Kære konfirmand

DE 10 BUD

1. Du skal vælge dine kampe med omhu

2. Du skal vide, at mørket ikke kan lukkes ude, men du kan lukke lyset ind

3. Du skal øve dig i at tåle at tabe, vente på tur og udsætte behov

4. Du skal huske på, du er ikke verdens centrum, så du kan ikke altid få din vilje

5. Du skal huske kærligheden

6. Du skal lære at skamme dig meget mindre

7. Du skal vide, at selvom du er uperfekt, er du stadig elsket

8. Du skal turde at drømme

9. Du skal være god til at sige “Pyt!”

10. Du skal herfra en dag, men alle de andre dage skal du ikke

 

 

Diagnose iver?

Mine børn siger altid, at jeg har klaret mig meget godt af et DAMP barn at være. I dag kaldet ADHD.

Jeg griner og siger, at jeg er heldig med, at jeg ikke blev taget med til psykolog, for så havde jeg fået en diagnose.

At jeg er sådan en af slagsen, kan der imidlertid ikke være nogen tvivl om. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg var gennemskuet.

Da vi skulle rydde op i min mors skuffer efter hendes død, fandt jeg flere udklip fra diverse dameblade, der omhandlede de udfordringer, jeg har. Min mor nævnte det aldrig for mig. Jeg blev aldrig set af en læge, en psykolog eller anden fagperson.

Hvorfor jeg er taknemmelig over det?

Fordi jeg kan være nervøs for, om jeg så havde været her i mit liv i dag, eller om jeg så havde skrevet på en helt anderledes historie. Det finder jeg naturligvis aldrig ud af. Jeg tror det bare.

Jeg tænker nogle gange, om det kun er positivt, at vi har fået så travlt med alle de diagnoser.

Omvendt ville en diagnose kunne have frikendt mig for en del og frataget mig en masse ansvar. Det oplever jeg dog, at mine forældre og lærerne alligevel evnede.

Der blev båret meget over med mig, og det har været en nødvendighed. Det hjalp ikke at skælde ud på sådan en som mig.

Når jeg igen havde været uopmærksom og havde smadret endnu en ny cykel. Igen kom hjem med huller på tøjet, i hovedet og alle vegne. Når jeg igen havde været oppe at slås. Igen havde glemt min skoletaske. Og selvom skoletasken var med, så var det ikke nødvendigvis med de rigtige bøger.

Aldrig har jeg skulle høre:  ”Hendes bror er helt anderledes rolig og medgørlig”.

Jeg blev elsket, som den jeg er.

Som voksen har jeg kun få udfordringer i hverdagen. Jeg har udviklet mange mestringsstrategier, og mine symptomer bliver i dag kun tydlige, når jeg er under maksimalt pres.

Jeg vælger at tolke mig selv som en biologisk variant af det normale og ikke som en med en diagnose.

For nogen er en diagnose vejen til at få den nødvendige hjælp. Så det er meget komplekst.

Hurra jeg fik 12!

Sådan jublede min veninde forleden. Hun har netop fået SRP tilbage med dette flotte resultat. SRP er gymnasiets store hovedopgave, som tæller dobbelt, og derfor er en ekstra vigtig aflevering for de unge håbefulde studerende. Det havde været en nervepirrende ventetid fra aflevering til resultatet kom.

Der er bare det at sige til det, at min veninde er 50 år, og hun går ikke på Gymnasiet. Det gør hendes datter til gengæld.

Det var selvfølgelig med et glimt i øjet, men der var også et stort gran af sandhed i det. Fakta er nemlig, at både hun og hendes mand har hjulpet deres datter med den store opgave.

Jeg kunne ikke undlade at komme med en kommentar. For havde de så også tænkt sig, at de skulle skrive hendes afleveringer fremadrettet, når nu hendes flotte snit banede vejen for drømmestudiet?

Min veninde lod sig ikke sådan anfægte, for jeg måtte jo forstå, hvor vigtigt det er for datteren at få netop det rigtige snit, så alle fremtidsdrømme ligger åbne.

Vi er en forældregeneration, der strækker os meget langt i vores bestræbelser på at gøre alt for vores børn og unge. Spørgsmålet, der rejser sig, er, om det er gået for vidt?

Det hurtige svar er et stort rungende ja! Måske det er mere komplekst end som så. For er det ikke lidt langhåret, når jeg vedbliver at sige, at livet er andet end 12 taller, et perfekt ydre, drømmejob og drømmefyr?

Er forældre i dag måske i virkeligheden bare et produkt af den tid, vi lever i, hvor vi konstant får tudet ørene fulde af, at vores børn skal med på vognen, inden den kører.

Så får vi selvfølgelig en forældregeneration, der er hundeangst for, hvad der sker med deres barn i det her ræs, og forsøger at gøre det allerbedste, de har lært, for at give de bedst mulige vilkår for dem.

I virkeligheden gør min veninde måske lige præcis dét, som samfundet omkring inviterer til.

Kroppen

Krop og idealer er hovedemnet for den kampagne, der er kørt hen over landets folkeskoler i den forløbne uge. Sex og Samfund tilbyder hvert år i uge sex landets skoler undervisningsmateriale omkring seksualitet.

Hvor er det positivt, at fokus er på krop.

Vi dyrker kroppen som aldrig tidligere. Vi går i Fitness, som passer godt til det moderne menneskes livsform, fordi vi kan passe det ind i vores program. Vi kan tilmed vælge at styrke lige den del af kroppen, som er mest slatten og trænger til en opstrammer.

Det er beviseligt, at ens balder bliver flere centimeter længere, når man som jeg ryger op i alderen, så jeg laver naturligvis baldestrammende indsats. Rundt omkring mig der i lokalet ser jeg mange, der tager selfies af deres præstationer og ligger dem ud på de sociale medier.

Jo, vi har travlt med kropsdyrkelse.

Bagefter mødes vi i omklædningsrummet i alle aldre. Tykke og tynde, muskuløse og slaphudede, bryster der stritter og bryster der hænger. Ja, som vi nu engang ser ud. Og her slår det mig, hvor få der bader.

For kropsdyrkelsen og kropsskammen går hånd i hånd. Dyrkelsen af den perfekte slanke og fitte krop har en bagside. Den findes som oftest kun på de sociale medier efter at være gået igennem diverse filtre. Og virkeligheden, når vi så står der og kigger ned af vores ufuldkomne kroppe, gør, at rigtig mange rammes af en utilstrækkelighedsfølelse.

Det er et paradoks, hvordan netop dyrkelsen af kroppen og udstillelse på de sociale medier ses samtidig med, at en form for nypuritanisme skyller over landet.

Jeg er selv vokset op i en tid, hvor forældregenerationen pludselig smed bikini overdelen og var optaget af at være naturlige. De lå der på stranden som Gud havde skabt dem og der var fællesbad i badekaret derhjemme med søskende og veninder.

Da min generation voksede op, var vi mere blufærdige og sørgede for at ligge fladt ned på stranden, inden bikinitoppen kom af. Og den blev sirligt bundet igen via nogle meget akrobatiske øvelser, inden vi rejste os op. Den yngre generation, vil aldrig kunne finde på at smide deres top.

En undersøgelse af de danske gymnasieelever viser, at 2/3 ikke går i bad efter idræt. Det er det samme billede, der viser sig en tilfældig dag i omklædningsrummet i Fitness. For vi ældre er åbenbart blevet smittet.

Jeg håber at en kampagne, som den der er gået hen over det ganske land i den forløbne uge, har været med til at få gang i snakken derude på landets skoler.

Kroppen er fantastisk. Den kan vække så meget nydelse. Den kan klare så mange strabadser. Den bærer rundt på os et helt liv. Men perfekt – det bliver den aldrig.

Nøgen på nettet

Ugens opslag tager afsæt i den aktuelle sag, hvor mere end 1000 unge sigtes for at have delt en sexvideo. Opslaget kan gøres meget kort: Del aldrig. Punktum.

Jeg har egentlig mest lyst til at skrive: Lad dig aldrig fotografere i intime situationer. Når man er gammel og forstokket som jeg, kan man ikke lade være med at spørge sig selv om, hvorfor de dog tager de billeder.

Men det gør rigtig mange unge. Det er en del af ungdomskulturen i dag at tage seksuelle billeder og videoer.

En væsentlig del af identitetsdannelsen er at tage afstand fra dele af det, vi gør som voksne. I stedet spejler unge sig i forskellige grupperinger. De vælger, hvor de hører til, og de klæder sig efter gruppens normer og tillægger sig de samme attituder og sprog som dem, de føler sig som en del af.

Og her er nettet en fantastisk mulighed for at finde ligesindede, som kan hjælpe med en identitet. Nettet bliver det spejl, mange unge stiller op for sig selv, når de spørger: Hvem er jeg?

Og mange unge har den opfattelse, at alle tager intime billeder af sig selv. Så man må også hellere selv være med på den del af ungelivet.

Den digitale verden er med helt inde i soveværelset og min erfaring er, at man ikke kan stoppe en udvikling. Man kan i bedste fald forholde sig til den. Og ved at sige til de unge, at de ikke må lade sig fotografere, kommer man til at lægge ansvaret over på dem, når det ender galt. Med ansvaret følger skyld og skam.

Det er enormt følsomt, når intime billeder og film deles offentligt.

Hvad sagde jeg? Kan man næsten høre sig selv sige. Og det er da en ringe trøst til den unge.

Børn og unges relationer er blevet digitaliserede og dermed er børn mere på nettet, end man selv er og nogensinde kommer. Men kan vi så som forældre ligeså godt erkende, at løbet er kørt?

Det er en balancegang. For vi skal også som forældre turde sige højt, at der ikke er nogen garanti for, at noget forbliver privat, når først billedet eller videoen er taget.

Som forælder har vi et ansvar for, at vores børn bliver godt rustet til at navigere fornuftigt i den digitale verden. De har ikke altid modenhed og erfaring til at forestille sig de mulige følger af at sende et nøgenbillede til kæresten.

Dialog er vigtig. Tal åbent om nettes bagsider.

Forklar også dit barn og unge, at det er ulovligt at dele intime billeder af andre. Man har pligt til at spørge om lov, inden du deler en video eller et bilede. Derfor må vi gentage igen og igen, at de ALDRIG må dele intime billeder. Tal med dit barn ærligt om konsekvenserne ved deling, som kan være strafbart.

Som forældre skal vi lære vores børn at reflektere over grænser.  Skab en åbenhed, hvor dit barn kan komme til dig, hvis det har modtaget billeder med seksuelt materiale. Og også hvis dit barn har fået delt egne billeder mod sin vilje.

Barn i en præstationskultur

Kom, siger vi lokkende. Du er født i mulighedernes tid.

Som barn i dag er du født ind i mulighedernes tid og nutidens præstationssamfund. Her kan du blive alt, når bare du vil det nok. Spids ikke kun blyanten men også albuerne. For krav og forventninger er en del af skolelivet.

Kravene vil accelerere hele vejen op gennem uddannelsessystemet fra folkeskolen op gennem gymnasiet til universitetsniveau. Allerede efter nogle år på skolebænken er mange børn og unge bekymrede over, om de klarer sig godt nok i skolen.

Alle landets 8. klasser har netop overstået evalueringen af, hvorvidt de er uddannelsesparate. Det siger ministeriet, at lærerene skal vurdere. Det har været med gråd og tårer for rigtig mange.

Børn og unge skal tilmed ikke kun klare sig godt i skolen. De skal performe på alle arenaer. De skal se godt ud. Være populær. Kunne navigere på de sociale medier. Man skal være den bedste til alt, hvad man foretager sig. Der er forventninger fra såvel de unge selv, fra skolen og fra forældre.

Langt fra alle føler, at de lever op til de givne krav om at præstere, og de føler sig forkerte.

Rigtig mange børn og unge har problemer med angst, ensomhed og selvmordstanker. Det viser flere undersøgelser.

Undersøgelser viser, at mere end hver anden gymnasieelev har stress symptomer. De har hovedpine, svært ved at falde i søvn. Ca. hver fjerde har et højt stress niveau, og alt for mange lider af de mere alvorlige symptomer som angst og depression.

Det er afgørende for børn og unge at have forældre, der støtter dem i, at livet er andet end gode karakterer og det perfekte liv på Facebook. Som forældre er vi imidlertid selv en del af den præstationsfremmende kultur.

Vi lever i et præstationssamfund. Vi skal alle være fleksible, robuste, tænke innovativt og se muligheder. Vi networker og poster vores successer på Linkedin, mens vi udtaler os bekymrede om, at vores børn er for meget på Facebook og Instagram.

Vi er, når alt kommer til alt, alle underlagt det samme præstationspres.

WHO vurderer, at stress og følgevirkninger heraf kan blive en af de største trusler mod sundheden. Der er grund til bekymring. Manglende robusthed og særlig sensitivitet kan ikke være hele forklaringen.

 

 

 

 

Lig et under

Kærlighed er egentlig noget underligt noget.

Kærlighed er mere og andet end erotisk kærlighed og forelskelse. Mange har kærlighed til jobbet, til kunst og til naturen. Der er også forholdet mellem forældre og barn. Og til bonusbørn.

Kærlighed er mange ting. Der kunne med fordel være flere ord for kærlighed.

Ugens blogopslag handler om den forunderlige kærlighed mellem forældre og barn. Jeg husker, da jeg ventede mit andet barn, Olivia. Jeg var nervøs for, om jeg ville kunne elske hende ligeså højt som mit første barn, Lea.

Det nyfødte barn mødes af den allerførste emotionelle tilknytning fra en omsorgsperson, der oftest føler en dyb kærlighed til det lille nye og afhængige væsen, som hun har givet liv til.

Sjovt som man kan tro, at kærlighed er sådan en størrelse, som kan blive brugt op.

Og i hvert fald er det noget, man erfarer ikke sker, når man får børn.

Tværtimod er det som om, at jo mere kærlighed man giver, jo mere kærlighed kan man opleve at have. Der var heldigvis kærlighed nok både til Lea, Olivia og også til Jonas, da han kom til verden. Trip, trap, træsko.

Det er forunderligt. Lig et under eller bare underligt.

Kærlighed til ens barn er oplevelsen af, at en anden er vigtigere for mig, end jeg selv er. Man er som udgangspunkt klar til at tilgive alt, fordi forholdet er vigtigere, end enkelt handlingerne er. Man er overbærende i kærlighed og hænger sig ikke i bagateller.

Kærlighed er dog mere end følelser. Den er også identitetsdannende. Det dannende eller opbyggelige i kærligheden består i, at man vokser ved den.

Elsket bliver man til.

Den andens accept af den, man er, er med til at gøre verden til et trygt sted at være for barnet. Det giver selvværd til børn og unge i en tid, hvor alt for mange tvivler på sig selv. Så husk at vis det og sig det højt:

Jeg elsker dig, alene fordi du er min. Ikke for noget du gør, eller præstationer du udfører. Alene fordi du er den, du er.

Mit speciale

Alle psykologer har et område, de har særlig viden indenfor. Jeg tager mig af dem, der ikke fejler noget!? ”De er jo ikke rigtig syge, så det er godt, der findes sådan nogen som dig”. ”Det er jo bare indbildning og noget hun siger for at få opmærksomhed”.

Jo, fordommene lever i bedste velgående, når det gælder den store kategori af mennesker, der plages af funktionelle symptomer. Jeg ser børn og unge med forskellige symptomer. De lider af mavesmerter, hovedpine, svimmelhed. Nogle har muskler, der er ømme. Eller de er plaget af en træthed, der er som en tung dyne.

Og så siger lægen, at de ikke fejler noget.

Funktionelle symptomer betyder, at vi med en snæver medicinsk sygdomsforståelse ikke kan forstå deres lidelse. Det ændrer bare ikke ved deres symptomer. Symptomer som hovedpine, mavepine, svimmelhed, besvimelse. Ret alvorlige symptomer på at noget er helt galt. Rigtig mange familier kender til udfordringerne med funktionel lidelse.

De har brug for at blive taget alvorligt. Oveni at have et barn der har det rigtig skidt, skal de så forholde sig til folks fordomme om, at det ikke er reelle symptomer. For det kan ikke måles i blodprøver eller ses på en scanning.

Men lad mig slå fast med det samme. Funktionelle smerter opleves i hjernen og er reelle. Funktionel lidelse er reel sygdom.

Vi mennesker er faktisk et kompleks samspil af fysiske, psykiske og sociale faktorer. Hvis man ønsker at hjælpe patienter, som er blevet syge af en funktionel lidelse, nytter det ikke, at man forsøger at betragte sygdommen som fysisk eller psykisk.

5 % af alle børn og unge har så alvorlige symptomer, at de ikke kan gå i skole, ikke kan være aktive i deres fritid og ikke kan være sociale med venner. Den præcise årsag kendes ikke og det levner plads til alle fordommene.

Vi ved, at negative følelser og stress kan gøre smerte værre. Ved funktionel lidelse mener man, at der er opstået en defekt i hjernens filter og at kroppen er i vedvarende alarmberedskab.

Kronisk smerte har hjernen tillært sig. Heldigvis er det sådan, at når hjernen har kunnet tillære sig smerte, så kan den også aflære det igen. De fleste kan derfor få en bedre livskvalitet, såfremt de lærer at tage hensyn til deres krop og øgede sårbarhed.

Et barn eller en ung, som er blevet syg af en funktionel lidelse, bliver ikke rask af at få at vide, at sygdommen slet ikke eksisterer. De har brug for hjælp.

Den dag vi pludselig blev naboen

Det sker kun for naboen, tænker vi altid, når angsten er ved at snige sig ind på os. Angsten for at vores børn kan rammes af alvorlig sygdom. For tanken om, at der kan ske vores børn noget, er ubærlig. Nogen bliver ramt.

Og måske er det os, der er naboen.

Barnet får en kronisk sygdom. Bliver ramt af eksempelvis hjertesygdom, diabetes, nyresygdom, kræft.

Vi har heldigvis haft et sundhedssystem, der har prioriteret psykolog hjælp til disse familier. Internationale og faglige retningslinjer anbefaler da også en tværfaglig indsats.

Kerneydelsen på Børne- og Ungeafdelinger her i landet er at behandle børn og unge patienter med kroniske sygdomme. Pædiateren har en nøglerolle i behandlingen af disse patienter. Men når et barn rammes af alvorlig sygdom, er det så indgribende for hele familien, at mange fagligheder må bringes i spil.

En kronisk diagnose er en stor belastning for familien, der risikerer at blive kastet ud i krise og magtesløshed med både psykiske og sociale følger. Fokus er på både det behandlingsmæssige og de psykosociale elementer, og som psykolog har jeg en vigtig opgave over for både børn og forældre. Forældrenes håndtering af forløbet påvirker barnet meget.

Jeg arbejder både meget selvstændigt med individuelle forløb med de alvorligt syge børn, deres forældre og med familiesamtaler. Jeg arbejder også tværfagligt med andre faggrupper – læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, diætist, pædagog, socialrådgiver og lærer – om at inddrage alle aspekter og skabe et så vellykket patientforløb som muligt. Hertil kommer samarbejde med de eksterne samarbejdspartnere.

Flere steder på landets Børne- Ungeafdelinger vil man minimere eller helt fjerne denne indsats.

Det giver helt sikkert en besparelse på den korte bane. På den lange bane derimod er jeg overbevist om, at når vi fjerner hjælpen til, at børnene og familierne får nødvendig støtte, så vil vi se børn og unge, der ikke formår at efterleve de livsstilsændringer, som behandlingen kræver.

Forventeligt vil flere også få de alvorlige følgevirkninger af kronisk sygdom som angst og depression.

Så ugens opslag er en støtte til mine psykologkolleger, der landet over gør et stort stykke arbejde. Ikke kun i forhold til kroniske syge børn og deres forældre. Også i forhold til svært overvægtige, udsatte familier, unge med funktionelle lidelser og forældre til for tidligt fødte børn.

Måske vi skulle genoverveje, om ikke vi har råd til at passe lidt bedre på hinanden.

Lille skat

Dagens blog er et nødråb, efter at jeg sidste weekend fik ødelagt mit gode humør, da jeg stod i kø i en af Københavns bedre bagere, hvor et rundstykke koster det tredobbelte af, hvad vi giver i Jylland.

Alligevel er køen gigantisk lang sådan en søndag morgen. Og så var det, jeg fik nok. For der foran i køen stod den unge mor og spurgte med sukkersød stemme: ”Hvad kunne du tænke dig lille skat?”.

Altså når man tager et barn med ind i en bagerbutik med hundrede forskellige kager i alle former og farver og boller med og uden kerner, med og uden rosiner, med og uden chokolade, så kan det godt blive lidt uoverskueligt.

Det var lige før jeg havde lyst til at blande mig: ”Hallo, hun ligner ikke en, der kan tygge et grovstykke med speltkerner, stik hende en chokoladebolle”.

Måske havde jeg fået det forkerte ben ud af sengen. For når ret skal være ret, så er medbestemmelse på boller nok der, hvor det faktisk giver god mening at inddrage sit barn,. Hvis altså ikke lige det var et valg ud af 100 forskellige stykker brød, der skulle træffes denne søndag morgen.

For børn skal skam have medindflydelse, men kun på det, de selv kan finde ud af at tage ansvar for. Og altid tilpasset barnets alder. Børn får imidlertid alt for meget ansvar, fordi vi er bange for at gøre dem kede af det.

Hånden på hjertet. Har du nogensinde hørt en treårig bede om at komme i seng, fordi hun var bange for at blive for træt i morgen, hvis hun ikke fik sin nattesøvn?

Eller en femårig sige, at hun hellere ville have gulerødder end bolcher, fordi det er sundere? Hvis ikke vi tør være en autoritet i selv de små hverdagsting, så er der lang vej hjem.

Der er noget, der hedder voksenansvar.