Smukke unge mennesker

Tillykke med huen. Nu er tiden på gymnasiet slut, og du står over for en masse ubrugt tid. Det kaldes fremtiden.

Fremtiden er resten af din tid.

Du lever ikke løsrevet fra vi andres tid. Og selvom murene har beskyttet dig, har du jo allerede fornemmet vores forventninger til dig.

Velkommen til vores tid.

Den tid, vi har bildt dig ind, du kan blive alt i, hvis du har slidt i det. Mulighederne ligger åbne for dig. Ikke alle muligheder som vi måske har lokket lidt med. når vi ville motivere dig til lige at give den en ekstra skalle, men mange muligheder.

I den tid, du nu skal være en del af, kan vi have et lidt anstrengt forhold til fremtiden. Til tider løber vi så stærkt, at det kunne se ud som om, vi er bange for at blive løbet over ende af den.

Nu får du lige lov til at fulde dig lidt, så skal  du på den igen. Inden længe skal du begynde på en uddannelse. Du har jo knoklet for at få snittet til det.

Inden du knokler videre, så er der et spørgsmål, jeg gerne vil, at du skal tænke lidt over.

Hvad har gjort en forskel for dig på studiet, og hvad vil du tage med dig videre frem i livet? Er det kun alle 12- tallerne og den viden, du har opnået, eller er det også de nære relationer, du har fået?

Hvis det også er relationerne så mind dig selv om det, når du inden længe iler videre. Vi her ude i samfundet kan nemlig godt glemme vigtigheden af det.

Jeg er blevet lidt bekymret over en undersøgelse, jeg har læst om unges trivsel.

I er dygtigere end nogensinde før, og alligevel scorer I højt på mistrivsel. Aldrig har unge fået givet så megen selvtillid med af deres forældre og alligevel er mange ikke tilfredse med den de er.

Det passer ikke rigtig sammen. Der er noget, der ikke stemmer.

Det er, når vi indgår i relationer med andre, der sætter pris på os, at vi finder frem til selvværdet. Det er afgørende at give plads til at være noget for hinanden. For hvis vi kun går efter at være hurtigere, klogere, smukke og produktive, så ender det galt.

Skal? Skal ikke?

Verdens første vaccine mod kræft. Hvem kan sige nej til det?

Hver tredje forældre er i tvivl, om deres datter skal have HPV-vaccinen. Antallet af vaccinerede piger er styrtdykket herhjemme. Særligt efter TV2 dokumentaren om påståede bivirkninger til vaccinen er der sket et markant fald i piger, der vaccineres.

Siden 2009 har danske piger i 12 års alderen fået tilbudt gratis HPV-vaccination. Sundhedsstyrelsen håber at kunne udrydde den frygtede livmoderhalskræft, der særligt rammer helt unge kvinder. Hvert år får mellem 4-500 kvinder diagnosticeret livmoderhalskræft og 100 kvinder dør årligt. Dertil kommer et stort antal af kvinder, der får konstateret celleforandringer eller forstadier til kræft. Med vaccinen falder risikoen for livmoderhalskræft anslået med 70 %.

Med så klart et budskab skete der desværre det, at Sundhedsstyrelsen blev lidt for selvfed og derfor gik i forsvar, da piger klagede over hovedpine og kvalme samt svimmelhed.

Meget kunne måske have set anderledes ud, hvis de var gået up front og indrømmet, at det er en mulig bivirkning til vaccinen. Disse bivirkninger skulle de have erkendt.

Tillid er altafgørende. De fleste mennesker kan sagtens acceptere, at der er risiko for bivirkninger. Sådan er det med vacciner. Det, folk ikke kan acceptere, er, hvis deres bekymring fejes af bordet og det har Sundhedsstyrelsen desværre medvirket til.

Debatten er i stedet løbet helt af sporet.

Piger med påståede alvorlige bivirkninger har fyldt i mediebilledet. Heldigvis er der ikke fundet en sammenhæng mellem disse alvorlige  symptomer og HPV-vaccinen. Pigerne er syge og har brug for hjælp. Det skal anerkendes. Vi må bare ikke forklare det med bivirkninger til vaccinen.

Sundhedsstyrelsen har med en storstilet kampagne til 5 millioner kroner forsøgt at vende den bekymrende udvikling. Sammen med Lægeforeningen og Kræftens Bekæmpelse har de derfor søsat en ny meget følelsesladet kampagne, der skal få forældre til at lade deres døtre vaccinere.

Kampagnen skal genoprette tilliden til HPV-vaccine mod livmoderhalskræft.

Måske de skulle turde stille spørgsmålet: Foretrækker du svimmelhed og kvalme i en periode efter vaccinen, eller foretrækker du øget risiko for livmoderhalskræft?

To torsdage på en uge

Er man en god forælder, hvis man bestræber sig på, at ens barn ikke skal have det svært på nogen måde?

Og er vi forældre i bestræbelserne efter at være de perfekte forældre kommet til at lære vores børn, at kun det bedste er godt nok til dem, og hvad de ønsker, skal de få?

En af mine kolleger stod overfor en svær beslutning, for hendes søn havde fødselsdag, og han var angiveligt den eneste i klassen, der ikke havde et Segboard.

Hun havde egentlig ikke hverken råd eller lyst til at give ham sådan et, men omvendt var det næsten synd. Hun ville jo selvfølgelig helst ikke skuffe ham.

Sådan er livet jo ikke. Livet er en lang række af skuffelser og nederlag. Vi møder masser af modgang som menneske.

Hvordan skal vores børn og unge være forberedt på det, hvis de igennem et langt liv lærer, at mor ringer til skolen, hvis Louise ikke vil lave en legeaftale. Far ringer til fodboldtræneren og sørger for, at sønnike får spilletid på førsteholdet. Og selvfølgelig skal de have en iPhone, for det har alle de andre børn.

Mange børn i dag lærer ikke at takle udfordringer og udsætte deres behov.

Sådan var det ikke, da jeg var barn.

Når jeg som barn ønskede mig noget inderligt, sagde min far altid: ”Du må få det, når der er to torsdage i en uge”.

For mig gav det plads til drømmene. Der var tændt et håb. For mon ikke det ville være muligt, at det kunne ske? Jeg var faktisk ret gammel, inden jeg blev klar over, at det ikke kunne lade sig gøre.

Indtil da havde jeg haft masser af plads til at drømme. Drømme om at få en slaskedukke, de der seje kassebukser, en hund, en hamster og en hest.

Jeg lærte samtidig noget vigtigt om det at være menneske. Nemlig at man ikke kan få alt.

Det er ikke alle ønsker, der går i opfyldelse. Hvis vi igennem et helt liv er blevet forledt til at tro det, så slår det dobbelt hårdt, den dag vi måske ikke kommer ind på drømmestudiet, kæresten slår op eller en anden får det job, vi troede, vi var selvskrevet til.

Barn i en terrortid

Hvad stiller man op som forældre i disse tider, hvor terror truslen er mere reel end nogensinde tidligere? Hvad siger man til sine børn? Hvad er mest hensigtsmæssigt?

Det er et svært spørgsmål. Som forældre har vi en helt naturlig beskyttertrang over for vores børn. Vi ønsker for dem, at de må vokse op uden at skulle gå at bekymre sig og være bange. Sådan er virkeligheden bare ikke længere.

Virkeligheden er skræmmende. Som forældre kan vi let føle os magtesløse. For hvad skal man stille op, når barnet kommer og giver udtryk for at være bange for, at terrorister slår dem selv og hele familien ihjel. Jeg tror, langt de fleste forældre ikke aner, hvad de skal stille op med sådanne spørgsmål.

Vi lever i en tid, hvor nyhedsstrømmene er voldsomme. Da jeg var barn, var det begrænset, hvad vi fik indblik i omkring ufred i verden. Mine forældre så TV avisen efter, at jeg var lagt i seng. Jeg sov trygt og godt, mens de voksne vagtsomt fulgte med under Cuba krisen.

Det er meget anderledes i dag. Voldsomme billeder af børn og voksne, der desperat løber for deres liv fylder vores stuer. Og selvom vi forsøger at undgå, at børnene ser med, kan det være svært.

Hvad svarer man så, når ens barn ikke kan falde i søvn på grund af ængstelse?

Ofte tror jeg, vi kommer til at svare: Bare rolig skat. Det sker ikke her, hvor vi bor.

Det er desværre ikke sandt og som altid, når vi gerne vil trøste noget væk, så har det den stik modsatte effekt.

Vores hensigt er, at barnet skal stoppe med at bekymre sig. I stedet får vi signaleret, at det her kan vi ikke tale om. Barnet lades alene med sine tanker og bekymringer, og katastrofetankerne vokser sig større inde i barnets hoved.

Prøv i stedet at spørge dit barn: Hvad gør dig bange? Hvad kommer du til at tænke på? Hvad kan jeg gøre for, at du skal være mindre bange? Hvad plejer at hjælpe dig, når du bliver bange?

Tommerfingerregel nummer 1 : Du skal lytte mere, end du taler. Børn forstår ting meget anderledes end voksne. Sørg for at få vished for, hvad barnet reelt spørger om. Overdyng ikke barnet med informationer, men svar åbent og ærligt på barnets spørgsmål.

 

Kæft trit og retning

Min søn har skrevet kontrakt med Militæret. Helt frivilligt sad han klar ved computeren i oktober måned, da pladserne til værnepligten blev udbudt. For han ville ind til Militæret.

Det havde jeg ikke lige set komme. Faktisk troede jeg slet ikke, han ville kunne leve med, at andre fortalte ham, hvad han skulle. Nu modtager jeg SMS’er med ”modtaget”, ”noteret” og ”javel”.

Ved en af de første morgenmønstringer havde han ikke barberet sig ordentligt. Det blev straks påtalt og han måtte på den igen.

Han elsker det. Han sætter så stor pris på at være inde ved militæret, at jeg må prøve at forstå hvorfor.

Hvad er det militæret kan tilbyde vores unge i dag?

Jeg tror, at en del af forklaringen er en tydelig struktur. Tydelige forventninger. Og lever du op til dem, så er der anerkendelse. Hvis ikke er det en ommer.

En ramme der udstikker, hvad du må og skal. En ramme der siger, hvad der ikke er acceptabelt.

Det er min erfaring, at mange unge savner det i dag. I sidste weekend råbte Politiken vagt i gevær. På ti år er antallet af depressionsramte steget med en fjerdedel. Og de skriver, at det blandt andet skyldes vores komplekse samfund.

Du kan blive alt og gøre alt, hvad du føler for. Hvis bare du vil noget nok, så kan det lade sig gøre. Som et ekko fra den amerikanske drøm, der bygger på forestillingen om, at enhver ved flid og arbejdsomhed kan opnå alt.

Så hvis du ikke klarer dig, er der kun én at bebrejde: DIG. Når alle muligheder ligger åbne, kan man let fare vild. Alt er dit eget ansvar.

Nu er det ikke sådan, at man ikke har et ansvar indenfor militæret. Det har man i høj grad. Der er også forventninger til dig. Det sker bare indenfor en tydelig ramme og i et tydeligt hierarki. Kursen er stukket ud.

Når det er sagt, så håber jeg, at min søn vil svare: JAVEL, når jeg beder ham lade det blive ved værnepligten.

 

 

 

Jeg har lige løbet 100 km

Det var en af mine nybagte mødre, der forleden karikerede Instagram virkeligheden. Hun havde slettet sin Instagram og sin Facebookprofil, for hun kunne ikke være i alt det perfekte, de alle lagde ud. En har lige løbet en lang tur, en anden har lige bagt boller, en tredje har lige tilberedt et sundt måltid mad.

Det lå så langt fra, hvad hun selv overkommer, at det ikke var til at holde ud. Hun sad der med tårer i øjnene og sagde, at det at gå hjemme på barsel var så meget anderledes, end hun havde forestillet sig.

Hun havde troet, hun skulle stå klar med ny bagte boller, når hendes kæreste kom hjem fra arbejde.

Og hver dag skete det samme, når han spurgte til hendes dag, så syntes hun ikke rigtig, hun havde nået noget. Og han kom nok også uden at ville det til at sparke lidt til den dårlige samvittighed, for han kunne svare: ”har du ikke lavet andet?”.

Næh, hun havde såmænd bare været nærværende overfor deres lille søn. Ammet ham, skiftet ham, givet ham tøj på, gået tur med ham, ammet ham, skifte ham, givet ham tøj på. Og kigget på ham, kigget på ham og kigget på ham.

Hvad mon den lille vil foretrække. Varme velduftende boller eller en nærværende mor? Her kom svaret prompte. Han foretrækker selvfølgelig en nærværende mor. Hvad med manden? Jooooo, faktisk havde han nok heller ingen forventning om friske boller.

 

Superkvinder findes kun på film

Superkvinden findes kun på film. Alligevel er der rigtig mange kvinder, der forsøger at bilde sig selv og andre noget andet ind.

Forleden havde jeg en samtale med en klient og nybagt mor. Nu kunne hun simpelthen ikke længere holde sin egen utilstrækkelighedsfølelse ud. Alle de andre mødre i mødregruppen var så langt bedre end hende til at holde styr på alting. Hun måtte melde sig ud af mødregruppen, for hun fik stress af at være med, forklarede hun mig.

Hvor er det trist. For i gruppen havde hun mulighed for at dele tanker og bekymringer over at stå med ansvaret for et lille nyt væsen. Ingen andre forstår så godt som andre nybagte mødre, hvad det er for udfordringer, man står over for. Og i stedet havde det udviklet sig til en kamp om at signalere, at man var den perfekte mor. En perfekt mor der trods manglende nattesøvn stod klar med afskårne tulipaner og nybagt brød.

Det er trist, at vi er så nemme at narre. Kunne hun da ikke se, at de andre spillede superkvinder og at de var præcis så sårbare som hun? At lige inden hun trådte ind af døren, havde værtinden, der nu stod skruet ned i sine stramme jeans fra inden hun blev gravid, skiftet bluse, fordi der var gylp ud over det hele? Ja, jeg ved selvfølgelig ikke, om det var sådan. Jeg gætter bare. Jeg ved dog, at det er et godt gæt.

Så i stedet for at tage halen mellem benene fik hun til opgave at italesætte det over for de andre i gruppen. Indrømme at hun havde brug for dem og brug for at de sammen kunne være ærlige. Én er nødt til at starte med at være ærlig.

Det er ikke kun nybagte mødre, der spiller superkvinder. Det er vi rigtig mange, der fortsætter med igennem hele livet. Nu står man så der med nyt liv. Måske det var et godt sted at starte med at være mere ærlig. Ikke kun for din egen skyld. Ikke kun for de andre mødres skyld. Også for det barn, du bærer i dine armes skyld.

Nyt liv er nye muligheder. Du kan være med til at vise dit lille barn, at vi alle kun er mennesker. Så foregå dit barn med et godt eksempel og vis at alt ikke behøver være perfekt for at være godt nok.