ved jo godt, at min mands børn ikke er ”mine” børn. Alligevel siger jeg altid: ”ungerne kommer hjem” og skelner ikke mellem ”hans børn” og ”mine børn”.

Et eller andet sted er det for mig at se udtryk for en kærlighedsfølelse, når ”du og jeg” bliver til et ”vi”. Min mand har tre børn og jeg har tre børn. Vi har seks børn.

Men bliver det ikke bare noget være rod, når jeg blander det sådan sammen?

Og hvad så med bonusdatterens kærestes børn? Er det min mands og mine bonusbørnebørn, eller er det kun min mands bonusbørnebørn? Det er da lige til at blive helt rundforvirret af. Hvornår er man en familie?

Mine børn har engang været ”en familie” med min ex- mand og jeg. Nu er vi skilt. Og min ex- mand og jeg og vores fælles børn er ikke længere en familie.

Alligevel vil 90 % af de skilsmissebørn, jeg ser i mit arbejde, tegne deres far, mor, søskende og dem selv, hvis jeg giver dem opgaven: ”tegn dig og din familie”. Det sker, at nye kærester tegnes på, men ofte er de ”ikke eksisterende”.

Alligevel føler jeg, at ”så er familien samlet”, når min mand og jeg er sammen med alle vores seks børn.

Og jeg vil gerne kunne sige det sammen, når kærester kommer til og gerne børnebørn. Biologiske såvel som bonus.

Vi er en familie.

Min Moster

Jeg har verdens bedste Moster.

Jeg husker som barn, når det lød, ”københavnerne kommer”. Min mormors øjne funklede. Så kom min moster og onkel og snart også to kusiner på besøg hos min mormor og morfar i Herning.

En helt særlig stemning af fest og glæde bredte sig. Jeg mærkede det tydeligt, for vi skulle naturligvis på visit.

Jeg beundrede hende.

På værelset, hvor jeg sov, når jeg var på weekend ved mormor og morfar, hang der et sort / hvid foto af min moster. Jeg kunne ligge i sengen og kigge på det i meget lang tid. Hun var gudesmuk. Hun havde en toupe. Under den skjulte et rundstykke, så håret kom til at fylde. Det forstod jeg naturligvis ikke dengang.

Jeg tænkte bare “wow”. Og hun var smukkere end selveste Birgitte Bardot.

Når hun sad i køkkenet med min mormor, så skulle der snakkes. Mormor fandt kaffekoppen frem inde fra skabet. Her lå cigaret skod af gamle Cecil uden filter.

De lå der og havde en ekstra høj koncentration af nikotin og skulle indtages ved særlige lejligheder som eksempelvis besøg fra København. De kunne kun ryges ved hjælp af en saks, som hun forsigtigt brugte til at holde fast om den sidste del af cigaretten.

Det var ren råhygge og jeg sneg mig til at stå i gangen og lytte med til deres snak. Min moster tog slikdåsen frem fra skabet. Hun har diabetes, så min onkel sagde straks: du må ikke spise af det.

Hun grinede bare og tog et ekstra stykke.

Min moster kan grine så højt at alle bliver glade, men hun kan også være skrap. Nøj, jeg kunne blive helt bange for hende, da jeg var barn. “Det er Nielsen genet”, siger hun drillende. “Du har arvet det”, siger hun så. Og jeg ved, at hun har ret.

Min mor døde og alt blev sort.

”Kom”, sagde min Moster. ”Nu er du min”, og så tog hun mig i sin favn.

Ingenting kan viske sorgen bort, men det er godt at vide, at man har et sted at høre hjemme. En der altid vil være der for en, når livet bliver for svært. Også en der tager del i alle glæderne. Sådan en person er min Moster.

Nu er jeg voksen, og det er min tur til at give lidt tilbage af alt det, jeg er blevet givet. Sådan er det med kærlighed. Jo mere man bliver givet. Jo mere får man lyst til at give tilbage.

Måske du også har en sådan betydningsfuld person i dit liv?

Langsommelig ferie

Sol, strand, sand og vand. Det er sommerferie og for mange betyder det tid til at komme ud at opleve. Opleve nye ting.

Om det er campingvognen, der er spændt for bilen, sommerhuset der er lejet eller rejsen, der er bestilt, så gælder det for mange af os, at vi skal et nyt sted hen.

Samtidig lever vi jo i en tid, hvor man dyrker det individuelle, og så gælder det selvfølgelig også om at rejse et andet sted hen end alle de andre. Det paradoksale er så, at vi alle render de samme steder hen for at være individuelle.

Vi mennesker lever i en tid, hvor vi gerne skal være i bevægelse. Det gælder på arbejdspladsen, hvor vi som et mantra gentager, at vi er omstillingsparate og nytænkende. Denne måde at være til på har vi ukritisk taget med os ind i hverdagslivet. Ny bil, ny mand, nyt job, nye rejsemål.

Uha ja, vi skal endelig ikke gro fast nogen steder. Og da sandelig heller ikke når vi skal holde ferie. Er de ikke lidt kedelige de der naboer, der tager til den samme campingplads ved Gardasøen år efter år?

Jeg er selv sådan. Altså, jeg er ikke kedelig. Selvom nogen vil hævde, at det er for dumt at tage samme stede hen år efter år, når nu verden ligger åben for mig.

Jeg holder af gentagelsen. Jeg nyder at vågne op samme sted som sidst, jeg var på ferie. Det er for mig som om, at ferien allerede er gået i gang, inden jeg er kommet afsted.

For ved at lukke øjnene kan jeg indsnuse det hele, når jeg går ned af Memory Lane.

Jeg kan huske duften af friskplukkede appelsiner, basilikum i bundter, oliven. Jeg kan huske lyden af cikader og myg der danser. Jeg kan mærke solen varme min krop. Jeg kan smage vinen, bruchetta og pizza fra åben ild. Jeg kan se slagteren for mig, mens hun vejer kylling af til ingen penge, for som hun siger: Vi bruger ikke penge på at holde dem i bur.

Når min mand går til bageren, spørger de, hvor mange dage vi bliver denne gang. Så ved de i hvor mange dage, de skal stille en pose med to chokolade croissanter til side. Når vi går ned gennem gågaden løfter de alle hovedet og hilser med et ”Bentornati”.

Her har de ikke travlt med at nyorientere sig. Alle sidder de på deres vante pladser ud fra deres vante bar. De sidder hvor de har siddet de sidste mange år.

Måske du også har et sådant sted, som du længes efter at komme tilbage til igen og igen

En god nok forælder

Uhhh ha, jeg synes allerede jeg er træt, og sommerferien er først lig gået i gang. Jeg ved, at når vi når til august, så har jeg mest af alt lyst til at slå mine unger ihjel.

Det var en af mine klienter, der frimodigt kom med udtalelsen. Nu er skolen igang igen og jeg ved, at alle unger stadig er i live 🙂 Men hvor er det befriende, at nogen tør stå ved, at de ikke til hver en tid er den perfekte overskudsmor.

Rigtig ofte møder jeg forældre, der er skamfulde over at føle, at de ikke er gode nok som forælder.

Det er nu heller ikke nemt, for listen er lang og ofte fyldt med modstridende udsagn, når spørgsmålet lyder: Hvad er den gode forælder?

Den gode forælder skal sætte grænser, og de skal være anerkendende. Allerede her kan vi godt fornemme, at let er det ikke.

Det er godt for dine børn, at I sover sammen. Sov for alt i verden ikke sammen. Husk af få plads til partid. Barnet skal have første prioritet. Dit barn skal socialiseres i en vuggestue. Du bør blive hjemme og selv passe dit barn. Giv endelig ikke flaske. Du må ikke amme for længe. Det er en naturlig ting at amme sit barn. Am aldrig offentligt. Vær endelig ikke en curlingforælder. Du bør gøre alt for dit barn. Børn har bedst af faste rutiner. Børn keder sig, når der ikke sker nyt.

Den frække udgave er at sige, at når holdningerne kan være så forskellige, så er der heldigvis plads til forskellighed og til, at jeg gør lige det, der føles rigtigt for mig og min familie.

Alligevel møder jeg alt for ofte, i mit arbejde som psykolog, forældre, der udtrykker følelsen af ikke at gøre det rigtige. Det er som om, det ikke længere er nok at være en ”god nok” forælder. Man skal være ”den perfekte” forælder.

Det kræver en del at kunne stå på mål for ikke at være perfekt.

Vi mangler rollemodeller, der eksempelvis tør sige: Jeg tror sådan set, det er bedst for små børn at være hjemme de første par år, men det kan jeg simpelthen ikke holde til, for så ville jeg blive sindssyg.

I en perfekt verden ville jeg have handlet anderledes, men sådan blev det ikke. Men jeg er en god nok forælder og det rækker.

Se

Det er ikke altid, vi ser. Altså sådan rigtig ser.

Jeg har prøvet mange gange, at én af mine børn er kommet ud af døren fra deres værelse, og pludselig var det som om, de var vokset, mens de lige sad derinde og lavede lidt lektier.

Selvom der er nogle år, hvor børn vokser hurtigt, så var det ikke hele forklaringen.

Nogen gange sker der bare det i en travl hverdag, at vi slet ikke ser hinanden sådan rigtigt.

Vi kigger på hinanden, vi taler sammen, spiser sammen, men vi hverken ser eller lytter til hinanden.

Vi mennesker har brug for at blive set og hørt.

Alt for ofte sker det, at vi tager ting for givet. Vi ser måske oven i købet kun alt det, der irriterer os.

”Nu har hun igen glemt at stille skoletasken ind på plads”. ”Nu har han igen ikke tømt sin madpakke”. ”Gymnastiktøjet ligger bare der i posen, selvom jeg har sagt det hundrede gange før, at det skal tages ud af posen med det samme, hvis ikke det skal komme til at lugte fælt”.

Lugten af hengemt gymnastiktøj er ikke nær så slem som stanken af hengemte følelser.

I hverdagens trummerum er der en risiko for, at vi glemmer at mærke efter, hvad der virkelig betyder noget for os.

Så hiv fat i dine kære. Knus og kram dem og se dem dybt i øjnene.

Pludselig vækkes vi og rives ud af vores skal og mærker taknemmeligheden gennemskylle vores krop. Taknemmeligheden over at kunne tage del i hinandens liv. I de øjeblikke mærker vi.

Så vil du mærke hjertet slå dobbelttakt.

Vi skammer os alle sammen

SKAM er igen i gang. Nu med sæson 4. Og jeg elsker det. Men hvad er det lige, helt almindelige norske unge kan sige en gammel kvinde som mig?

Udover at serien behandler temaer, som er aktuelle til alle tider: ”kærlighed”, ”misundelse”, ”had”, ”venskab” og ”sammenhold”. Og udover at karaktererne er genkendelige som: ”hende den populære” ”ham alle vil have”, ”den kiksede”, ”den naive” og derfor altid vil sige os noget på tværs af generationer, så hæfter jeg mig især ved udsendelsens navn: SKAM.

Vi lever i en tid, hvor vi alle skammer os. Skammer os over parforholdet, evnen som forældre, kroppen, vores manglende overskud. Kort sagt: vi skammer os over ikke at kunne leve op til egne idealer. Vi skammer os, når der er forskel på, hvad vores ideal er om os selv og vores reelle selv. Når der er forskel mellem, hvem vi synes, vi burde være, og den vi evner at være.

Vi forsøger at skjule forskellen både over for os selv og overfor andre i angst for at blive afsløret, som dem vi i virkeligheden er. Og det er netop ikke kun i ungdomsårene, vi går med denne angst for at blive afsløret, og som konsekvens heraf blive dømt ude af det gode selskab. At blive sendt i skammekrogen. Angsten for at blive valgt fra er nærværende gennem hele livet.

Hvornår jeg er god nok og kan slappe af og tage den med ro, er der ikke nogen færdig opskrift på. Derfor er jeg konstant i gang med at lave en bedre udgave af mig selv. Det er op til mig selv at finde de værdier, jeg skal leve efter. Jeg vil gerne leve sundt og skal derfor træne til Marathon. Jeg vil også gerne være en god forælder og kæreste samt føle mig værdsat på mit arbejde. Der er kun mig til at finde den rette prioritering og det er hårdt at skulle leve op til så mange ting på én gang.

Jo flere områder jeg skal præstere inden for, jo større risiko er der for ikke at kunne leve op til det. Vores krav til os selv kommer i konflikt med hinanden, og vi begynder at skamme os.

Det er meget få mennesker, der ikke har børn og familie som det allervigtigste. Vi har høje idealer om at være en god forælder. Så her er der meget på spil i forhold til, om man er god nok.

Så i dag skal vi minde os selv og andre om, at vi ikke behøver skamme os. Alle vi, der dummer os og falder igennem, skal ud af skammekrogen.

Så sig det med en blog. Del opslaget med en du holder af og sig: ”Du er gennemskuet og alligevel elsket”.

Mit familieliv

Jeg vil skrive om mig og mit liv. Og dermed også om dig og dit liv. For vi er ikke så forskellige. Tro mig.

Jeg har længe gået med en drøm om at blive blogger. Jeg vil sætte mit eget liv i spil i en refleksion over livet og vores forhold til andre. Som psykolog møder jeg hver dag mennesker, der beriger mig med deres måde at være på. Med deres små sejre i livet, deres eftertanke. Som mor, ægtefælle og som veninde har jeg en stor dejlig familie og omgangskreds, der giver mit liv indhold. De er alle mine inspiratorer.

Det vil være muligt at genkende bidder af sin egen historie i min blog, da min hensigt netop er at skrive ærligt og vedkommende. Dog også altid respektfuldt og selvfølgelig med udgangspunkt i, at dem, jeg møder i mit professionelle liv, er beskyttet af tavshedspligt.

”Familieliv” skal være hovedoverskriften for min blog. Ingen detalje fra hverdagslivet er for lille til at få opmærksomhed indenfor denne overskrift. Det være sig samliv, parforhold, skilsmisse, singleliv, børn, psykiske og fysiske sygdomme i familien, kærlighed, traditioner, opdragelse, holdninger og værdier.

En familie er inden for sociologien en gruppe af individer, som forenes. Nogle vil argumentere for, at familie udelukkende kan defineres gennem slægtskab, mens andre vil argumentere for en bredere opfattelse af familiebegrebet. Jeg er fortaler for en bred tilgang. I det moderne samfund findes der mange forskellige slags familier. Fordi så mange mennesker bliver skilt, lever mange i sammenbragte familier. Det betyder også, at mange børn har både hel-, halv- og bonus søskende, forældre og bonusforældre.

Jeg er selv en del af en sådan moderne familie. Vi er en familie med mine og dine børn, der hver har deres særlige familier, men sammen er vi også en familie. Så at tale om familie i meget snæver forstand giver ikke rigtig mening i den tid, vi lever i. Det gør så nok ikke de dilemmaer, vi kan stå over for, mindre end i de gode gamle dage, hvor der på godt og ondt var meget mere, der ikke var til diskussion.

Familien af i dag lever ikke løsrevet fra det samfund, der omgiver os. Mange af mine blogs er en kommentar til de samfundsmæssige grundvilkår, vi har som familie og menneske – herunder vores singlekultur, individualisme, præstations kultur og alt hvad det giver af forventnings pres.

Lidt mere af det uperfekte tak!

Hvor er det befriende nogen gange at møde nogen, der tør indrømme sine fejl. Ja, der findes faktisk ikke noget værre end perfekte mennesker, hvis du spørger mig. Alligevel er det som om, det er det perfekte alle stræber efter. Det uperfekte menneske har næsten ikke sin gang på jorden længere, og det er uhensigtsmæssigt, for ingen er perfekte.

Hvem har ikke mødt superkvinden, der altid står klar med hjemmebagte speltboller, hjemmet ligner noget fra en rengørings reklame, hun løfter aldrig stemmen over for sine børn, hun giver altid børnene det rigtige med på madpakken og køber kun økologisk og sundt.

Sådan er jeg sandt at sige ikke. Jeg sviner i køkkenet, glemmer at smide mit beskidte tøj til vask, spiser for mange trøfler, køber det der er billigst i Supermarkedet inklusiv sprøjtegifte og jeg skælder ud på dem, jeg har kær- selv uden grund.

Jeg husker engang, hvor min mellemste datter kiggede på mig og spurgte med alvorlig mine: ”Skulle du forestille at være børnepsykolog?”. Bemærkningen kom lige efter, at jeg igen igen havde været urimelig og skældt ud over en lille bagatel, som enhver overskudsmor ville have ladet passerer. Men ikke jeg. Jeg blev flov. Meget flov – for sådan er en god mor ikke.

Så var det, at det slog mig, at måske en god mor er lige præcis sådan. En god mor er en menneskelig mor. En menneskelig mor laver fejl.

Forestil dig at du viser dine børn, hvor perfekt du hele tiden er.  Det bliver godt nok svært for dem at skulle leve op til.

Det bliver ikke spor svært for mine børn at leve op til mig. Jeg har lavet tusindevis af dumme fejl. Skabt mig urimeligt, sprunget over hvor gærdet er lavest, svigtet og sjusket.

Jeg prøver at stå ved det og indrømme mine fejl.

Så i stedet for at være perfekt har jeg valgt at være et godt forbillede ved at lave fejl – masser af fejl. Det er også meget nemmere.