Ungeliv på standby

Jeg kan ikke mere, sagde hun. Hun er blot en af mange unge, der lider under corona. For mange med kontakt til de unge rapporterer i stigende grad om en eksplosion i antallet af unge, der er ramt at depressive tanker, angst og selvmordstanker.

Tænk, at den generation, som vi havde udnævnt til ikke at værdsætte relationer men udelukkende være optaget af at leve et Insta liv og med Snap som den vigtigste kontakt til jævnaldrene, har vist sig at være dem, der klarer den manglende menneskelige kontakt til andre allerdårligst.

I Danmark er næsten hele ungdomslivet bygget op om skolerne og uddannelsesinstitutionerne. Så når de lukker ned, afskæres de unge fra alle deres sociale netværk. Det samme gælder fritidsaktiviteterne, der typisk er klubbaserede.

At det er særligt sårbart for de unge, er ikke så underligt, for netop de unge er først i gang med at danne deres identitet, og det gør de ved at spejle sig i andre. Pludselig kan de ikke afstemme med de betydningsfulde andre, hvad der er cool og not cool. Det medfører stor usikkerhed.

Og når en hel generation pludselig er sendt hjem på ubestemt tid, så får det uoverskuelige psykologiske konsekvenser. Når man er ung er livet lige nu og her. Det føles derfor helt endeløst at skulle vente og udsætte. Hvis man søger kærligheden, føles det som år, inden man igen har mulighed for at kunne møde en.

Hurtigt breder modløsheden sig og følelsen af tomhed. Det kniber for mange med lyst til noget som helst. De lever et liv i sengen med en computer, hvor de forsøger at følge undervisningen på bedste vis. Og ingen ser, at de ligger under dynen og svømmer væk ind i døsen og ugidelighedens tåger.

Væk er strukturen og de faste rutiner, der får hverdagen til at hænge sammen. Skoletid og fritid flyder sammen i en grå masse og eneste lyspunkt er deres yndlings serie på Netflix.

Mon ikke det er slut med at kalde dem for de forkælede unge mennesker. Jeg håber det.

 

 

Valentines dag

På søndag er det Valentines Dag. Hvorfor overhovedet spilde spalteplads på en kommerciel amerikansk dag?  Fordi det for mig handler om at stoppe op engang imellem. Og minde mig selv om kærligheden. Kærlighedens mange ansigter og betydninger.

Jeg er som mange andre afhængig af kærlighed. Jeg er romantiker og vælger at tro på kærligheden, der tror alt, håber alt og udholder alt. Men jeg ved, jeg også kunne få medlemskab i klubben “Kvinder, der elsker for meget”.

Jeg er typen, der ser “Gift ved første blik” og græder af rørelse, når Michael kaster sig på knæ og midt i bedste sendetid spørger: “Vil du gifte dig med mig?”

Jeg ville elske at få en kæmpe buket blomster sendt til min arbejdsplads, så alle kunne se, at jeg da virkelig har en mand, der elsker mig sindssygt højt. Eller måske han skulle kaste sig ud fra en faldskærm med et banner med ordene: “Du er fantastisk!”.

Jeg ville elske at blive inviteret på overraskelsestur ud i det blå uden andet sigte end at rejse til verdens ende. Og der kaste mig i hans arme og føle hans bryst mod min kind, mens bølgerne slår ind mod kysten.

Jeg ville elske et par billetter til byernes by Paris, hvor jeg er inviteret til, “Because you are worth it”. Og med fri shopping.

Jeg er håbløs romantiker. Så jeg drømmer videre. For jeg ligner alle andre, der har et dybfølt behov for at føle mig elsket.

Med evnen til at føle følger også evnen til at mærke de svære følelser som afsavn, skuffelse, svigt.

At forbinde sig dybt til andre medfører risikoen for en afvisning. Jeg er ofte blevet skuffet i kærlighed og har stået tilbage med en følelse af, at jeg elsker mere end den anden.

Jeg har mærket smerten ved at blive forladt. Og jeg har ydmyget mig for at holde fast i en kærlighed, der ikke længere var. Så meget at jeg i kærlighedens navn  i perioder har mistet mig selv i frygten for at miste den anden.

Så på Valentins dag vil jeg glæde mig over, at min mand hver dag overøser mig med kærlighed. Ikke i form af overraskelser og billetter og bytur til Paris, men på den der helt særlige l måde, hvor jeg føler, at han elsker mig, for den jeg er. NÆSTEN ligeså højt som jeg elsker ham. Og det sker faktisk, at han overrasker med en trøffel /romkugle fra Brønshøj bageren, fordi han ved, de er mine yndlings.

Jeg ønsker dig en glædelig Valentines Dag på søndag. Og må du blive overøst af kærlighed.

Hjemmeskoling

Når den store verden lukkes ned, bliver verden lille. Måske det var lidt hyggeligt i starten det der med at få mere tid sammen som familie. Men nu er det ikke sjovt længere. At få en hverdag til at fungere med arbejde og en chef der forventer, du præsterer og en skole, der er flyttet ind i stuen.

Pludselig er man lærer, lektiemedhjælper, forældre og hjemmearbejdende lønmodtager i en og samme person. Forældre oplever sig stressede og fortvivlede.

Ugens blog er bestemt meget politisk ukorrekt. For det er en opfordring til at tælle til 5 på en lidt alternativ måde. Jeg gør det udelukkende, fordi jeg lige nu erfarer, at mange familier er ved at bukke under for presset. Og det bekymrer mig.

Det er ikke min intention at være en ulydig borger. For grundlæggende har jeg, ligesom de fleste danskere, en grundlæggende tillid til, at det samfund, vi er en del af, gør sit bedste for at beskytte os i denne situation.

Tæl til 5. Udse Jer fire klassekammerater som dit barn må have social omgang med. Der er 5 ugedage i ugen. Aftal med Emils forældre, at der er hjemskole hos ham om mandagen, ved Jakob om tirsdagen etc. Det er vigtigt, at det er den samme gruppe af 5 børn/unge.

På den måde er det ikke alle dage, der står på kaos. Og nok så vigtigt. Dit barn/den unge har brug for at have en så normal hverdag som muligt. At skulle stå op og gøre sig parat til skole, tage overtøj på og tage afsted ud af døren, op på cyklen og afsted, møde andre.

Undervisningen foregår stadig bag en computer, men pludselig kan dit barn spørge en af de andre børn/unge om hjælp. De får social kontakt. Dagen får struktur. Presset på familien mindskes.

Kærlige relationer

Jeg var ved at se på gamle opslag forleden og så slog det mig, at jeg da godt nok er blevet god til at minde mine følgere om, at lykken kun fås glimtvis, at lidelsen hører med til at være menneske og jeg skal komme efter dig.

Jeg har også ofte blogget om, at vi mennekser giver alt for let op i vores kærlighedsrelationer og skal huske at kæmpe for forholdet.

Jeg mener hvert et ord. Lykke er ikke en evig tilstand. Vi bliver syge. Vi føler os udenfor. Vi bliver svigtet. Vi mister. Vi begår fejl. Vi bliver afvist. Vi blir forladt. Lidelse er nemlig en naturlig del af det at være menneske, og ingen lever i en tilstand af evig lykke.

Men jeg fik lige brug for at slå fast, at det altså IKKE er ensbetydende med, at du skal nøjes i relation til din partner. Det er slet ikke ensbetydende med, at du skal acceptere, at kærlighedslivet gerne må gøre lidt ondt. At parforholdet gerne må vække lidt ubehag og frygt.

Nogle mennesker kan leve sammen i årevis uden varme, ømhed og intimitet. Og hvor kærlighed er erstattet af uro og frygt og hvor de udelukkende er bundet sammen af vane.

Så er prisen, du betaler, simpelthen for høj. Også selvom det kan virke skræmmende og uoverskueligt at ville en forandring. Alt for nemt kan man lulles ind i en vane med altid at være lidt på vagt for at undgå en konflikt. Måske fordi det synes svært at turde tro på, at man fortjener noget bedre.

Så for lige at runde denne blog af med en tråd til tidligere blogopslag, så er det netop, fordi lidelsen er en del at det at være menneske, at vi har så meget des mere brug for at være i sunde kærlige relationer.

“Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind…”

Stress

WHO forudser at stress bliver en af de største kilder til sygdom i vores del af verden i tiden, der kommer. Den tid er måske allerede nu. I hvert fald er de mentale omkostninger ved COVID-19 af en størrelsesorden, vi slet ikke overskuer endnu.

Alle oplever lige nu stress på den ene eller anden måde. I foråret fyldte fortrøstningsfuldheden mere, end den gør nu. Vi er kørt trætte i hjemmeskoling og hjemmearbejdspladser i en skøn forvirring godt krydret med social isolation.

Stress har uoverskuelige konsekvenser for de ramte. Når du er stresset, påvirker det din hjerne. Første kritiske tegn er, at du glemmer. Så bliver du tiltagende kortluntet og irritabel for til sidst at være i konstant alarmberedskab. Din søvn er forstyrret, og du har intet overblik. Og alt sammen er det med til at stresse dig yderligere.

For at forebygge er nøgleordene blandt andet struktur og pauser. Så selv om det kan synes som endnu et punkt på to do listen, så vær opmærksom på vigtigheden af at få indlagt små pauser i hverdagen.  Det kan være at prioritere en fælles frokost, eftermiddagskaffe og en fast gåtur dagligt.

Prioriter en åben kommunikation og få forventningsafstemt, hvem der har børnene og hvem, der kan koncentrere sig om arbejdet hvornår. Og sæt hellere forventningerne til, hvad du kan få ud af dagen meget lavt.

Optimer din søvn bedst muligt. I en tid, hvor alt foregår ved en computer, er det vigtigt at minde om, at du skal lukke ned for de elektroniske medier 1 time inden sengetid. Og pas på, der ikke går feriestemning i den. Rammen for, hvornår det er sengetid, må ikke skride for hverken børn eller voksne. Kroppen holder af faste rutiner.

Find nu en behagelig stilling. Luk dine øjne. Fokuser på din vejrtrækning. Du skal ikke trække vejret på en bestemt måde. Du skal ikke forsøge at lukke alt andet ude af din bevidsthed. Det er alligevel umuligt, da din bevidsthed er en mesterlig historiefortæller. Lad blot dine tanker køre som var de biler, der kører forbi, hvor du bor og genfokuser på din vejrtrækning.

 

 

Skilsmisse lækker

Du har ret, sagde min veninde forleden – man taber sig af at blive skilt. 10 kilo var det blevet til, og hun var i samme hug blevet 5 år yngre på det der bodyage måleapparat. Wauv, du er sej, tænkte jeg, og jeg er virkelig stolt på hendes vegne.

Alle, der følger min blog, vil vide, at jeg ikke på nogen måde anbefaler skilsmisser. Man skal selvfølgelig ikke blive sammen for enhver pris, men jeg er nok lidt en romantiker, der gerne vil tro på et “for evigt”. Og det i en tid, hvor knap halvdelen af alle giftemål ender med skilsmisse.

Men jeg blev nu alligevel lidt optaget af, hvad det er, der sker med kvinder, der bliver skilt.  I min studietid har jeg læst lange videnskabelige undersøgelser, der slår fast, at det er bedst at være to. Gifte lever længere.

Der er bare en gruppe af kvinder i den modne alder, der stik mod alle undersøgelser bliver sundere af at blive skilt.  De får lavere BMI, spiser sundere og motionerer mere. Og det er ret interessant, når man begynder at sammenligne med, hvad der sker med mændene.

Mændene ryger mere, drikker mere og motionerer mindre, når de bliver skilt. Og mange mænd vil haste over i et nyt forhold.

Selv var jeg lidt mandeagtig i mine reaktioner. Min skilsmisse er mit absolutte nulpunkt. Jeg er slet ikke “kvinde stærk og sej” som mange af mine medsøstre. Jeg tabte mig godt nok også, men af helt andre årsager.

Slet ikke fordi jeg var stærk og sund og ville en forandring med mit liv. Ikke fordi jeg tog mig bedre af mig selv og nød livet som single. Jeg påbegyndte ikke nogen selvudvikling, hvor jeg kom tættere på en mere sand udgave af mig selv. Og jeg gik straks over i et nyt forhold.

En partner er i dag for mange, særligt for modne kvinder, et krydderi på tilværelsen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om hele singlekulturen, men jeg ved, at det er godt for kvinder, at de i dag i højere grad har en følelse af at turde.

Slankekure

Vidste du, at et af de mest googlede ord her efter nytår er “slankekure”. Motivationen er helt i top, og i år skal være året, hvor vi lykkes med at tabe os. Måske vi ovenikøbet har brugt hjemmearbejdsdagene på lige at få bestilt den nyeste slankebog for at vise og selv, at vi skam mener det alvorligt.

Og nu er det ikke, fordi jeg vil ødelægge din motivation, men fakta er, at langt de fleste vil droppe slankekuren igen efter få hårde uger. Det er nemlig langt sværere at skabe en forandring, end vi forestiller os. En forandring fordrer en adfærdsændring. For at skifte adfærd er første forudsætning, at vi skal have et håndgribeligt mål.

At ville tabe sig er alt for floffy. Og jeg tror, du vil give mig ret i, at hvis alle de slankebøger, der sælges på markedet havde fundet de viise sten, så ville der ikke hvert år udgives nye og andre måder at sælge drømmen om varigt vægttab på.

Det er de håndgribelige mål, du skal have fat i. Hvis målet er at tabe dig, hvad er så det første vigtige skridt i retning af et liv med færre kilo? Et svar kunne være, at du så vil dyrke motion tre gange om ugen af 30 min. varighed. Og hvad skal der til for at øge chancen for, at du rent faktisk får dyrket motion de tre gange i ugen? Hvilke forhindringer er der?

De fleste af os laver den fejl, at vi sætter os for urealistiske mål, som at “jeg skal have tabt mig 20 kilo i løbet af de næste 3 mdr.” Men det nytter ikke at tabe 20 kilo ved at pine sig selv ned i vægt, hvis man, straks målet er indfriet, går tilbage til de gamle vaner.

Så i bund og grund handler det om at ændre vaner. Sæt målene små og overskuelige. Første skridt mod at løbe 3×5 km. i ugen kan være at gå i 30 min. i raskt tempo. Målene skal være så små, at det er umuligt ikke at opnå succes. For det er vores succeser, der fastholder vores ellers så flygtige motivation.

Godt Nytår!

Farvel 2020. Du vil ikke blive savnet. For listen over dårlige nyheder du har sendt ned over os er alen lang. Og det endda helt uden et eneste ord om Mette magt, mink og Me Too.

Du kom med coronakrise, økonomisk krise og personlig krise. Og her tænker jeg ikke på de aflyste koncerter, konfirmationer og bryllupper, selvom det har været pænt træls sagt med en jysk underdrivelse. Jeg tænker på de personlige følger, det har haft for alt for mange at være isoleret, at miste jobbet, at miste et familiemedlem.

Et nytårsskifte er det bedste tidspunkt for drømme og håb. Og der er noget smukt ved at tænke på, at netop dette år delte vi alle de samme håb og drømme. Og selvom det kan lyde mærkeligt, så kan netop året 2020 måske give os god grund til at være optimistiske.

For det har også været året, hvor vi viste, at de mange var villige til at ofre ret meget for at redde de få. Villigheden til alle sammen at ofre os for samfundets mest udsatte viste en meget stor grad af solidaritet og fællesskab i vores samfund.

Bedst som jeg frygtede, at vi med vores fokus på os selv helt havde glemt den vigtige anden, viste det sig, at jeg heldigvis tog fejl. Mennesket er ikke udelukkende en egoistisk størrelse. Mennesket karakteriseres ved to drivkræfter – vores egoisme og drift efter selv at leve og have det godt og vores ønske om, at den anden lever og har det godt.

Der er ofte konflikt mellem de to drivkræfter, og oftest vinder egoismen. Krisetider kan gøre os mere motiverede for at gøre noget godt for andre. Vi har i denne krisesituation endnu engang vist os at være villig til at gøre en indsats for den anden. Fornemmelsen af, at vi alle er udsatte, øger vores fællesskabsfølelse og solidaritet.

Det er da ikke det værste udgangspunkt for forventninger, håb og drømme for et nyt år. Godt Nytår allesammen!

Gå til https://psykologenpaabryggen.dk

 

Bio og bonus jul

Julelysene tændes snart i børnenes øjne. Hvad mon der er i gaverne? Og hvornår må vi lukke op? Vi forsøger at lære børnene, at gaver ikke betyder noget, men det er løgn. Inden længe starter en kamp mellem biologi og kultur.

Gaver til jul er blevet en kompliceret affære med de nye familieformer og mange medlemmer. Mange oplever det som et sandt mareridt.

Jeg oplever ofte børn, der kan fortælle, at fars nye børn med den nye kone fik nogle meget flottere gaver, end de selv gjorde. Hvis vi tror, børnene ikke ser det, så er vi naive.

Nu kan mange sikkert godt blive enige om, at ovenstående eksempel ikke er i orden. For her er det tidligere biologi op imod ny biologi. Men hvad så, når det kommer til slåskampen mellem biologi og kultur? Mon vi så også er enige?

For selvfølgelig skal min datters kærestes børn af et tidligere forhold “da have en lille ting, men selvfølgelig ikke så stor en ting som mit rigtige barnebarn”. Eller hvad?

“Jamen, det er jo mit rigtige barnebarn”, vil du måske indvende. “Og min datters kærestes børn fra et tidligere forhold har jo også en biologisk mormor og morfar og farmor og farfar, så må de jo sørge for at give deres barnebarn gaver”.

Tja, du kan have ret. Men det ændrer bare ikke ved, at hvis du gerne vil kommunikere, at alle har værdi for dig, uanset hvordan de er bragt ind i dit liv, så er gaver et virkeligt effektivt kommunikationsmiddel. Vi kommunikere helt vildt hvert år gennem gaver.

I de tider vi lever i, mener jeg dybest set slet ikke, det giver mening, at tale om familie som en biologisk konstruktion længere. Det er ren kultur. Så min familie er min mand og mine biologiske børn, min mands børn fra et tidligere forhold, alle børnenes mænd og kærester, bio og bonus børnebørn fra alle kanter.

Glædelig jul!

Gå til https://psykologenpaabryggen.dk

Julegaver

Hvert år, når jeg spørger min mand, hvad han ønsker sig i julegave, kommer det samme svar: “Jamen jeg ønsker mig ikke noget. Jeg har jo alt”. Eller den mere udspekulerede udgave: “Når bare jeg har dig, kan jeg ikke ønske mig mer”.

Det er ikke ligefrem den nemmeste opgave at finde en god gave med en sådan udmelding. Og presser jeg en ekstra gang, fordi der altså også er en flok unger, der gerne vil finde på noget, så kommer det værste svar: “Jeg kan da altid bruge nogle nye underbukser”.

Det er ret fascinerende, så forskellige vi kan være på det punkt. Jeg har selv en meget lang ønskeliste hvert eneste år.

Jeg ved godt, at julen ikke handler om gaver, og at det er Jesus fødsel, vi fejrer. At julen for nogle er ved at drukne i et gaveorgie. Og ja, julen er hjerternes fest.

Gaverne er nu heller ikke at foragte. Bare lige en lille ting.

Og købte jeg nu underbukserne, så ville det ikke opfylde en vigtig ingrediens i gavegivning nemlig usikkerhedsmomentet. Det ville fjerne ethvert element af overraskelse og mystik. Så i år har jeg gjort det, at hver gang min mand i løbet af året er faldet over noget, som han har talt positivt om, så har jeg noteret det ned.

At give en gave, til dem man elsker, er en fantastisk følelse. Faktisk holder jeg mindst ligeså meget af at give gaver som af at få. Ja, man blive ligefrem glad i låget af at give gaver.

Og det er bare lidt rarere at kunne give noget, man har en forhåbning om, vil kunne glæde den anden. Gaver knytter mennesker sammen og er noget meget fundamentalt, i måden vi indgår i relationer på.

Vi giver gaver, til dem vi er forbundet med for at tydeliggøre relationen. Der lægges kærlighed ned i gaverne. Så jeg glæder mig til at give min mand og alle mine kære gaver i år.

Gå til https://psykologenpaabryggen.dk