Nøgen på nettet

Ugens opslag tager afsæt i den aktuelle sag, hvor mere end 1000 unge sigtes for at have delt en sexvideo. Opslaget kan gøres meget kort: Del aldrig. Punktum.

Jeg har egentlig mest lyst til at skrive: Lad dig aldrig fotografere i intime situationer. Når man er gammel og forstokket som jeg, kan man ikke lade være med at spørge sig selv om, hvorfor de dog tager de billeder.

Men det gør rigtig mange unge. Det er en del af ungdomskulturen i dag at tage seksuelle billeder og videoer.

En væsentlig del af identitetsdannelsen er at tage afstand fra dele af det, vi gør som voksne. I stedet spejler unge sig i forskellige grupperinger. De vælger, hvor de hører til, og de klæder sig efter gruppens normer og tillægger sig de samme attituder og sprog som dem, de føler sig som en del af.

Og her er nettet en fantastisk mulighed for at finde ligesindede, som kan hjælpe med en identitet. Nettet bliver det spejl, mange unge stiller op for sig selv, når de spørger: Hvem er jeg?

Og mange unge har den opfattelse, at alle tager intime billeder af sig selv. Så man må også hellere selv være med på den del af ungelivet.

Den digitale verden er med helt inde i soveværelset og min erfaring er, at man ikke kan stoppe en udvikling. Man kan i bedste fald forholde sig til den. Og ved at sige til de unge, at de ikke må lade sig fotografere, kommer man til at lægge ansvaret over på dem, når det ender galt. Med ansvaret følger skyld og skam.

Det er enormt følsomt, når intime billeder og film deles offentligt.

Hvad sagde jeg? Kan man næsten høre sig selv sige. Og det er da en ringe trøst til den unge.

Børn og unges relationer er blevet digitaliserede og dermed er børn mere på nettet, end man selv er og nogensinde kommer. Men kan vi så som forældre ligeså godt erkende, at løbet er kørt?

Det er en balancegang. For vi skal også som forældre turde sige højt, at der ikke er nogen garanti for, at noget forbliver privat, når først billedet eller videoen er taget.

Som forælder har vi et ansvar for, at vores børn bliver godt rustet til at navigere fornuftigt i den digitale verden. De har ikke altid modenhed og erfaring til at forestille sig de mulige følger af at sende et nøgenbillede til kæresten.

Dialog er vigtig. Tal åbent om nettes bagsider.

Forklar også dit barn og unge, at det er ulovligt at dele intime billeder af andre. Man har pligt til at spørge om lov, inden du deler en video eller et bilede. Derfor må vi gentage igen og igen, at de ALDRIG må dele intime billeder. Tal med dit barn ærligt om konsekvenserne ved deling, som kan være strafbart.

Som forældre skal vi lære vores børn at reflektere over grænser.  Skab en åbenhed, hvor dit barn kan komme til dig, hvis det har modtaget billeder med seksuelt materiale. Og også hvis dit barn har fået delt egne billeder mod sin vilje.

Barn i en præstationskultur

Kom, siger vi lokkende. Du er født i mulighedernes tid.

Som barn i dag er du født ind i mulighedernes tid og nutidens præstationssamfund. Her kan du blive alt, når bare du vil det nok. Spids ikke kun blyanten men også albuerne. For krav og forventninger er en del af skolelivet.

Kravene vil accelerere hele vejen op gennem uddannelsessystemet fra folkeskolen op gennem gymnasiet til universitetsniveau. Allerede efter nogle år på skolebænken er mange børn og unge bekymrede over, om de klarer sig godt nok i skolen.

Alle landets 8. klasser har netop overstået evalueringen af, hvorvidt de er uddannelsesparate. Det siger ministeriet, at lærerene skal vurdere. Det har været med gråd og tårer for rigtig mange.

Børn og unge skal tilmed ikke kun klare sig godt i skolen. De skal performe på alle arenaer. De skal se godt ud. Være populær. Kunne navigere på de sociale medier. Man skal være den bedste til alt, hvad man foretager sig. Der er forventninger fra såvel de unge selv, fra skolen og fra forældre.

Langt fra alle føler, at de lever op til de givne krav om at præstere, og de føler sig forkerte.

Rigtig mange børn og unge har problemer med angst, ensomhed og selvmordstanker. Det viser flere undersøgelser.

Undersøgelser viser, at mere end hver anden gymnasieelev har stress symptomer. De har hovedpine, svært ved at falde i søvn. Ca. hver fjerde har et højt stress niveau, og alt for mange lider af de mere alvorlige symptomer som angst og depression.

Det er afgørende for børn og unge at have forældre, der støtter dem i, at livet er andet end gode karakterer og det perfekte liv på Facebook. Som forældre er vi imidlertid selv en del af den præstationsfremmende kultur.

Vi lever i et præstationssamfund. Vi skal alle være fleksible, robuste, tænke innovativt og se muligheder. Vi networker og poster vores successer på Linkedin, mens vi udtaler os bekymrede om, at vores børn er for meget på Facebook og Instagram.

Vi er, når alt kommer til alt, alle underlagt det samme præstationspres.

WHO vurderer, at stress og følgevirkninger heraf kan blive en af de største trusler mod sundheden. Der er grund til bekymring. Manglende robusthed og særlig sensitivitet kan ikke være hele forklaringen.

 

 

 

 

Lig et under

Kærlighed er egentlig noget underligt noget.

Kærlighed er mere og andet end erotisk kærlighed og forelskelse. Mange har kærlighed til jobbet, til kunst og til naturen. Der er også forholdet mellem forældre og barn. Og til bonusbørn.

Kærlighed er mange ting. Der kunne med fordel være flere ord for kærlighed.

Ugens blogopslag handler om den forunderlige kærlighed mellem forældre og barn. Jeg husker, da jeg ventede mit andet barn, Olivia. Jeg var nervøs for, om jeg ville kunne elske hende ligeså højt som mit første barn, Lea.

Det nyfødte barn mødes af den allerførste emotionelle tilknytning fra en omsorgsperson, der oftest føler en dyb kærlighed til det lille nye og afhængige væsen, som hun har givet liv til.

Sjovt som man kan tro, at kærlighed er sådan en størrelse, som kan blive brugt op.

Og i hvert fald er det noget, man erfarer ikke sker, når man får børn.

Tværtimod er det som om, at jo mere kærlighed man giver, jo mere kærlighed kan man opleve at have. Der var heldigvis kærlighed nok både til Lea, Olivia og også til Jonas, da han kom til verden. Trip, trap, træsko.

Det er forunderligt. Lig et under eller bare underligt.

Kærlighed til ens barn er oplevelsen af, at en anden er vigtigere for mig, end jeg selv er. Man er som udgangspunkt klar til at tilgive alt, fordi forholdet er vigtigere, end enkelt handlingerne er. Man er overbærende i kærlighed og hænger sig ikke i bagateller.

Kærlighed er dog mere end følelser. Den er også identitetsdannende. Det dannende eller opbyggelige i kærligheden består i, at man vokser ved den.

Elsket bliver man til.

Den andens accept af den, man er, er med til at gøre verden til et trygt sted at være for barnet. Det giver selvværd til børn og unge i en tid, hvor alt for mange tvivler på sig selv. Så husk at vis det og sig det højt:

Jeg elsker dig, alene fordi du er min. Ikke for noget du gør, eller præstationer du udfører. Alene fordi du er den, du er.

Mit speciale

Alle psykologer har et område, de har særlig viden indenfor. Jeg tager mig af dem, der ikke fejler noget!? ”De er jo ikke rigtig syge, så det er godt, der findes sådan nogen som dig”. ”Det er jo bare indbildning og noget hun siger for at få opmærksomhed”.

Jo, fordommene lever i bedste velgående, når det gælder den store kategori af mennesker, der plages af funktionelle symptomer. Jeg ser børn og unge med forskellige symptomer. De lider af mavesmerter, hovedpine, svimmelhed. Nogle har muskler, der er ømme. Eller de er plaget af en træthed, der er som en tung dyne.

Og så siger lægen, at de ikke fejler noget.

Funktionelle symptomer betyder, at vi med en snæver medicinsk sygdomsforståelse ikke kan forstå deres lidelse. Det ændrer bare ikke ved deres symptomer. Symptomer som hovedpine, mavepine, svimmelhed, besvimelse. Ret alvorlige symptomer på at noget er helt galt. Rigtig mange familier kender til udfordringerne med funktionel lidelse.

De har brug for at blive taget alvorligt. Oveni at have et barn der har det rigtig skidt, skal de så forholde sig til folks fordomme om, at det ikke er reelle symptomer. For det kan ikke måles i blodprøver eller ses på en scanning.

Men lad mig slå fast med det samme. Funktionelle smerter opleves i hjernen og er reelle. Funktionel lidelse er reel sygdom.

Vi mennesker er faktisk et kompleks samspil af fysiske, psykiske og sociale faktorer. Hvis man ønsker at hjælpe patienter, som er blevet syge af en funktionel lidelse, nytter det ikke, at man forsøger at betragte sygdommen som fysisk eller psykisk.

5 % af alle børn og unge har så alvorlige symptomer, at de ikke kan gå i skole, ikke kan være aktive i deres fritid og ikke kan være sociale med venner. Den præcise årsag kendes ikke og det levner plads til alle fordommene.

Vi ved, at negative følelser og stress kan gøre smerte værre. Ved funktionel lidelse mener man, at der er opstået en defekt i hjernens filter og at kroppen er i vedvarende alarmberedskab.

Kronisk smerte har hjernen tillært sig. Heldigvis er det sådan, at når hjernen har kunnet tillære sig smerte, så kan den også aflære det igen. De fleste kan derfor få en bedre livskvalitet, såfremt de lærer at tage hensyn til deres krop og øgede sårbarhed.

Et barn eller en ung, som er blevet syg af en funktionel lidelse, bliver ikke rask af at få at vide, at sygdommen slet ikke eksisterer. De har brug for hjælp.

Den dag vi pludselig blev naboen

Det sker kun for naboen, tænker vi altid, når angsten er ved at snige sig ind på os. Angsten for at vores børn kan rammes af alvorlig sygdom. For tanken om, at der kan ske vores børn noget, er ubærlig. Nogen bliver ramt.

Og måske er det os, der er naboen.

Barnet får en kronisk sygdom. Bliver ramt af eksempelvis hjertesygdom, diabetes, nyresygdom, kræft.

Vi har heldigvis haft et sundhedssystem, der har prioriteret psykolog hjælp til disse familier. Internationale og faglige retningslinjer anbefaler da også en tværfaglig indsats.

Kerneydelsen på Børne- og Ungeafdelinger her i landet er at behandle børn og unge patienter med kroniske sygdomme. Pædiateren har en nøglerolle i behandlingen af disse patienter. Men når et barn rammes af alvorlig sygdom, er det så indgribende for hele familien, at mange fagligheder må bringes i spil.

En kronisk diagnose er en stor belastning for familien, der risikerer at blive kastet ud i krise og magtesløshed med både psykiske og sociale følger. Fokus er på både det behandlingsmæssige og de psykosociale elementer, og som psykolog har jeg en vigtig opgave over for både børn og forældre. Forældrenes håndtering af forløbet påvirker barnet meget.

Jeg arbejder både meget selvstændigt med individuelle forløb med de alvorligt syge børn, deres forældre og med familiesamtaler. Jeg arbejder også tværfagligt med andre faggrupper – læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, diætist, pædagog, socialrådgiver og lærer – om at inddrage alle aspekter og skabe et så vellykket patientforløb som muligt. Hertil kommer samarbejde med de eksterne samarbejdspartnere.

Flere steder på landets Børne- Ungeafdelinger vil man minimere eller helt fjerne denne indsats.

Det giver helt sikkert en besparelse på den korte bane. På den lange bane derimod er jeg overbevist om, at når vi fjerner hjælpen til, at børnene og familierne får nødvendig støtte, så vil vi se børn og unge, der ikke formår at efterleve de livsstilsændringer, som behandlingen kræver.

Forventeligt vil flere også få de alvorlige følgevirkninger af kronisk sygdom som angst og depression.

Så ugens opslag er en støtte til mine psykologkolleger, der landet over gør et stort stykke arbejde. Ikke kun i forhold til kroniske syge børn og deres forældre. Også i forhold til svært overvægtige, udsatte familier, unge med funktionelle lidelser og forældre til for tidligt fødte børn.

Måske vi skulle genoverveje, om ikke vi har råd til at passe lidt bedre på hinanden.

Lille skat

Dagens blog er et nødråb, efter at jeg sidste weekend fik ødelagt mit gode humør, da jeg stod i kø i en af Københavns bedre bagere, hvor et rundstykke koster det tredobbelte af, hvad vi giver i Jylland.

Alligevel er køen gigantisk lang sådan en søndag morgen. Og så var det, jeg fik nok. For der foran i køen stod den unge mor og spurgte med sukkersød stemme: ”Hvad kunne du tænke dig lille skat?”.

Altså når man tager et barn med ind i en bagerbutik med hundrede forskellige kager i alle former og farver og boller med og uden kerner, med og uden rosiner, med og uden chokolade, så kan det godt blive lidt uoverskueligt.

Det var lige før jeg havde lyst til at blande mig: ”Hallo, hun ligner ikke en, der kan tygge et grovstykke med speltkerner, stik hende en chokoladebolle”.

Måske havde jeg fået det forkerte ben ud af sengen. For når ret skal være ret, så er medbestemmelse på boller nok der, hvor det faktisk giver god mening at inddrage sit barn,. Hvis altså ikke lige det var et valg ud af 100 forskellige stykker brød, der skulle træffes denne søndag morgen.

For børn skal skam have medindflydelse, men kun på det, de selv kan finde ud af at tage ansvar for. Og altid tilpasset barnets alder. Børn får imidlertid alt for meget ansvar, fordi vi er bange for at gøre dem kede af det.

Hånden på hjertet. Har du nogensinde hørt en treårig bede om at komme i seng, fordi hun var bange for at blive for træt i morgen, hvis hun ikke fik sin nattesøvn?

Eller en femårig sige, at hun hellere ville have gulerødder end bolcher, fordi det er sundere? Hvis ikke vi tør være en autoritet i selv de små hverdagsting, så er der lang vej hjem.

Der er noget, der hedder voksenansvar.

Smukke unge mennesker

Tillykke med huen. Sommeren er slut. Festen er forbi. Du skal videre. Kom ind i kampen.

Nu er tiden på gymnasiet slut, og du står over for en masse ubrugt tid. Det kaldes fremtiden. Fremtiden er resten af din tid.

Du lever ikke løsrevet fra vi andres tid. Og selvom murene har beskyttet dig, har du jo allerede fornemmet vores forventninger til dig.

Velkommen til vores tid.

Den tid, vi har bildt dig ind, du kan blive alt i, hvis du har slidt i det. Mulighederne ligger åbne for dig. Ikke alle muligheder som vi måske har lokket lidt med. når vi ville motivere dig til lige at give den en ekstra skalle, men mange muligheder.

I den tid, du nu skal være en del af, kan vi have et lidt anstrengt forhold til fremtiden. Til tider løber vi så stærkt, at det kunne se ud som om, vi er bange for at blive løbet over ende af den.

Nu har du fået lov at fulde dig lidt, så du skal  på den igen. Inden længe skal du begynde på en uddannelse. Du har jo knoklet for at få snittet til det.

Inden du knokler videre, så er der et spørgsmål, jeg gerne vil, at du skal tænke lidt over.

Hvad har gjort en forskel for dig på studiet, og hvad vil du tage med dig videre frem i livet? Er det kun alle 12- tallerne og den viden, du har opnået, eller er det også de nære relationer, du har fået?

Hvis det også er relationerne så mind dig selv om det, når du inden iler videre. Vi her ude i samfundet kan nemlig godt glemme vigtigheden af det.

Jeg er blevet lidt bekymret over en undersøgelse, jeg har læst om unges trivsel.

I er dygtigere end nogensinde før, og alligevel scorer I højt på mistrivsel. Aldrig har unge fået givet så megen selvtillid med af deres forældre og alligevel er mange ikke tilfredse med den de er.

Det passer ikke rigtig sammen. Der er noget, der ikke stemmer.

Det er, når vi indgår i relationer med andre, der sætter pris på os, at vi finder frem til selvværdet. Det er afgørende at give plads til at være noget for hinanden. For hvis vi kun går efter at være hurtigere, klogere, smukke og produktive, så ender det galt.

Og inden du haster videre så prøv lige en gang at stoppe op. Stop tiden og husk at nyd øjeblikket.

Skal? Skal ikke?

Verdens første vaccine mod kræft. Hvem kan sige nej til det?

Hver tredje forældre er i tvivl, om deres datter skal have HPV-vaccinen. Antallet af vaccinerede piger er styrtdykket herhjemme. Særligt efter TV2 dokumentaren om påståede bivirkninger til vaccinen er der sket et markant fald i piger, der vaccineres.

Siden 2009 har danske piger i 12 års alderen fået tilbudt gratis HPV-vaccination. Sundhedsstyrelsen håber at kunne udrydde den frygtede livmoderhalskræft, der særligt rammer helt unge kvinder. Hvert år får mellem 4-500 kvinder diagnosticeret livmoderhalskræft og 100 kvinder dør årligt. Dertil kommer et stort antal af kvinder, der får konstateret celleforandringer eller forstadier til kræft. Med vaccinen falder risikoen for livmoderhalskræft anslået med 70 %.

Med så klart et budskab skete der desværre det, at Sundhedsstyrelsen blev lidt for selvfed og derfor gik i forsvar, da piger klagede over hovedpine og kvalme samt svimmelhed.

Meget kunne måske have set anderledes ud, hvis de var gået up front og indrømmet, at det er en mulig bivirkning til vaccinen. Disse bivirkninger skulle de have erkendt.

Tillid er altafgørende. De fleste mennesker kan sagtens acceptere, at der er risiko for bivirkninger. Sådan er det med vacciner. Det, folk ikke kan acceptere, er, hvis deres bekymring fejes af bordet og det har Sundhedsstyrelsen desværre medvirket til.

Debatten er i stedet løbet helt af sporet.

Piger med påståede alvorlige bivirkninger har fyldt i mediebilledet. Heldigvis er der ikke fundet en sammenhæng mellem disse alvorlige  symptomer og HPV-vaccinen. Pigerne er syge og har brug for hjælp. Det skal anerkendes. Vi må bare ikke forklare det med bivirkninger til vaccinen.

Sundhedsstyrelsen har med en storstilet kampagne til 5 millioner kroner forsøgt at vende den bekymrende udvikling. Sammen med Lægeforeningen og Kræftens Bekæmpelse har de derfor søsat en ny meget følelsesladet kampagne, der skal få forældre til at lade deres døtre vaccinere.

Kampagnen skal genoprette tilliden til HPV-vaccine mod livmoderhalskræft.

Måske de skulle turde stille spørgsmålet: Foretrækker du svimmelhed og kvalme i en periode efter vaccinen, eller foretrækker du øget risiko for livmoderhalskræft?

To torsdage på en uge

Er man en god forælder, hvis man bestræber sig på, at ens barn ikke skal have det svært på nogen måde?

Og er vi forældre i bestræbelserne efter at være de perfekte forældre kommet til at lære vores børn, at kun det bedste er godt nok til dem, og hvad de ønsker, skal de få?

En af mine kolleger stod overfor en svær beslutning, for hendes søn havde fødselsdag, og han var angiveligt den eneste i klassen, der ikke havde et Segboard.

Hun havde egentlig ikke hverken råd eller lyst til at give ham sådan et, men omvendt var det næsten synd. Hun ville jo selvfølgelig helst ikke skuffe ham.

Sådan er livet jo ikke. Livet er en lang række af skuffelser og nederlag. Vi møder masser af modgang som menneske.

Hvordan skal vores børn og unge være forberedt på det, hvis de igennem et langt liv lærer, at mor ringer til skolen, hvis Louise ikke vil lave en legeaftale. Far ringer til fodboldtræneren og sørger for, at sønnike får spilletid på førsteholdet. Og selvfølgelig skal de have en iPhone, for det har alle de andre børn.

Mange børn i dag lærer ikke at takle udfordringer og udsætte deres behov.

Sådan var det ikke, da jeg var barn.

Når jeg som barn ønskede mig noget inderligt, sagde min far altid: ”Du må få det, når der er to torsdage i en uge”.

For mig gav det plads til drømmene. Der var tændt et håb. For mon ikke det ville være muligt, at det kunne ske? Jeg var faktisk ret gammel, inden jeg blev klar over, at det ikke kunne lade sig gøre.

Indtil da havde jeg haft masser af plads til at drømme. Drømme om at få en slaskedukke, de der seje kassebukser, en hund, en hamster og en hest.

Jeg lærte samtidig noget vigtigt om det at være menneske. Nemlig at man ikke kan få alt.

Det er ikke alle ønsker, der går i opfyldelse. Hvis vi igennem et helt liv er blevet forledt til at tro det, så slår det dobbelt hårdt, den dag vi måske ikke kommer ind på drømmestudiet, kæresten slår op eller en anden får det job, vi troede, vi var selvskrevet til.

Barn i en terrortid

Hvad stiller man op som forældre i disse tider, hvor terror truslen er mere reel end nogensinde tidligere? Hvad siger man til sine børn? Hvad er mest hensigtsmæssigt?

Det er et svært spørgsmål. Som forældre har vi en helt naturlig beskyttertrang over for vores børn. Vi ønsker for dem, at de må vokse op uden at skulle gå at bekymre sig og være bange. Sådan er virkeligheden bare ikke længere.

Virkeligheden er skræmmende. Som forældre kan vi let føle os magtesløse. For hvad skal man stille op, når barnet kommer og giver udtryk for at være bange for, at terrorister slår dem selv og hele familien ihjel. Jeg tror, langt de fleste forældre ikke aner, hvad de skal stille op med sådanne spørgsmål.

Vi lever i en tid, hvor nyhedsstrømmene er voldsomme. Da jeg var barn, var det begrænset, hvad vi fik indblik i omkring ufred i verden. Mine forældre så TV avisen efter, at jeg var lagt i seng. Jeg sov trygt og godt, mens de voksne vagtsomt fulgte med under Cuba krisen.

Det er meget anderledes i dag. Voldsomme billeder af børn og voksne, der desperat løber for deres liv fylder vores stuer. Og selvom vi forsøger at undgå, at børnene ser med, kan det være svært.

Hvad svarer man så, når ens barn ikke kan falde i søvn på grund af ængstelse?

Ofte tror jeg, vi kommer til at svare: Bare rolig skat. Det sker ikke her, hvor vi bor.

Det er desværre ikke sandt og som altid, når vi gerne vil trøste noget væk, så har det den stik modsatte effekt.

Vores hensigt er, at barnet skal stoppe med at bekymre sig. I stedet får vi signaleret, at det her kan vi ikke tale om. Barnet lades alene med sine tanker og bekymringer, og katastrofetankerne vokser sig større inde i barnets hoved.

Prøv i stedet at spørge dit barn: Hvad gør dig bange? Hvad kommer du til at tænke på? Hvad kan jeg gøre for, at du skal være mindre bange? Hvad plejer at hjælpe dig, når du bliver bange?

Tommerfingerregel nummer 1 : Du skal lytte mere, end du taler. Børn forstår ting meget anderledes end voksne. Sørg for at få vished for, hvad barnet reelt spørger om. Overdyng ikke barnet med informationer, men svar åbent og ærligt på barnets spørgsmål.