Seneste indlæg:

Nøgen på nettet

Ugens opslag tager afsæt i den aktuelle sag, hvor mere end 1000 unge sigtes for at have delt en sexvideo. Opslaget kan gøres meget kort: Del aldrig. Punktum.

Jeg har egentlig mest lyst til at skrive: Lad dig aldrig fotografere i intime situationer. Når man er gammel og forstokket som jeg, kan man ikke lade være med at spørge sig selv om, hvorfor de dog tager de billeder.

Men det gør rigtig mange unge. Det er en del af ungdomskulturen i dag at tage seksuelle billeder og videoer.

En væsentlig del af identitetsdannelsen er at tage afstand fra dele af det, vi gør som voksne. I stedet spejler unge sig i forskellige grupperinger. De vælger, hvor de hører til, og de klæder sig efter gruppens normer og tillægger sig de samme attituder og sprog som dem, de føler sig som en del af.

Og her er nettet en fantastisk mulighed for at finde ligesindede, som kan hjælpe med en identitet. Nettet bliver det spejl, mange unge stiller op for sig selv, når de spørger: Hvem er jeg?

Og mange unge har den opfattelse, at alle tager intime billeder af sig selv. Så man må også hellere selv være med på den del af ungelivet.

Den digitale verden er med helt inde i soveværelset og min erfaring er, at man ikke kan stoppe en udvikling. Man kan i bedste fald forholde sig til den. Og ved at sige til de unge, at de ikke må lade sig fotografere, kommer man til at lægge ansvaret over på dem, når det ender galt. Med ansvaret følger skyld og skam.

Det er enormt følsomt, når intime billeder og film deles offentligt.

Hvad sagde jeg? Kan man næsten høre sig selv sige. Og det er da en ringe trøst til den unge.

Børn og unges relationer er blevet digitaliserede og dermed er børn mere på nettet, end man selv er og nogensinde kommer. Men kan vi så som forældre ligeså godt erkende, at løbet er kørt?

Det er en balancegang. For vi skal også som forældre turde sige højt, at der ikke er nogen garanti for, at noget forbliver privat, når først billedet eller videoen er taget.

Som forælder har vi et ansvar for, at vores børn bliver godt rustet til at navigere fornuftigt i den digitale verden. De har ikke altid modenhed og erfaring til at forestille sig de mulige følger af at sende et nøgenbillede til kæresten.

Dialog er vigtig. Tal åbent om nettes bagsider.

Forklar også dit barn og unge, at det er ulovligt at dele intime billeder af andre. Man har pligt til at spørge om lov, inden du deler en video eller et bilede. Derfor må vi gentage igen og igen, at de ALDRIG må dele intime billeder. Tal med dit barn ærligt om konsekvenserne ved deling, som kan være strafbart.

Som forældre skal vi lære vores børn at reflektere over grænser.  Skab en åbenhed, hvor dit barn kan komme til dig, hvis det har modtaget billeder med seksuelt materiale. Og også hvis dit barn har fået delt egne billeder mod sin vilje.

Skrid pomfrit det er en lukket fest

Du skal skrive et blog opslag om det, sagde min veninde forleden. Hun synes, hun var blevet snydt for en fest. Eller fest havde hun skam været til. Rund fødselsdag ved kærestens voksne søn.

Det var bare ikke helt som forventet.  

Inden min veninde fik for meget ondt af sig selv, fik jeg lyst til at ændre perspektiv.

Jeg håber, bonussønnen fik den fest, han selv gerne ville have og ikke den fest, andre kunne holde til.

Sådan sagde jeg til min veninde, efter at hun lidt opgivende kunne fortælle, at tiden ved frisør var penge ud af vinduet.  

Hun havde bestilt tid til klip og farvning, fordi hun havde troet, at fødselsdagsfesten skulle være et første møde med kærestens tidligere kone. Hun skulle derfor shines godt op til festen. Nyt tøj var det også blevet til. 

Stor var hendes skuffelse derfor, da hun erfarede, at: ”Jeg skal fejres to gange”. Så ingen stor fælles fødselsdagsfest i denne omgang.

Nu kunne hun ikke helt skjule sin skuffelse, for hun havde glædet sig til at være med til at fejre ham og til at møde begge sider af familien. Alle dine og mine, eks’er og nuværende, hel- og halv søskende og pap i alle afskygninger. Ja, hun havde set frem til at være med til at give ham lige den fødselsdag, han havde fortjent.  

Spørgsmålet, der står tilbage, er, om han fik det? Fik han den fødselsdag, han havde håbet på, eller fik han den fødselsdag, han kunne overskue? Den fødselsdag hans forældre kunne holde til?  

Hvor gode er vi egentlig til at give plads til de nye familieformer?  

Vi er gode til at blive skilt. Forstået sådan at det bliver vi rask væk. Men er vi også gode til at pakke sårede følelser væk, når det skal fungere efterfølgende?

Er det vores børn, der betaler prisen, når de ikke kan holde ud at tænke på, hvordan festen vil spænde af med fars og mors nye kærester. Bliver det pinligt? Bliver mor ked af det, når hun ser far med en ny? Kommer far med dumme bemærkninger?  

Til sønnen kunne jeg tænke mig at rejse spørgsmålet, om han fik den fest, han ønskede sig, eller om han fik ”en hensyns” fest?  

 

Mit Nytårsforsæt

Dette opslag handler ikke om drastiske livsstilsændringer, der skal rense ud og genskabe balance i alt fra mine tarme til min hverdag.

Det handler om også i 2018 at skrive en ærlig blog. Selv når det blir tåkrummende pinligt.

Jeg har aldrig tidligere haft Nytårsforsætter, fordi jeg tænker, at man aldrig skal love sig selv noget, som man alligevel ikke kan holde. Ligesom man mister respekten for andre, hvis ikke de holder, hvad de lover, mister man nemlig også lidt af selvrespekten, når Nytårsforsætterne glemmes med raketfart.

Rigtig mange kender til dette med at have et Nytårsforsæt, der er dømt til at mislykkes. Jeg vil ikke spise slik mere. Jeg vil kun drikke vin i weekenden. Jeg vil motionere hver dag minimum en halv time. Jeg vil ikke skælde ud på mine børn. Jeg vil ikke tage flere arbejdsopgaver, end jeg kan overskue. Jeg vil blive bedre til at være der for mine venner.

Allievel har jeg i år tænkt, at nu vil jeg have et Nytårsforsæt.

Mit forsæt er, at jeg ikke vil komme til skade i det nye år. Jeg vil ikke vælte på min cykel. Jeg vil ikke skære mig i fingrene.

Nu kunne man så krydse fingre for, at det er da et overkommeligt Nytårsforsæt. For hvor ofte sker det lige, når man er voksen? Det sker så desværre ret ofte for sådan en som mig.

Ønsket om, at 2018 skal være anderledes, opstod efter, at jeg faldt af løbebåndet i Fitness Centret Nytårsaftensdag.

Mange af mine veninder har spurgt mig, om ikke jeg synes, jeg udleverer mig selv i mine blog opslag. Jo, jeg udleverer mig selv, fordi det ellers ikke ville være en ærlig blog. Jeg lever ikke et perfekt liv.

Jeg fortæller også om alt det uperfekte. Dermed vil jeg også blogge om ting, der for andre vil være for private og for pinlige.

Så nu kunne jeg nøjes med at fortælle, at jeg faldt af båndet. I kunne så tænke, at jeg garanteret har løbet monster stærkt og har været vildt uheldig. Men det ville ikke være sandt.

Jeg har altid været fascineret af perceptionspsykologi. Tænk engang, hvor fantastisk vores syn er, og hvordan vi bearbejder de indtryk, vi får, så vi kan være til i verden.

Så var det, jeg løb der på løbebåndet og fik den tossede ide, at jeg gerne lige ville eksperimentere lidt.

Hvis nu man løber i en konstant fart og retter opmærksomheden på, hvor man er henne på båndet. Gad vide om man så kan fastholde sit udgangspunkt, selvom man lukker øjnene og dermed fjerner en meget afgørende sensation?

Det kan man ikke.

Har du nogle Nytårsforsætter?

Godt nytår alle sammen!

Året 2017 kan vi snart lægge bag os og 2018 står og venter forude. For ikke mange dage siden sad jeg juleaften og kiggede tankefuld ind i de sidste glimt fra lysene på juletræet. Jeg sætter mig altid og kigger ind i et lys juleaften. Det virker næsten meditativt og så fremkalder jeg minder. Mine tanker går til dem, jeg har mistet, for i julen føles alt stærkere. Og jeg har altid haft det sådan, at savnet efter dem bliver stærkere lige der midt i glæden og taknemmeligheden over at være til.

Jeg gør også en form for status over året, der er gået. Hvad er jeg lykkedes med og hvad er der plads til forbedring med.  En af de helt store positive ting har for mig været at starte denne blog. Tak, til alle Jer der følger mig. Og tak, fordi I fortæller om Jeres liv både via kommentarer på Facebook og via mail funktionen på bloggen. I inspirer mig med Jeres drømme, sejre og nederlag. For det er jo sådan livet er. Det er altid et både og. Det erfarer vi om ikke før, så når vi selv står over for det mørkeste mørke.

Jeg holder så meget af Anne Linnet og hendes brug af ord. Hun synger: ”Man sir at over skyerne er himlen altid blå. Det kan være svært at forså når man ikk’ kan se den. Og man sir at efter stormens pisken, kommer solen frem. Men det hjælper sjældent dem, der er blevet våde”. Det er et velfortjent spark lige ind i al den snak om, at man selv vælger, om man vil se regnbuen på en regnvejrsdag.

Denne fredag går mine tanker også på det nye år, der venter forude. Et helt nyt kalenderår står og venter på at blive brugt. Helt uden vores anstrengelser ligger der et nyt og ubrugt år foran os. Håb og drømme står i kø. Dem har jeg mange af. Jeg hører nemlig til de privilegerede, der er rask, har godt job og mest af alt en dejlig familie.

Familieliv er, hvad denne blog handler om og sandheden er, at mange drømme er bristet for alt for mange, og inden længe vil der være kø hos landets parterapeuter, fordi julen for mange blev en skuffelse. Så bliver det ligesom for nemt at sige: ”på med ja-hatten”.

Mine tanker går derfor på en fredag som i dag til alle dem, der har mistet i året, der er gået. Til alle der er ramt af sygdom. De går til alle Jer, der ikke kunne få familieliv til at hænge sammen i skøn samhørighed og derfor måtte sande her mod årets slutning, at I må opgive drømmen om det gode familieliv.

Jeg vil også slutte af med Anne Linnet, for hun synger: ”Time og dag og uge dem får vi lov at bruge stjerner og sol og måne dem får vi lov at låne”. Det bliver givet os helt uden vores anstrengelser, og vi må så prøve at bruge det efter bedste evne velvidende, at vi er forskellige, i det udgangspunkt vi har.

Barn i en præstationskultur

Kom, siger vi lokkende. Du er født i mulighedernes tid.

Som barn i dag er du født ind i mulighedernes tid og nutidens præstationssamfund. Her kan du blive alt, når bare du vil det nok. Spids ikke kun blyanten men også albuerne. For krav og forventninger er en del af skolelivet.

Kravene vil accelerere hele vejen op gennem uddannelsessystemet fra folkeskolen op gennem gymnasiet til universitetsniveau. Allerede efter nogle år på skolebænken er mange børn og unge bekymrede over, om de klarer sig godt nok i skolen.

Alle landets 8. klasser har netop overstået evalueringen af, hvorvidt de er uddannelsesparate. Det siger ministeriet, at lærerene skal vurdere. Det har været med gråd og tårer for rigtig mange.

Børn og unge skal tilmed ikke kun klare sig godt i skolen. De skal performe på alle arenaer. De skal se godt ud. Være populær. Kunne navigere på de sociale medier. Man skal være den bedste til alt, hvad man foretager sig. Der er forventninger fra såvel de unge selv, fra skolen og fra forældre.

Langt fra alle føler, at de lever op til de givne krav om at præstere, og de føler sig forkerte.

Rigtig mange børn og unge har problemer med angst, ensomhed og selvmordstanker. Det viser flere undersøgelser.

Undersøgelser viser, at mere end hver anden gymnasieelev har stress symptomer. De har hovedpine, svært ved at falde i søvn. Ca. hver fjerde har et højt stress niveau, og alt for mange lider af de mere alvorlige symptomer som angst og depression.

Det er afgørende for børn og unge at have forældre, der støtter dem i, at livet er andet end gode karakterer og det perfekte liv på Facebook. Som forældre er vi imidlertid selv en del af den præstationsfremmende kultur.

Vi lever i et præstationssamfund. Vi skal alle være fleksible, robuste, tænke innovativt og se muligheder. Vi networker og poster vores successer på Linkedin, mens vi udtaler os bekymrede om, at vores børn er for meget på Facebook og Instagram.

Vi er, når alt kommer til alt, alle underlagt det samme præstationspres.

WHO vurderer, at stress og følgevirkninger heraf kan blive en af de største trusler mod sundheden. Der er grund til bekymring. Manglende robusthed og særlig sensitivitet kan ikke være hele forklaringen.

 

 

 

 

Rør blot ikke ved min gamle jul

Vi er som rigtig mange andre i dagens Danmark en familie med dine og mine børn. Vi er en familie med dine og mine traditioner. Det kan give nogle udfordringer, særligt når vi står overfor nogle af de mest traditionsbundne begivenheder som eksempelvis jul.

Skal julemiddagen stå på gås? And? Kalkun? Kirke eller ej? Danse rundt om træet? Bare for at nævne nogle af mulige stridspunkter.

Jeg husker stadig ærgrelsen den første gang, jeg skulle fejre jul ved min daværende svigerfamile. For ingen laver julemiddagen, som man har fået den igennem hele barndommen.

Endnu værre gik det, det første år jeg selv stod for julemiddagen og i bare befippelse glemte at sætte en skål under, da sovsen skulle sies. Og al julesovsen forsvandt ned i vasken.

Nogle drømmer om at rejse væk og glemme alt om gaver og julestress, men langt de fleste af os lader det blive ved tanken, for juletraditionerne har godt greb i de fleste.

Traditioner er levende, bevægelige og dynamiske størrelser. Det er, når vi deltager i sådanne traditioner, at vi bliver til som mennesker. Vi kan kun forstå os selv, hvis vi kender til de traditioner, inden for hvilke vi skabes og lever vores liv. Derfor betyder julen også særligt meget for os.

Den skal der helst ikke røres for meget ved.

Men hvad gjorde jeg, da jeg skulle fejre jul med min nye familie? Jeg tænkte straks: Mulighed for nye traditioner.

Nåletræet blev skiftet ud med et fancy et i jern og træ. Det har kostet en formue, men det har den fordel, at det ikke fælder. Flot og moderne. Nu hvor jeg skriver det her – jern og træ – kan jeg godt se, at det var tåbeligt gjort.

Og så kom børnene hjem. Altså børnene på henholdsvis 37, 31, 30, 26, 24 og 22 år. Voksne og omstillingsparate ville nogen måske mene. Selvfølgelig nej!

Hvor var juletræet?!!!

Det er helt banalt, men glemmes ofte i vores begejstring for udvikling og nyorientering. Uden traditioner fra fortiden findes der intet meningsfuldt. Vi må derfor dvæle ved fortiden for at forstå os selv som et kulturelt og historisk væsen.

Kun herigennem kan vi finde noget at stå fast på. Så i år har jeg købt et helt traditionelt grønt nåletræ, der skal pyntes med levende stearinlys.

Glædelig jul!

Kære Adam Holm

Jeg skriver til dig, fordi du har åbnet en vigtig debat omkring parforholdets vilkår i vor tid.

Du kalder dig selv ”kærlighedsrealist”. Og går til modangreb mod en romantisk forestilling om den eneste ene, der kan få os til at holde os på måtten igennem et langt liv.

Det ville være nemmest blot at give dig ret, for statistikken taler sit tydelige sprog. Vi danskere hører til i absolut topklasse, når det handler om at være sin partner utro. Så er det ikke rigtigt, når du siger: ”shit happens”? Alt andet er vel, som du er inde på, ren hykleri?

Når jeg alligevel vil komme med en anke til din argumentationsrække, er det fordi, jeg bliver så ærgerlig, når kendte siger, som du gør. For andre lytter jo til dig, og måske de ikke helt overkuer konsekvenserne.

Vi ligger nemlig ikke kun i top, når det handler om utroskab. Vi bliver også skilt som aldrig før. Og hvis du som en anden Adam blot fristes af kvinden uden at mene noget med det, så er det en stor risiko at løbe.

Nu ser det for en umiddelbare betragtning ud til, at du har været så heldig, at du og din partner har fundet hinanden igen. Og oven i købet angiveligt står stærkere.

Det er lige netop den vildfarelse, jeg bliver så ærgerlig over, at du kan bilde dig selv og måske også andre ind. Jeg vil påstå, at I står svagere.

Kærlighed er en form for grænse rundt om en relation. Når der er kærlighed på spil, skal der faktisk ret meget til for at true relationen. Kærligheden ligger som et værn rundt om. Hvis den ene part vælger at have sex med en anden end sin partner, brydes grænsen eller det værn, som kærligheden sætter rundt om relationen. Hvis vi vil bilde os ind, at sex med andre ikke betyder noget, så overser vi, at grænsen netop brydes.

Uden grænse rundt om relationen har kærligheden ingen beskyttelse. Uden beskyttelse er kærligheden pludselig truet. Og det er edderhugme synd, når du samtidig hæver, at du elsker din kone. Du vil bare have det hele.

Du vil have lov at have det lidt sjovt, siger du. Jeg ved ikke hvor du har fået forestillingen om, at kærlighed skal være sjov. Kærlighed er hårdt arbejde og slid, men belønningen er lykke

Det hele pakker du så ind i en afstandstagen for nymoralisme. Vi lokkes med af dine ord. For hvem gider være sådan en kedelig moralens vogter.

Og videre siger du: “man lever kun én gang”. Det er jo sandt. Derfor er det dog ikke en fribillet til at kaste sig over andre. Tvært imod vil jeg hævde. Vi lever netop kun en gang og er derfor forbandet forpligtede på at gøre det ordentligt. For det kan ikke gøres om.

Du beskriver dig selv som et menneske med livsoverskud, som gerne deler ud til andre, når du beruses af stemningen. Hvis den energi og overskud i stedet blev puttet ind i dit ægteskab, ville du ikke kunne trues på dit forhold.

Du vil gerne skubbe til forestillingen om den eneste ene. Der er vi enige. Jeg tror heller ikke på forestillingen om den eneste ene. Jeg tror imidlertid på at forpligte sig og tage valg og gøre fravalg.

Jeg kan ikke bestemme, hvordan andre arrangerer sig i deres ægteskab, men jeg kan opfordre til, at man bruger den igangværende debat, som jeg må indrømme, du har fået lukket op for, til at aftale spilleregler. Spilleregler der gælder for en selv og ens partner.

Vil I ”gå glip af”, eller vil I “have alt” med risiko for at miste det hele?

 

 

 

Lykke

Parforholdet har trange kår. Måske fordi vi jagter en tilstand af evig lykke? Næsten halvdelen af alle, der bliver gift, bliver skilt igen.

Jeg er selv en del af statestikken, så med hvilken ret kommer jeg med refleksioner over parforholdet? Jeg gør det alligevel. Eller måske netop derfor.

Der findes sikkert mange gode forklaringer på, at vi er så mange, der ender med at blive skilt.

Vi lever i en tid, hvor vi nok giver hurtigere op end tidligere generationer,  når vi møder modgang. Vi har ikke længere den samme økonomiske afhængighed af en partner, hvilket måske også spiller en ikke uvæsentlig rolle. Børn, arbejde og fritidsinteresser spiller givet også ind. Vi glemmer, at også parforholdet skal prioriteres på lige fod med de andre ting.

Men måske en del af forklaringen også er, at vi higer efter en evig tilstand af lykke. Lykke er netop ikke en evig tilstand. Lykke kommer glimtvis.

Tror vi andet, bliver vi slemt skuffede og kan se os selv på evig jagt efter lykken. Og måske det tillige er for meget forlangt at lade vores fornemmelse af lykke afhænge af parforholdet?

Jeg er lykkelig. Jeg mærker hver dag lykken over at være i live og være der i livet, hvor jeg er nu.

For mig er lykke synet af stæreflokken, der samles i vild dans over aftenhimlen, inden de finder det helt rette sted at slå sig ned for natten.

Lykke er måden kun min søn kan give mig et klem på. Solen der vedholdende står op uden mine anstrengelser. Forberedelse af lækker mad til gode venner. Duften af nyvasket sengelinned.

Lykke er lyden af alle ungernes latter. Og de ler højt og larmende, så man mærker helt ind i kroppen, at lige der i det øjeblik, da er jeg lykkelig.

Lykke er at vågne let op og mærke, at min elskede putter sig tæt ind til mig. Det er smagen af hjemmebagte bedstemorboller, som min mormor lavede dem. Champagnen der perler i min mund. Duften af friskplukkede blomster. Smagen af årets første danske jordbær. Fornemmelsen i kroppen når han holder sine arme beskyttende om mig.

Lykke er at se måden lyset bryder frem og skiller de mørke toner på himlen. En varm sommerdag på terrassen. En sms med ordene: Tak Mutti kys kys.

Det smukke ligger ofte i detaljen og når vi ser det, er lykke belønningen.

Lig et under

Kærlighed er egentlig noget underligt noget.

Kærlighed er mere og andet end erotisk kærlighed og forelskelse. Mange har kærlighed til jobbet, til kunst og til naturen. Der er også forholdet mellem forældre og barn. Og til bonusbørn.

Kærlighed er mange ting. Der kunne med fordel være flere ord for kærlighed.

Ugens blogopslag handler om den forunderlige kærlighed mellem forældre og barn. Jeg husker, da jeg ventede mit andet barn, Olivia. Jeg var nervøs for, om jeg ville kunne elske hende ligeså højt som mit første barn, Lea.

Det nyfødte barn mødes af den allerførste emotionelle tilknytning fra en omsorgsperson, der oftest føler en dyb kærlighed til det lille nye og afhængige væsen, som hun har givet liv til.

Sjovt som man kan tro, at kærlighed er sådan en størrelse, som kan blive brugt op.

Og i hvert fald er det noget, man erfarer ikke sker, når man får børn.

Tværtimod er det som om, at jo mere kærlighed man giver, jo mere kærlighed kan man opleve at have. Der var heldigvis kærlighed nok både til Lea, Olivia og også til Jonas, da han kom til verden. Trip, trap, træsko.

Det er forunderligt. Lig et under eller bare underligt.

Kærlighed til ens barn er oplevelsen af, at en anden er vigtigere for mig, end jeg selv er. Man er som udgangspunkt klar til at tilgive alt, fordi forholdet er vigtigere, end enkelt handlingerne er. Man er overbærende i kærlighed og hænger sig ikke i bagateller.

Kærlighed er dog mere end følelser. Den er også identitetsdannende. Det dannende eller opbyggelige i kærligheden består i, at man vokser ved den.

Elsket bliver man til.

Den andens accept af den, man er, er med til at gøre verden til et trygt sted at være for barnet. Det giver selvværd til børn og unge i en tid, hvor alt for mange tvivler på sig selv. Så husk at vis det og sig det højt:

Jeg elsker dig, alene fordi du er min. Ikke for noget du gør, eller præstationer du udfører. Alene fordi du er den, du er.

Ærlighed

Fra vi mennesker er helt små, lærer vi at være uærlige. Hvad jeg mener med det? Jo, vi lærer, at det gavner at stikke en hvid løgn. ”Sig nu bare til mormor, at det er en rigtig lækker trøje, for hun bliver så ked af det ellers”.

Vi fortsætter op igennem livet. Når en veninde spørger, om en kjole klæder hende, svarer den gode veninde altså ikke at: ”Nej, du ser lidt tyk ud i den”.

Og når vi er sammen med venner, er den der igen – vores manglende oprigtighed. Jeg er selv ret konfliktsky, så det sker, at jeg bøjer af  i diskussioner, bare fordi det er nemmest. Og fordi det binder sammen. Vi er fælles og enige om det her.

Nogen gange stopper jeg bare op og tænker, om det nu alligevel er den rigtig måde at være sammen på?

Måske mangel på oprigtighed bunder i selviskhed, selvom jeg vil bilde mig ind, at jeg stikker den hvide løgn for den andens skyld?

I virkeligheden er jeg nok bange for, at hvis jeg siger min ærlige mening, så risikere jeg, at jeg støder folk fra mig. Jeg er nervøs for, om jeg mister mine venner, hvis jeg har anderledes holdninger og værdier i et givet spørgsmål. Og jeg vil helst være gode venner med alle. Velvidende at det kan man ikke.

Og på mine tænksomme dage er det, at jeg rammes lige her. For er det ikke netop, når vi er oprigtige, at vi kommer tættere på?

Hvis jeg i stedet for at snakke min veninde efter munden i angst for at miste hendes venskab sagde: ”Den der kjole er ikke den bedste til dig. Den du havde på til sommerfesten, er du så smuk i”. Mon ikke den veninde i virkeligheden vil sætte mere pris på min oprigtighed, end på at jeg pleaser hende?

Eller når diskussionen går med venner, og vi er uenige i et synspunkt, mon så ikke jeg i virkeligheden øger chancen for en god aften, hvis de kan mærke, hvor de har mig.

Vi kan nogle gange være så konfliktsky, at vi i stedet for at sikre os mod venneflugt får skabt en afstand. I en ægte relation skal vi måske turde være oprigtige, også når det er svært. Jeg vil i hvert fald øve mig.