Druk

I den forløbne uge skete det, alle filmelskere havde håbet på. Thomas Vinterberg vandt en Oscar for sin fremragende film Druk i kategorien “bedste internationale film”. Druk er på samme tid fantastisk, provokerende og skræmmende.

Filmens indledende scene af unge mennesker med enorm appetit på livet, der beruser sig i hinanden og i alkohol, vakte umiddelbart min bekymring. Er det billedet på den danske ungdom?  Måske deres lethed bare gjorde mig misundelig.

Egentlig burde jeg være glad, for i Vinterbergs scene giver de unge mennesker  slip, og for en stund ligger de ikke under for forventninger og præstationspres. Det handler lige dér blot om at være til i et fællesskab.

Selv har Vinterberg udtalt, at filmen er en hyldest til livet.  En fortælling om fire mænd i midtvejskrise, der forsøger at komme ud af hamsterhjulet ved hjælp af den norske psykiaters teori om, at mennesket er født med 0,5% for lidt promille i blodet. Og herfra går det stærkt.

Og hele tiden sidder jeg der med en fornemmelse af, at det må gå stærkt ned ad bakke. For det er det, jeg har lært i min klinik. At alkohol bringer en masse lort med sig. Og jeg synes da også at få ret, da en af hovedpersonerne ikke kan styre sit misbrug og dør undervejs.

Alligevel fastholder Vinterberg, at filmen er en hyldest til livet.

I slutscenen ser vi Mads Mikkelsen i en af dansk films smukkeste scener. Han gir sig fuldt ud. Han befinder sig i en vægtløs tilstand, og Vinterberg lader det være op til dig og mig, om han falder eller flyver derfra. Jeg ser ham falde. Vinterberg ser ham flyve.

Vinterberg lykkes overmåde med den film. Han viser, hvor tæt liv og død er på hinanden. Både direkte i filmen og indirekte i kraft af den personlige sorg, der ligger som en ramme for filmen. Hans egen datter døde fire dage henne i indspilningerne, og  alligevel vedbliver han med at insistere:

Filmen er en hyldest til livet. Tak!

 

Betingelsesløs kærlighed

“Han er så forkælet”, udbrød hun. “Og når jeg tænker på alt det, jeg har gjort for ham”. Det var tydeligt, at frustration var den fremherskende følelse her. Det behøvede man ikke være psykolog for at kunne fornemme.

“Hvad havde du håbet på?”, spurgte jeg.  Og herfra udspandt der sig en helt anderledes dialog end den, der umiddelbart var lagt op til. For hurtigt veg frustrationen for en varm følelse af taknemmelighed, som fyldte hele rummet.

Hun indså lige der, at alt var i sin skønneste orden. Den kærlighed, du har til dit barn, er nemlig så ulig alle andre relationer, vi indgår i. Den er betingelsesløs.

Hvis ikke min mand opper sig og viser mig, at han elsker mig, risikerer han, at jeg ikke længere vil dele mit liv med ham. Hvis ikke han taler til mig med respekt og behandler mig med respekt, skal han ikke forvente min kærlighed.

Helt anderledes forholder det sig i den helt særlige relation, vi indgår i til vores børn. Det er en betingelsesløs kærlighed, der ikke skal gengældes. Det er selvfølgelig altid rart, når man engang imellem får et par søde ord med på vejen.  Men som udgangspunkt skal du opdrage og løfte dem og give dem alt, hvad du kan uden at forvente gengældelse.

I den relation skal man som voksen altid erindre sig, at det er det, man er. Den voksne. Børnene kan smække med døren og være kropumulige. Du sætter som den voksne grænserne, men altid med et uforbeholdent “Jeg elsker dig”.

Det er ikke nemt at leve. At vokse op som barn og ung i dag. Men med visheden om, at man er elsket betingelsesløst, så har man udgangspunktet til at tro, at der er plads til en i livet.

Og som en næsten ironisk konsekvens af, at du gør det godt, forlader de dig en skønne dag. Hvis du er heldig gør de det uden at smække med døren. Men det kan føles brutalt.

Men lykkeligvis er det ofte sådan, at pludselig en dag er det som om, sløret falder fra deres øjne, og de viser måske ovenikøbet taknemmelighed over at have fået lov til at vokse op netop hos dig.

Mig og kunst

Jeg elsker kunst. Også selvom mit første kunstværk bestemt ikke var kærlighed ved første blik. Det var min daværende mand, der glad kom hjem med det. Det var et endnu ikke helt tørt oliemaleri, som han møjsommeligt havde transporteret hjem med bybussen i Århus fra kunstenerens atelier på havnen og op på tredje sal i vores lejlighed.

Det kostede 3000 kr. Det var det samme som en måneds SU. Penge vi på ingen måde havde. Jeg var helt grædefærdig og kom egentlig aldrig til at holde af det værk.

Siden kom der imidlertid mange andre værker til, og kunsten blev siden en nødvendighed for mig. Ikke bare nice to have, men need to have. Fordi kunsten taler om ting, der ikke kan udtrykkes med ord. Sådan tror jeg, mange har det med kunst. For siden hulemalerierne har kunsten været forbundet til os som mennesker.

Kunst gør dig glad og får dig til at reflektere over det at være menneske.  Om mit seneste køb skrives der i pressemeddelelsen: “Som små fortællinger eller øjebliksbilleder, der vækker vores sanser og skærper vores bevidsthed om os selv og den tid vi lever i”.

Jeg har netop fået værket hjem. Siden jeg købte det har jeg måttet nøjes med at tage på smugkig nede i Politikens Forhal, hvor det hang udstillet. Nu er det mit.

Det hænger der på væggen. “Over kanten” hedder det. Det sætter, som god kunst kan, gang i reflektionerne. Er det over kanten i betydningen at overskride grænser for, hvad der er acceptabelt? Og hvem har i givet fald overskredet den? Vi mennesker i vores bestræbelser på at lege Gud? Eller er det blot et spørgsmål om, hvordan samtidskunsten når ud over kanten?

Det befriende ved kunst er, at der ikke behøves så mange ord. Vi kan blot stoppe op for en stund og nyde det.

Unges mentale helbred

Jeg elsker at arbejde som psykolog. Også selvom jeg bestemt ikke bryder mig om, når psykologi kan efterlade mennesker med en fornemmelse af at være forkerte.

Det er derfor en svær balancegang, når vi i disse tider står overfor børn og unge med symptomer på, at vi er i COVID-19 beredskab. For er de behandlingskrævende, eller reagerer de bare naturligt på at være i en helt vanvittig situation.

Rekordmange børn og unge sendes mod psykiatrien. I Region Hovedstaden tæller man en vækst i antal henvisninger på 24% i anden halvdel af 2020 sammenlignet med året før. Og det endda selvom tallene inden corona var alarmerende høje med op mod 15 %, der bliver diagnosticeret med en psykiatrisk diagnose, inden de er fyldt 18 år.

Udtryk for et diagnosesamfund vil nogen hævde, mens andre ser på tallene med stor alvor. Jeg har i tidligere blogopslag reflekteret over risikoen for sygeliggørelse af børn og unge med de mange diagnoser.

Vi kan hurtigt blive enige om, at det er naturligt at reagere på den nuværende situation med tristhed. Og det må ikke føre til en depressionsdiagnose. Ligesom en naturlig angst for fremtiden ikke må føre til en angstdiagnose.

Mange af landets skoleelever har det imidlertid rigtig dårligt i hjemmeskolen. De føler sig isolerede og har svært ved at få struktur på en hverdag. Børn og unge har brug for voksne, der har tro og tillid til fremtiden. I stedet vokser de op i en tid, som er præget af pessimisme, og hvor smittetal og smittetryk og dagens døde præger den mellemmenneskelige dialog.

Men hvad så? Hvordan sikrer vi, at vi laver en tilstrækkelig indsats for vores børn og unge. Slår vi symptomerne hen, risikerer vi at komme for sent med en nødvendig indsats. Og bliver vi for bekymrede og sender vores unge ud i psykiatrien eller afsted til sådan en som mig, risikerer vi, at de unge føler sig forkerte.

En lang Langfredag

Jeg gik tur på Assistens Kirkegården i dag. Et fantastisk sted. Det tror jeg de fleste vil medgive, selvom jeg  godt ved, at jeg har et helt særligt forhold til kirkegårde.

Da jeg studerede i Århus og ventede mit første barn, nød jeg at gå tur på kirkegården og få inspiration til navne.  Senere blev min daværende mand og børnenes far præst, og jeg boede derfor i mange år op af en kirkegård.

Hver dag på vej til Fakta skulle jeg passere hen over kirkegården, og det blev i de år, at jeg blev mere og mere optaget af, at vi ikke er her for evigt, men skal huske at leve livet, mens vi er her. Noget, der ikke længere blot var rent hypotetisk, men barsk virkelighed. Fordi min egen mor i en alder af kun 53 år var død.

Den bevidsthed er, som jeg er blevet ældre, kun blevet mere nærværende. Så påtrængende at det til tider kan føles skræmmende at tænke for meget på. Jeg gør det alligevel på en dag som i dag.

Det er Langfredag. Langfredag for mig er en kærkommen lejlighed til at slappe af, holde mini ferie, invitere til Påske frokost. Men det er også sorg, mørke, lidelse. Alle møder vi Langfredag i vores liv før eller siden.

På Assistens Kirkegården ligger der mange kendte, og det gør det særligt spændende at gå rundt. Et af de mere seværdige gravsteder er Dan Turèlls grav. Hans grav er fyldt med joints og kuglepenne. Kuglepenne som en hyldest til den store digter, han var.

Jeg tror, de fleste kender hans digt om “Hverdagen”. Dan Turèll skrev også et digt om døden i sin “Begravelses Blues”. I digtet skriver han: “Begrav mig i en æblehave, så jeg kommer til at røre jeres læber igen”.

Jeg synes, det er ubeskriveligt smukt. Glædelig Påske!

Google

“Lad os google det”. Sådan ender en diskussion ofte, når vi bliver uenige om noget. Google er det nye orakel med svaret på alt. Det er ret smart, når man sidder der, og den ene mener, at have en viden, som strider imod det, den anden føler sig ligeså overbevist om. For én skal jo have ret.

Men hvad er der blevet af de gode lange diskussioner. De der lærte os at kunne argumentere for vores sag. ”Du er så stædig, siger min mand”. ”Hvad skal vi vædde, svarer jeg?” Og vupti vupti kender vi svaret, og den potte er ude, og jeg tabte igen.

Hvad er der blevet af aftnerne sammen med venner, hvor vi kunne sidde og diskutere over et glas rødvin for meget, fordi ingen ville give sig? Nu kunne man selvfølgelig argumentere for, at det er spild af tid at sidde at diskutere noget i timevis, som der kan findes svar på ligeså hurtigt, som det tager at skrive en sætning i søgefeltet på din smartphone. Og vi kan jo ikke skrue tiden tilbage, til dengang vi sad i fløjlsbukser og bappede på pibe, mens vi diskuterede til alt for sent.

Men nogen gange kan jeg alligevel godt savne det. Heldigvis er det ikke alt, man kan google sig frem til. Når det kommer til holdninger og værdier, findes der intet facit.

Hvad mener du eksempelvis om klima, bæredygtighed, EU? Og hvad med meetoo? Vil du vaccineres med Astra Zeneca? Er Mette gået for vidt, eller er hun en enestående statsminister? Skal de syriske børn hentes hjem? Du kan ikke google dig frem til et svar. For heldigvis har google ikke svaret på alt.

Enhver diskussion giver dig et lille indblik i den andens holdninger og værdier. Fortæller en lille del mere om, hvad den anden person er for en interessant størrelse. Og det er i uenighederne muligheden for udvikling ligger. Der er ikke noget mere kedeligt end kun at omgive sig med mennesker med de samme holdninger og værdier som en selv. Så lad os komme igang med at diskutere.

Men må vi mødes, eller er det amoralsk?

 

 

30’erne

30’erne er bare slet ikke mit årti, konkluderede hun. For er du egentlig klar over, hvad det årti indebærer af forventningspres?

Du skal skynde dig at finde din hjertens udkårne, hvis du ikke allerede har fundet ham. For du skal nå at få børn. Ellers risikerer du at stå tilbage med følelsen af at have fejlet.

Og hvis du er så heldig, at du har fået børn, så skal du bruge alle dine kræfter på at være den perfekte mor. Uhha, der er godt nok mange skrevne og uskrevne regler om, hvordan du lige klarer den opgave.

Og husk lige, at du ikke skal lade stå til. Du skal straks tilbage til den perfekte veltrænede krop, som det tager tid at vedligeholde.

Det skal du samtidig med, at du skal realisere dig selv. For det er også i 30’erne, du skal gøre karriere. Det kan føles som om, at du skal nå alt i det årti, og det er altså mega stressende.

Og du skal smile samtidig og få det til at se legende let ud via Posts på din Instagram profil.

Du skal lave lækre parmiddage, som ingen har tid og overskud til at deltage i. For i virkeligheden ville alle hellere blive hjemme og se X Factor med en pose bland selv slik nede fra kiosken. I stedet for at skulle sidde og snakke kultiveret om samfundsudviklingen og nyde dyre vine købt for den lønforhøjelse du satser på at få med dit næste hop på karrierestien.

Selvfølgelig sidder vi på designer stole, som er indkøbt til det hus, vi skal købe lige om lidt, fordi nu hvor der er kommet børn, skal vi naturligvis have mere plads.

Det forventnings pres, der er om, hvad man har hvornår i livet, er enormt. Målstegen er rykket mindst 20 år frem i forhold til bare for én generation siden, når det gælder, hvilke goder man bør have hvornår. Der er ikke mange ølkasser og stigereoler i de unges hjem. Ikke mange skrammelkasser af en bil.

Her er det den perfekte krop, den fede bil, designer hjemmet. Det hele koster og det betyder, at I knokler derud af. Det er svært at sætte tempoet ned. Men hvad vil I egentlig lave de næste 30 år?

Walk and talk

Coffee to go. Men hvor går de hen? Jeg kommer fra Esbjerg. Jeg boede midt i byen, og det var med stor skepsis, at jeg iagttog den dyre istandsættelse af et kommende konditori på hjørnet af bygningen, hvor jeg boede. For var esbjergenseren overhovedet klar til at give ekstra for en kage,  blot fordi du kunne indtage den i flotte designermøbler.

Det skulle vise sig, at det var Esbjerg i allerhøjeste grad klar til.

Med samme skepsis læste jeg på skiltet udenfor: “Coffee to go”.  Jeg var nu helt overbevist om, at det unge par, der forsøgte sig ud i dette eventyr, ville få sig en brat opvågning. For helt ærlig, hvem køber en dyr kop kaffe og lader den komme i et papkrus med plastiktud for at tage den med udenfor i kulden, så den er kold, inden man har nået at sige “uhmm”.

Det skulle vise sig, at det er der rigtig mange, der gør.

Nu bor jeg i København, og det kan synes som om, at alle, jeg møder på min vej, kommer med sådan en Coffee to go. Ja, det er nærmest eksploderet her under corona, hvor det er den foretrukne måde for mange at mødes på.

Efter i nu flere år kun at have hovedrøsten tilovers for denne nye folkesport slog det mig, hvad det geniale er. For det er jo ren Walk and Talk.

Vi kender alle dette med, at det opleves nemmere at få talt om de lidt sværere emner, når vi  går en tur. Det er som om nogle barrierer mindskes.

Med viden om, hvor afgørende vigtigt det er for vi mennesker at bevæge os, er fænomenet heller ikke så ringe endda. Vi ved også, at når vores blik rettes mod naturen, så har det en gavnlig effekt på den menneskelige hjerne og stimulerer de kreative processer.

Der er derfor rigtig mange gode grunde til at invitere din ven/veninde på en Cofee to go. Og måske det slet ikke er så vigtigt, hvor I går hen.

 

Døden

I mødet mellem kærlighed og døden vil der altid opstå sorg. Sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs. Og uden en kærlighed, der gik forud, så ville vi slet ikke rammes af sorg. Men netop fordi vi mennesker har evnen til at forbinde os så dybt til hinanden opstår kærlighed.

Derfor er sorg også kun forbeholdt mennesket – både på godt og ondt. Ondt, fordi sorgen i sagens natur gør ondt, men godt, fordi det er en smerte, der er meningsfuld. Fordi det vidner om, at  en elsket er død. En elsket, der har vakt kærligheden i os.

Da jeg læste psykologi, lærte vi, at det gjaldt om at kappe båndene over til den døde, så den energi og de følelser, der var investeret i den døde, kunne investeres i andre. Så du kunne komme videre.

I dag ved vi, at det ikke gælder om at komme videre. Hvis du har mistet den, du elsker, kan du selvfølgelig godt blive glad igen måske blive forelsket igen. Men det betyder ikke, at du holder op med at elske den, du har elsket. Der vil altid være bånd, til den du har mistet. Og det er gennem sorgen vi kommer i kontakt med de følelser.

De nye sorgteorier vægtlægger betydningen af, at vi netop ikke kommer videre gennem en bevægelse væk fra den døde, men finder en måde at leve videre med mindet om den døde. At den døde fortsat er flettet ind i vores fortælling. Langt fra de gamle sorg teoriers tanke om at kappe båndet.

Sommerhusliv og søvn

Det er tæt ved frysepunktet. Regndråber er lige akkurat ved at blive til snefnug. Jeg stikker forsigtigt foden ud under dynen og trækker den lynhurtigt til mig igen, for det er koldt i soveværelset.

Jeg kan høre min mand rumstere inde i stuen. Han er ved at tænde op i pejsen. Jeg vågner sådan rigtigt og kigger ud af vinduet. Og der ovre ved naboen ser jeg et rådyr igang med at spise af naboens frosne ribsbusk. Hvor er det et smukt syn, og jeg bliver som bybo nødt til at forevige øjeblikket.

Det er det simple liv, vi lever her. Helt i modsætning til livet inde i København, hvor dagene går med arbejde. Jeg elsker mit arbejde. Ja, faktisk plejer jeg at sige til min mand, at jeg aldrig vil gå på pension, fordi jeg holder så meget af mit job. Så meget at jeg ofte glemmer at tage pauser.

Det er imidlertid, når jeg slapper, af jeg finder inspiration. For der sker det, når jeg kommer væk fra dagligdagens rutiner, at jeg kommer anderledes ned i tempo. Min søvn bliver optimeret. Og med det bliver min hjerne skarpere.

Søvnen som jeg godt kan have udfordringer med som mange andre, fordi jeg ikke helt accepterer, at det bedste, jeg kan gøre for min hjerne, er at trykke på slukknappen indimellem.

Det er i den dybe søvn, at hjerne og krop restitueres. Søvnen er en tilstand, hvor vi er alt andet end produktive, og derfor kan vi ofte komme til at se søvnen som noget, der lige skal overstås, for at vi igen kan komme igang med at være produktive.

Vi lever i en tid, hvor vi er underlagt kravet om præstation, og der er det svært at finde rum for ren kropslig væren. Her i sommerhuset er rammen anderledes end i hverdagslivet, og jeg har derfor lettere ved at tillade mig selv at være optaget af vidunderlig spild af tid. Intet vasketøj der kalder, ingen mails der skal besvares, ingen regnskaber der skal afstemmes.

Ikke så underligt, at jeg sover godt og vågner med friske kræfter.