Barn i en terrortid

Hvad stiller man op som forældre i disse tider, hvor terror truslen er mere reel end nogensinde tidligere? Hvad siger man til sine børn? Hvad er mest hensigtsmæssigt?

Det er et svært spørgsmål. Som forældre har vi en helt naturlig beskyttertrang over for vores børn. Vi ønsker for dem, at de må vokse op uden at skulle gå at bekymre sig og være bange. Sådan er virkeligheden bare ikke længere.

Virkeligheden er skræmmende. Som forældre kan vi let føle os magtesløse. For hvad skal man stille op, når barnet kommer og giver udtryk for at være bange for, at terrorister slår dem selv og hele familien ihjel. Jeg tror, langt de fleste forældre ikke aner, hvad de skal stille op med sådanne spørgsmål.

Vi lever i en tid, hvor nyhedsstrømmene er voldsomme. Da jeg var barn, var det begrænset, hvad vi fik indblik i omkring ufred i verden. Mine forældre så TV avisen efter, at jeg var lagt i seng. Jeg sov trygt og godt, mens de voksne vagtsomt fulgte med under Cuba krisen.

Det er meget anderledes i dag. Voldsomme billeder af børn og voksne, der desperat løber for deres liv fylder vores stuer. Og selvom vi forsøger at undgå, at børnene ser med, kan det være svært.

Hvad svarer man så, når ens barn ikke kan falde i søvn på grund af ængstelse?

Ofte tror jeg, vi kommer til at svare: Bare rolig skat. Det sker ikke her, hvor vi bor.

Det er desværre ikke sandt og som altid, når vi gerne vil trøste noget væk, så har det den stik modsatte effekt.

Vores hensigt er, at barnet skal stoppe med at bekymre sig. I stedet får vi signaleret, at det her kan vi ikke tale om. Barnet lades alene med sine tanker og bekymringer, og katastrofetankerne vokser sig større inde i barnets hoved.

Prøv i stedet at spørge dit barn: Hvad gør dig bange? Hvad kommer du til at tænke på? Hvad kan jeg gøre for, at du skal være mindre bange? Hvad plejer at hjælpe dig, når du bliver bange?

Tommerfingerregel nummer 1 : Du skal lytte mere, end du taler. Børn forstår ting meget anderledes end voksne. Sørg for at få vished for, hvad barnet reelt spørger om. Overdyng ikke barnet med informationer, men svar åbent og ærligt på barnets spørgsmål.