Seneste indlæg:

Pin it

Jeg har opdaget Pinterest’ vidunderlige muligheder for inspiration. Jeg er vild med smukt design,  møbler og indretning. Og det er derfor ren slaraffenland for mig med sådan en side.

Når først du er kommet i gang med at ”pinne”, det du kan lide, lærer Pinterest snart din smag at kende og sender dig mere af samme slags.

Jeg har valgt mine foretrukne emner at få Pins fra. Alligevel kan jeg godt smugkigge under de andre emner. Det gjorde jeg forleden.

Der er et emne, der hedder ”citater”. Det kan man godt blive klog af at kigge med på. Jeg faldt især over et citat, som umiddelbart gjorde mig rigtig glad.

“Ser du regnbuen på en regnvejrsdag og stjernehimlen, når det er mørkt?”.

En påmindelse om at huske at se det positive og smukke selv der, hvor det for en første betragtning kan se vådt og mørkt og trist ud.

Alligevel kom jeg til at tænke på alle de, der kun kan se regnvejret og mørket. Er vi i virkeligheden med til at øge deres følelse af at være nogle skvat, når vi i vores foretrukne måde at kommunikere på altid har fokus på det positive?

Der er 400.000 mennesker, der årligt opfylder kriterierne for angst i Danmark. Der er årligt  11.000 nye tilfælde af depression og  godt 90.000 mennesker lever med depression.

For dem er regnen og mørket en realitet, der ikke forsvinder blot med en påmindelse om at huske på det positive.

Det minder mig om at huske ikke alene at se regnbuen og stjernehimlen, men i nok så høj grad at huske taknemmeligheden over at jeg kan.

Farven blå er ikke bare blå

Der er rigtig mange skønne farver. Gul, rød, grøn, blå. Farver spiller en stor rolle i vores liv. ”Den er turkis”, siger en. ”Den er da blå”, siger en anden. ”Er du da helt farveblind?”.

Sådan kan vi se forskelligt på den samme farve, og det er som om, farven først rigtig folder sig ud og viser sig fra sin pæneste side, når vi sådan rigtig betragter den og dvæler ved den. Vi har et udtryk for den forskellighed, vi ser:

Det kommer an på øjnene, der ser.

Det er så sandt, for vores farvesyn er baseret på tre forskellige farvestoffer i nethinden, som filtrerer på grundfarverne rød/grøn/blå. Det er bl.a. genetisk baseret på gener i X-kromosomet, og disse gener findes i flere varianter. Det er derfor vi, afhængig af genetisk variant, har lidt forskelligt farvesyn. Grundfarvers bølgelængde kan nemlig variere.

Men det er faktisk ikke det, jeg vil sige med dette blogindlæg.

Jeg er mere optaget af, at det er, når vi oplever verden sammen med andre, der har et anderledes “syn”, at vi mærker, vi er i live. Jeg nyder selvfølgelig at være sammen med venner, der grundlæggende er enige med mig i livsholdninger. Og jeg tror, vi ofte kan have en tendens til at finde sammen med andre, der minder meget om os selv. Det gælder både i alder, interesser, værdier, status, holdninger.

Alligevel nyder jeg også at kunne undre mig. Tænk, ser du virkelig sådan på det? Pludselig kan vi opleve de øjeblikke, hvor vi fornemmer, at vi ser verden i et helt nyt lys.

Når vi er sammen med nogen, der er meget forskellig i holdninger og livsopfattelse af os selv og vi tør være åbne overfor deres måde at tænke og forstå på, er det som om, vi kan se verden med deres øjne. Og vi kan efter et sådant møde føle os beriget.

Det er helt normalt

Mit hus ligner lort. Vasketøjet ligger i uoverskuelige bunker. Min mand er sur over, at jeg ikke har lyst til sex. Min veninde synes, vi ses for lidt. Jeg når aldrig at komme i bad og inden længe er det slut og jeg skal begynde at arbejde igen.

Nogle gange kan de fire ord: ”Det er helt normalt” gøre en kæmpe forskel.

Hun sad der med tårer i øjnene og sagde, at det at gå hjemme på barsel var så meget anderledes, end hun havde forestillet sig.

For hvad sker der, når barselsperioden ikke er hyggelige café besøg med kaffe latte drikkende veninder og babysvømning hver tirsdag? Når barselsperioden med den lille ny til tider har været mere end ufordrende?

Vi ser de andres liv på Facebook og Instagram og de ser så pokkers lykkelige ud.

Vi må ikke lade os forføre af iscenesatte virkelighedsbilleder og spejle os i illusioner.

Et ægte liv er også nætter uden søvn, febersygt barn, ammeproblemer og en økonomi og et overskud, der ikke rækker.

Jeg ved det, for jeg møder hver dag kvinder, der føler sig helt forkerte, fordi de ikke kan få det nye liv til at hænge sammen. Det hjælper at høre, at det er helt normalt.

At blive en familie er hårdt arbejde. Når vi derfor kan læse i diverse Magasiner om den glade forventningsfulde mor, der glæder sig til at fortsætte sit indholdsrige liv og at den eneste ændring, der kommer til at ske, er, at de nu bliver tre i stedet for to, så er det en illusion. Intet bliver som før.

Mange har været vant til en travl hverdag med karrieren, der kører afsted. Hverdagen er meget struktureret og tiden flyver afsted med spændende arbejdsopgaver og søde kolleger. Mange er over 30 år inden den første baby kommer.

Det er noget af en omvæltning at gå fra en fyldt timemanager til en hverdag, der står i babys tegn. Pludselig er der en andens behov, der kommer i første række. Ikke at man er en dårlig mor, fordi man også lytter til egne behov i ny og næ, men der er pludselig en, der er vigtigere.

Du er bestemt heller ikke en dårlig mor, fordi du indrømmer, at du kan kede dig og i det skjulte længes efter at komme på job igen.

 

Stavekontrol

Selvom Peter Plys er klog og ordene smukke, så vil jeg hævde, at lige her har Peter Plys ikke helt ret. Kærlighed er mere end følelse. Kærlighed er også tanke og handling. Kærlighed er en beslutning om, at relationen til den anden skal vare ved. Kærlighed er varig forpligtelse og tilsidesættelse af en selv.

Kærlighed er det, der giver livet intensitet og mening. Vi lever i en tid der misforstår, hvad kærlighed er. I vores komfortable og nydelseslystne tid har vi glemt, at kærligheden også er lidelse, benhård modstand, seje kampe og smerte.

Når min mand viser tålmodighed over for mig, så er det en kærlighedserklæring af de helt store. Tålmodig er den, som ”finder sig i ventetid, afbrydelser eller andet besvær gennem længere tid”. Det kunne ligeså godt være en beskrivelse af min mands modsætning.

Han skælder ud i trafikken, når trafikanterne ikke kører hurtigt nok frem. Han orker ikke møder uden resultater. Han gider ikke snik snak uden mål. Han trættes, når noget ikke hurtigt giver gevinst.

Men med mig er han evigt tålmodig. Og netop derfor er det en endnu større kærlighedserklæring at mærke det, når jeg nu ved, at han ikke er tålmodig med ret mange og ret meget. For så ved jeg, at han er total vild med mig.

Så måske det er, når vi mærker, at den anden gør sig umage med noget, der for dette menneske kræver en ekstra indsats og den anden så rent faktisk lykkes med at gøre lige præcist det for dig, at vi mærker, hvor højt vi er elsket. For hvis det bare faldt min mand let at være tålmodig, så ville jeg måske ikke på samme måde glædes over, at han viser mig tålmodighed?

Jeg tror på, at kærlighed begynder med en ægte interesse i, hvad der betyder noget for den anden. For der sætter vi os selv til side. Der bliver det mere vigtigt for dig, hvad du kan gøre for den anden, end hvad du umiddelbart kunne have lyst til, hvis du udelukkende lyttede til dit eget behov. Du har forpligtet dig.

”Hvordan staver man til kærlighed?” Man kan stave til kærlighed, når man kan stave til ”dig” i stedet for ”mig”.

Så du lyset?

Jegi er ikke ude i en eller anden religiøs omvendelse. Heller ikke selvom oplevelsen næsten kan kaldes Guddommelig. Dette blog indlæg handler om dette med at se bagud i tiden og så pludselig opleve, at alt ses i et nyt lys.

Jeg har brugt et helt voksenliv på at tage afstand fra min barndoms ferieminder ude på Lars Tyndskids mark, hvor mine forældre af alle steder i verden byggede et sommerhus. Så mens mine klassekammerater red med på den nye bølge og rejste til udlandet på ferie, så skulle vi bare hygge i sommerhuset.

”Der er ingenting som den danske sommer”, sagde min far altid. Det var før den tid, hvor børn bestemte, hvor familiens ferie skulle afholdes.

Jeg har arvet sommerhuset. Hvad stiller man lige op med noget, man har besluttet sig for, at man ikke kan lide?

Weekenden stod ikke på de store aftaler, så min mand overtalte mig til, at vi ligeså godt kunne tage op at se på vores ejendom. Vi kunne vel se på, hvordan vi kunne shine huset op og få det gjort salgsklar.

Meterologerne havde meldt tørvejr mellem kl 11-13, så mødet med fortiden skulle finde sted indenfor det tidsrum.

Så med nej-hatten på kørte vi afsted i regnvejr. I forvisning om at det snart ville klare op. Turen er egentlig ikke så lang. Den bliver lang, når den samtidig er en rejse tilbage i tiden.

Vi ramte stedet præcist, da regnen stoppede. Og så skete der noget vildt. For hold nu op hvor var her fantastisk.

Den måde lyset brød igennem gråvejret på, var så smukt. Duften af våd skovbund. Lyden af havets brusen i det fjerne. Og roen.

Gamle barndomsminder piblede pludselig frem for mit indre blik. Derovre i det gamle krogede træ havde vi lavet hule med naboens børn. Min mor, der altid  startede med at lave nybagt brød. Jeg kunne genkalde mig duften af hendes hjemmebag. Min far, der var jordens stærkeste mand, kunne fælde en hel skov og høvle træet i passende stykker. Ilden fra pejsen der hurtigt varmede os op.

Hvorfor havde jeg aldrig set det, mens jeg var der?

Huset er ikke til salg.

Når jeg får råd nok

”Når jeg får råd nok, vil jeg købe en drømmekage”. Sådan sagde drengen, der stod foran mig i bagerkøen til sin søster. De havde lige nøjagtig penge nok til to trøfler, der var dagens tilbud. Men det var tydeligvis ikke deres første prioritet. For hvis han havde haft  ”råd nok”, så havde han hellere købt en drømmekage.

Sådan er det nogle gange.

Jeg kører i Peugeot. Hvis jeg havde haft ”råd nok”, ville jeg hellere køre i Porsche. Jeg bor i lejlighed. Hvis jeg havde haft ”råd nok”, ville jeg hellere have boet i en penthouse lejlighed med udsigt til havet.

Drengen i køen var optimist. For det var ikke ”hvis jeg får råd”. Nej, det var ”når”.

Sandsynligheden for en dag at få råd til at købe en drømmekage er selvsagt større end sandsynligheden for, at mine drømme en dag indfries. Det, der imidlertid slog mig, var, hvor vigtigt det er at turde drømme. Ikke kun om drømmekager.

Det er nemlig ikke sådan, at indtagelsen af en drømmekage øger ens chancer for at turde drømme. Vi skal turde drømme om alt og ingenting. Ganske enkelt fordi det er afgørende at have drømme og håb.

Åhhh, jeg er fortaler for drømme. Også selv om jeg forleden læste, at det først er når vi stopper med at drømme, at vi kommer i gang med at skabe nødvendige ændringer i vores liv.

Der er så meget positiv energi i at turde drømme. Ofte siger mine børn: “Stop nu – det bliver alligevel aldrig til noget”. Men mange af mine drømme er endt med at blive til virkelighed

Så jeg vil drømme videre. Ikke som en overspringshandling i forhold til nutiden med risiko for kun at være tilstede i drømmen om en forhåbentlig bedre fremtid.

For sådan behøver det ikke være. At drømme om noget er ikke det samme som kun at være tilfreds, den dag drømmen er opfyldt.

Tør du drømme?

Hvis jeg dør en dag

Jeg har personligt aldrig haft det svært med at fylde 30 år eller 40 eller 50. Sidste år fyldte jeg 53 år, og jeg blev ramt af en form for eksistentiel angst ved bevidstheden om, at min mor blev 53 år og 3 mdr. Jeg har altid tænkt, at det nok blev den tid, jeg selv fik lov at leve i, og der var jo heldigvis lang tid til. Og pludselig så var det nu. Og jeg synes jo, jeg først lige er begyndt på livet og er på ingen måde klar til at dø. Det er der forhåbentlig heller ikke udsigt til.

Men hvad med alderdommen. Står den og venter? For det er jeg heller ikke klar til. Barndom, ungdom. Hver gang jeg har mistet noget, har dommen været, at jeg fik noget andet i stedet. Sådan er det ikke med alderdom. Her er dommen, at når du mister den, så venter døden.

Det er så vildt at tænke på, at vi helst springer over den snak. Ja, alle er endog ikke så privilegerede, at døden først kommer sent i livet.

Vi sad sammen med gode venner og talen faldt på dette med, at vi ikke er særlig gode til at få de nødvendige snakke med hinanden om, hvad vi ønsker, der skal ske, når vi dør.

Vil jeg brændes? Vil jeg kistebegraves? Ønsker jeg en præsts medvirken? Og hvad med organdonation? Der er rigtig mange ting, som vi med fordel kan få talt sammen om, inden det bliver aktuelt om forhåbentlig rigtig mange år.

Så var det at min veninde sagde: ”Hvis jeg dør en dag så… ”. Vi kunne selvsagt ikke lade være med at grine. For kun en ting er sikkert her i livet, og det er, at vi alle dør en dag. Alligevel var der noget sandt i hendes ord. For det er rigtigt, at vi ved det. Men vi tror det ikke.

Og netop derfor er det så svært for os at få talt om det. Vi ved det godt, men vi tror det ikke. Med alderen kommer vi til at tro mere og mere på det.

En dag skal vi her fra. Men alle de andre dage skal vi ikke. Så bevidstheden om, at det hele slutter en dag, vil jeg bruge til at minde mig selv om at huske at leve.

Og til min mand og mine børn har jeg skrevet en lang liste over, hvad jeg ønsker, der skal ske, den dag jeg dør.

Kære konfirmand

DE 10 BUD

1. Du skal vælge dine kampe med omhu

2. Du skal vide, at mørket ikke kan lukkes ude, men du kan lukke lyset ind

3. Du skal øve dig i at tåle at tabe, vente på tur og udsætte behov

4. Du skal huske på, du er ikke verdens centrum, så du kan ikke altid få din vilje

5. Du skal huske kærligheden

6. Du skal lære at skamme dig meget mindre

7. Du skal vide, at selvom du er uperfekt, er du stadig elsket

8. Du skal turde at drømme

9. Du skal være god til at sige “Pyt!”

10. Du skal herfra en dag, men alle de andre dage skal du ikke

 

 

Mig og min læbestift

Min kollega fyldte 40 år forleden, og vi mæskede os derfor i lækker kage i kaffestuen. Også selvom en af ulemperne ved at blive ældre er, at stofskiftet falder og kiloende derfor kan være sværere at holde væk fra sidebenene.

Vi ældre syntes lige, vi skulle give hende et par advarsler med på vejen.

Glæd dig hver dag du kan stige ud af sengen uden smertende led. Glæd dig over at kunne læse “det med småt”. Overgangsalder og hedeture venter forude. Du får travlt med at plukke alle de grå hår, så du kan ligeså godt finde dig en skyllefarve, du kan lide. Dine røvbalder skrumper ind og andet buler ud. Åhhh ja, rynkerne er da også ret irriterende. Det er jo løgn, når vi trøster hinanden med, at det er charmerende, at man kan se at livet er blevet levet.

Der er nok at glæde sig til, drillede vi.

Men en ting er de fysiske forandringer. Noget helt andet er de alders normer og regler, vi stiller op for hinanden.

Nyd dit lange hår for inden længe vil mange have en mening om, at det kan man altså ikke i din alder. Og din kjole må ikke være dristig kort. Så ned med kjolelængden og op med hårlængden.

Jo, man kan hurtigt blive anset som forkert i forhold til sin alder. Hvad kan man tillade sig, når man runder de 40? De 50? 60?

Hvornår er man for gammel til at gå i Converse sko? Bruge knaldrød læbestift?Forleden fik jeg i hvert fald at vide af bonus såvel som egne unger, at: ”Man går ikke med en Eastpak rygsæk i din alder”.

Der er godt nok mange regler at forholde sig til, når ældrepolitiet rykker ud. D.O.D. , sagde en ældre veninde engang = dem om det. Og det er en af fordelene ved at blive ældre. Man bliver modigere.

De fysiske ændringer kan vi intet stille op overfor. De stramme normer kan vi derimod selv bestemme, hvor meget vi vil lægge under for. Så jeg beholder mine Converse, min røde læbestift og mit lange hår. Og så vil jeg ønske mig en ny dyr taske af mine unger og smide rygsækken til skrot under småt brandbart.

NU DU BANGE!

Men vi skal længere ind. Der er krav og forventning i vores kultur om, at man skal udfolde sit selv. Lære sig selv bedre at kende ved at grave dybt i sit indre. Det kan blive en lang arkæologisk udgravning.

Jeg burde bare tie stille og være glad, for det kalder på sådan nogen som mig. Enhver med respekt for sig selv har været enten ved psykolog eller har sin egen personlige coach.

Markedet er ved at oversvømmes af bøger om selvudvikling og hjælp til at finde retning i livet. Det er som om vi hele tiden er på vej efter en ny og bedre udgave af os selv. Og denne forbedrede udgave skal findes ved at grave dybt. Og så sidder vi der og graver i vores egen navle, som om det var det mest pompøse sted i verden.

Numen sas, numen sas. NU DU BANGE! Men vi skal længere ind.

Hvad sker der så, når vi må erkende, at det, vi finder, ikke er særlig kønt? Dybt derinde er nemlig de mere primitive sider af os som mennesker. Sider der i realiteten har bedst af at forblive i det skjulte. Misundelse, jalousi og had er alle følelser, som vi mennesker rummer dybt derinde.

Alternativet er værre. Et ingenting. ”Jeg føler mig helt tom indeni”, siger mange af mine klienter. Det er en rigtig grim følelse. De kigger underligt på mig, når jeg siger, at de skal lade være med hele tiden at mærke efter inde i sig selv. For er det ikke det, det hele går ud på?

Der er ikke noget derinde i én selv. Vi er kun noget i kraft af hinanden. Så prøv engang i stedet at se på de betydninger du har for andre mennesker. Hvad er det andre sætter pris på ved dig?

Hurtigt vil du se, at andres dom over dig er langt mildere end din egen. Måske de faktisk kan lide dig, præcist som du er.