Kæft trit og retning

Min søn har skrevet kontrakt med Militæret. Helt frivilligt sad han klar ved computeren i oktober måned, da pladserne til værnepligten blev udbudt. For han ville ind til Militæret.

Det havde jeg ikke lige set komme. Faktisk troede jeg slet ikke, han ville kunne leve med, at andre fortalte ham, hvad han skulle. Nu modtager jeg SMS’er med ”modtaget”, ”noteret” og ”javel”.

Ved en af de første morgenmønstringer havde han ikke barberet sig ordentligt. Det blev straks påtalt og han måtte på den igen.

Han elsker det. Han sætter så stor pris på at være inde ved militæret, at jeg må prøve at forstå hvorfor.

Hvad er det militæret kan tilbyde vores unge i dag?

Jeg tror, at en del af forklaringen er en tydelig struktur. Tydelige forventninger. Og lever du op til dem, så er der anerkendelse. Hvis ikke er det en ommer.

En ramme der udstikker, hvad du må og skal. En ramme der siger, hvad der ikke er acceptabelt.

Det er min erfaring, at mange unge savner det i dag. I sidste weekend råbte Politiken vagt i gevær. På ti år er antallet af depressionsramte steget med en fjerdedel. Og de skriver, at det blandt andet skyldes vores komplekse samfund.

Du kan blive alt og gøre alt, hvad du føler for. Hvis bare du vil noget nok, så kan det lade sig gøre. Som et ekko fra den amerikanske drøm, der bygger på forestillingen om, at enhver ved flid og arbejdsomhed kan opnå alt.

Så hvis du ikke klarer dig, er der kun én at bebrejde: DIG. Når alle muligheder ligger åbne, kan man let fare vild. Alt er dit eget ansvar.

Nu er det ikke sådan, at man ikke har et ansvar indenfor militæret. Det har man i høj grad. Der er også forventninger til dig. Det sker bare indenfor en tydelig ramme og i et tydeligt hierarki. Kursen er stukket ud.

Når det er sagt, så håber jeg, at min søn vil svare: JAVEL, når jeg beder ham lade det blive ved værnepligten.

 

 

 

Jeg har lige løbet 100 km

Det var en af mine nybagte mødre, der forleden karikerede Instagram virkeligheden. Hun havde slettet sin Instagram og sin Facebookprofil, for hun kunne ikke være i alt det perfekte, de alle lagde ud. En har lige løbet en lang tur, en anden har lige bagt boller, en tredje har lige tilberedt et sundt måltid mad.

Det lå så langt fra, hvad hun selv overkommer, at det ikke var til at holde ud. Hun sad der med tårer i øjnene og sagde, at det at gå hjemme på barsel var så meget anderledes, end hun havde forestillet sig.

Hun havde troet, hun skulle stå klar med ny bagte boller, når hendes kæreste kom hjem fra arbejde.

Og hver dag skete det samme, når han spurgte til hendes dag, så syntes hun ikke rigtig, hun havde nået noget. Og han kom nok også uden at ville det til at sparke lidt til den dårlige samvittighed, for han kunne svare: ”har du ikke lavet andet?”.

Næh, hun havde såmænd bare været nærværende overfor deres lille søn. Ammet ham, skiftet ham, givet ham tøj på, gået tur med ham, ammet ham, skifte ham, givet ham tøj på. Og kigget på ham, kigget på ham og kigget på ham.

Hvad mon den lille vil foretrække. Varme velduftende boller eller en nærværende mor? Her kom svaret prompte. Han foretrækker selvfølgelig en nærværende mor. Hvad med manden? Jooooo, faktisk havde han nok heller ingen forventning om friske boller.

 

Superkvinder findes kun på film

Superkvinden findes kun på film. Alligevel er der rigtig mange kvinder, der forsøger at bilde sig selv og andre noget andet ind.

Forleden havde jeg en samtale med en klient og nybagt mor. Nu kunne hun simpelthen ikke længere holde sin egen utilstrækkelighedsfølelse ud. Alle de andre mødre i mødregruppen var så langt bedre end hende til at holde styr på alting. Hun måtte melde sig ud af mødregruppen, for hun fik stress af at være med, forklarede hun mig.

Hvor er det trist. For i gruppen havde hun mulighed for at dele tanker og bekymringer over at stå med ansvaret for et lille nyt væsen. Ingen andre forstår så godt som andre nybagte mødre, hvad det er for udfordringer, man står over for. Og i stedet havde det udviklet sig til en kamp om at signalere, at man var den perfekte mor. En perfekt mor der trods manglende nattesøvn stod klar med afskårne tulipaner og nybagt brød.

Det er trist, at vi er så nemme at narre. Kunne hun da ikke se, at de andre spillede superkvinder og at de var præcis så sårbare som hun? At lige inden hun trådte ind af døren, havde værtinden, der nu stod skruet ned i sine stramme jeans fra inden hun blev gravid, skiftet bluse, fordi der var gylp ud over det hele? Ja, jeg ved selvfølgelig ikke, om det var sådan. Jeg gætter bare. Jeg ved dog, at det er et godt gæt.

Så i stedet for at tage halen mellem benene fik hun til opgave at italesætte det over for de andre i gruppen. Indrømme at hun havde brug for dem og brug for at de sammen kunne være ærlige. Én er nødt til at starte med at være ærlig.

Det er ikke kun nybagte mødre, der spiller superkvinder. Det er vi rigtig mange, der fortsætter med igennem hele livet. Nu står man så der med nyt liv. Måske det var et godt sted at starte med at være mere ærlig. Ikke kun for din egen skyld. Ikke kun for de andre mødres skyld. Også for det barn, du bærer i dine armes skyld.

Nyt liv er nye muligheder. Du kan være med til at vise dit lille barn, at vi alle kun er mennesker. Så foregå dit barn med et godt eksempel og vis at alt ikke behøver være perfekt for at være godt nok.