Inden jeg fylder 55

Jeg fyldte 54 år i sidste weekend. Det gav anledning til lidt eftertænksomhed.

Det slog mig, at jeg i lang tid har kredset meget om døden i mine opslag. I et tidligere blog opslag forklarede jeg, at døden for mig har været meget nærværende, fordi jeg altid har forestillet mig, at jeg ikke ville blive ældre end min mor.

Hun blev kun 53 år og 3 mdr. Hun døde af kræft.

Kræft er som en højtråbende gæst, ingen har inviteret, men som bare trænger sig på. Og som sætter sig de der vanvittige spor hos den ramte og de pårørende i en sådan grad, at alene angsten for den kan få én i knæ. I værste fald på en måde så vi helt glemmer at leve det her fantastiske liv.

Nu er jeg forbi den magiske grænse. Hvad stiller man op, når man ikke dør til planlagt tid?

Man må vel i gang med at leve videre, inden det er for sent. Jeg vil ikke lade mig fange ind af flosklen om, at leve hver dag som var det den sidste. Det er der ikke meget planlægning og håb og drømme i.

Fremtiden er den tid, der ligger foran os. En masse ubrugt tid. Måske vi nogle gange vil for meget.  Nye mål, nye udfordringer.

Omvendt vil jeg jo ikke spilde tiden. Det er ligesom også bare for nemt at sige, at jeg er lykkelig for mit liv og taknemmelig over at være i live.

Så her siddder jeg midt i en sandbunke, mens vinden rusker i mig og tænker store tanker om livet og døden. Inden jeg fylder 55 vil jeg derfor…. ja, hvad vil jeg egentlig?

Hvorfor flytte sig, hvis man står et godt sted?

Familieferie

Sommer og forventnninger om kvalitetstid sammen. Tid til afslapning væk fra stress og jag.

Alligevel ender det for mange med bristede drømme, hvor roen og hyggen lader mere end vente på sig.

Man fristes nogen gange til at spørge, om vi i virkeligheden er for naive, når vi tror, at tre unger på bagsædet ned gennem Europa sammen med alle de andre, der er på vej på ferie, skulle kunne foregå afslappende og hyggeligt. Er du klar over, hvor lange sådan nogle bilkøer kan være?

“Jeg skal tisse”, siger den første, inden vi har ramt byskiltet. “Hvornår er vi der?”, spørger den næste. Jo, der er lang vej.

Selv har vi kun med nød og næppe fået lukket ned på kontoret, for der er edderhugme travlt op til sådan en ferie, hvor alt skal nås, så vi kan trække stikket og for en stund glemme alt om alt det, vi ikke nåede.

Så godt stressede inden det hele er kommet igang, drager vi sydover ned til sol, varme, pool.

“Nu hygger vi”, siger vi lettere anstrengt, mens vi drømmer os hen til den tid, hvor vi ingen børn havde, men bare kunne tage afsted og nyde alenetid eller kærestetid, mens solen gik ned i horisonten og vi nød et køligt glas hvidvin.

Surprise, sådan er det ikke, når man har børn.

Børn har brug for nærværende forældre, der ikke stresser og jager på dem, fordi de er børn, der selvfølgelig synes, at der altså er langt til Italien. Og varmt i Italien.

Så skru ned for forventningerne og sluk for mobilen og nyd de små glimt af lykke.

Som når du ser strålende barneøjne over, at han tør springe i fra kanten, tager de første svømmetag helt uden svømmevinger, møder en ny ven, der taler et helt andet sprog.

Og se så din mand dybt i øjnene. For lige i det øjeblik affyres kærlighedshormonet.

Så skal du se, så bliver sommeren slet ikke så ringe endda.

Værdighed

Min veninde og hendes mand kører hver weekend turen til sygehuset for at besøge en nær ven.

De havde netop været på besøg og var blevet meget berørte af at læse i den dagbog, personalet har lavet, mens han har været indlagt på Intensiv afdelingen.

Min veninde blev hårdt ramt af tanken om, hvor hurtigt alt kan ændre sig. Han var gået fra at være en stor stærk mand, der havde klaret fysisk hårdt arbejde til i løbet af et splitsekund at være helt afhængig af andre. Det er svært at se på.

Er det værdigt, spurgte hun?

Det gav anledning til en lille refleksion. For hvad er værdighed egentlig?

Jeg skal gerne indrømme, at jeg hurtigt ville kunne rammes af følelsen af at befinde mig i en uværdig situation, hvis jeg var hundrede procent afhængig af, om andre ville klø mig, når det klør, tørre mig efter at jeg har gjort min nødtørft på et bækken. At skulle være afhængig af andre på den måde ville jeg personligt kunne opleve som ret uværdigt.

Så slog det mig imidlertid, at værdighed måske i virkeligheden aldrig er noget, jeg har i kraft af mig selv og min egen formåen. Måske værdighed altid er noget, jeg får givet af andre.

Med min veninde og hendes mands måde at være på over for deres ven er de i høj grad med til at give ham værdighed. De besøger ham trofast, de deler hans frustrationer, angst og afmagt.

Også personalet på Intensiv giver ham værdighed.

Det han ikke selv havde erindring om, giver de ham tilbage med deres fortællinger i dagbogen. I deres pleje af ham giver de ham værdighed. De holder ham nybarberet og renvasket. De taler til ham og er omkring ham med nænsomhed.

Og netop derfor bevarer han sin værdighed hele vejen.

Sommerlæsning

”Livet er en gamp, sagde kællingen – hun kunne ikke sige k”.  Sådan skriver Knausgård om sin farmor i sin helt enestående roman.

Livet er en kamp. Der er nederlag, bristede håb og drømme. Også selvom vi gerne vil bilde hinanden ind, at livet skal være perfekt. At enhver kommer styrket ud af en krise. At man kan, hvad man vil, når bare man vil det nok.

For mig var ”Min kamp” derfor en befrielse at læse. Ja, den er ren læsefryd og med hele seks bind er der nok til en hel sommer. Den indeholder en intensitet og et nærvær, som jeg sjældent har oplevet.  Den er spækket med en detaljerigdom, hvor der zoomes ind på alt småt og hverdagsagtigt. Alligevel bliver det aldrig kedeligt at læse om faderens måde at smøre madder på. Om hvordan græs lugter. Det er samme fortællestil, der gør, at læseren selv mærker, hvor i kroppen angst for en tyrannisk far sætter sig. Det er skrivekunst på højeste plan, der giver læseren en oplevelse af næsten fysisk tilstedeværelse. 

Knausgård viser os alt det uperfekte. Han har modet til at stå ved sig selv. Al utilstrækkeligheden og angsten og skuffelsen over livet, som vi alle sammen rummer, men som få af os har mod til at beskrive. Druk, svigt, ituslåede drømme men også håb, forelskelse og sejre kan man læse om i det store værk.  

Og livet er ikke nødvendigvis en rejse frem mod noget stadigt større og mere vellykket. Livet kan også gøre mere end ondt. Han kommer bredt rundt om nuancerne i livet.

Derfor er Knausgårds selvbiografi heller ikke en klassisk biografi. For i en almindelig selvbiografi vil vi oftest blive præsenteret for en lineær fremstilling, hvor vi hører om en person, som er kommet gennem en krise og er endt på den anden side som en succes.

Det perfekte liv findes ikke.

Der er mange genkendelige scener og han evner at fortælle i et ligefremt sprog, så man rives med.  Han skriver ikke bare godt. Han skriver sindssygt godt. Derfor kan man spejle sig i Knausgårds mesterværk. Man kan føle deres skuffelse, vrede, sorg, glæde og håb. Man mærker deres frustrationer og fortrydelser.

Et både stærkt og skrøbeligt værk.

Til alle jer ex’er

Dette opslag er skrevet i flertal for ligesom at række ud over mig selv og ikke for at sige om mig selv, at jeg har haft mange ex’er. Så har vi det på plads.

Jeg var til et forrygende bryllup i weekenden. Der er ingen fester som bryllupsfester. Denne blanding af det højtidelige godt krydret med løssluppen glæde i overmål gør mig så glad. I brudens tale til sin mand sagde hun:

”Jeg lover, at jeg bliver din sidste kone”.

Deri lå ikke kun et løfte men også en erkendelse. Deri lå nemlig den kendsgerning, at hun ikke var den første.

Hun turde sige det højt, som mange helt givet har tænkt, fra det øjeblik hun tabte sit hjerte til sin elskede. Hvad nummer er det lige du er i rækken?

Dette skønne brudepar har en helt særlig åbenhed omkring, at der er levet et liv, inden det blev til et ”os” for lige netop dem. I en tid, hvor 50 % af alle indgåede ægteskaber opløses igen, er det vigtigt, at vi tør være åbne overfor, at der er levet et liv inden det blev ”dig og mig”.

Og gæstelisten var som en forlængelse af denne åbenhed. For under præsentationen kom det tydeligt frem, at der sad Helene og der hendes ex mand Henry. Og  børnene ”fra tiden med Helene og Henry” var der sørme også.

Vi lever i en tid, hvor vi er rigtig mange, der ender med ex mand, ex kone, ex svigerfamilie. Ofte oplever jeg desværre, at det ikke alene ender i ex mand og kone, men også i ex venner, fordi de slet ikke kan rumme at forholde sig til, at nu er det slut med parmiddage og der skal findes alternative måder at være sammen på.

Fakta er derfor, at rigtig mange ikke alene mister sin partner, men også store dele af deres sociale liv.

Tag nu bare Henry og Helene fra brylluppet. Rigtig mange ville have streget den ene fra gæstelisten. Også selvom det jo ikke er vores venner, vi bliver skilt fra, når vi vælger at blive skilt. Eller svigerfamilien eller alle de andre nære relationer.

Det er ikke altid kun de grumme venners skyld.

Alt for ofte oplever jeg, at mennesker, der trods alt har elsket hinanden engang og i kærlighed har skabt familie, hjem og børn og levet et liv sammen, pludselig ikke længere kan være i samme rum.

Så er du selv en ex, så øv dig i at tale pænt om din tidligere mand/kone. For tænk, hvis du kom til at gå glip af en fed fest, fordi ingen kunne finde ud af at navigere i din vrede og følelse af forsmået kærlighed og derfor kom til at vælge dig fra.

Pin it

Jeg har opdaget Pinterest’ vidunderlige muligheder for inspiration. Jeg er vild med smukt design,  møbler og indretning. Og det er derfor ren slaraffenland for mig med sådan en side.

Når først du er kommet i gang med at ”pinne”, det du kan lide, lærer Pinterest snart din smag at kende og sender dig mere af samme slags.

Jeg har valgt mine foretrukne emner at få Pins fra. Alligevel kan jeg godt smugkigge under de andre emner. Det gjorde jeg forleden.

Der er et emne, der hedder ”citater”. Det kan man godt blive klog af at kigge med på. Jeg faldt især over et citat, som umiddelbart gjorde mig rigtig glad.

“Ser du regnbuen på en regnvejrsdag og stjernehimlen, når det er mørkt?”.

En påmindelse om at huske at se det positive og smukke selv der, hvor det for en første betragtning kan se vådt og mørkt og trist ud.

Alligevel kom jeg til at tænke på alle de, der kun kan se regnvejret og mørket. Er vi i virkeligheden med til at øge deres følelse af at være nogle skvat, når vi i vores foretrukne måde at kommunikere på altid har fokus på det positive?

Der er 400.000 mennesker, der årligt opfylder kriterierne for angst i Danmark. Der er årligt  11.000 nye tilfælde af depression og  godt 90.000 mennesker lever med depression.

For dem er regnen og mørket en realitet, der ikke forsvinder blot med en påmindelse om at huske på det positive.

Det minder mig om at huske ikke alene at se regnbuen og stjernehimlen, men i nok så høj grad at huske taknemmeligheden over at jeg kan.

Farven blå er ikke bare blå

Der er rigtig mange skønne farver. Gul, rød, grøn, blå. Farver spiller en stor rolle i vores liv. ”Den er turkis”, siger en. ”Den er da blå”, siger en anden. ”Er du da helt farveblind?”.

Sådan kan vi se forskelligt på den samme farve, og det er som om, farven først rigtig folder sig ud og viser sig fra sin pæneste side, når vi sådan rigtig betragter den og dvæler ved den. Vi har et udtryk for den forskellighed, vi ser:

Det kommer an på øjnene, der ser.

Det er så sandt, for vores farvesyn er baseret på tre forskellige farvestoffer i nethinden, som filtrerer på grundfarverne rød/grøn/blå. Det er bl.a. genetisk baseret på gener i X-kromosomet, og disse gener findes i flere varianter. Det er derfor vi, afhængig af genetisk variant, har lidt forskelligt farvesyn. Grundfarvers bølgelængde kan nemlig variere.

Men det er faktisk ikke det, jeg vil sige med dette blogindlæg.

Jeg er mere optaget af, at det er, når vi oplever verden sammen med andre, der har et anderledes “syn”, at vi mærker, vi er i live. Jeg nyder selvfølgelig at være sammen med venner, der grundlæggende er enige med mig i livsholdninger. Og jeg tror, vi ofte kan have en tendens til at finde sammen med andre, der minder meget om os selv. Det gælder både i alder, interesser, værdier, status, holdninger.

Alligevel nyder jeg også at kunne undre mig. Tænk, ser du virkelig sådan på det? Pludselig kan vi opleve de øjeblikke, hvor vi fornemmer, at vi ser verden i et helt nyt lys.

Når vi er sammen med nogen, der er meget forskellig i holdninger og livsopfattelse af os selv og vi tør være åbne overfor deres måde at tænke og forstå på, er det som om, vi kan se verden med deres øjne. Og vi kan efter et sådant møde føle os beriget.

Det er helt normalt

Mit hus ligner lort. Vasketøjet ligger i uoverskuelige bunker. Min mand er sur over, at jeg ikke har lyst til sex. Min veninde synes, vi ses for lidt. Jeg når aldrig at komme i bad og inden længe er det slut og jeg skal begynde at arbejde igen.

Nogle gange kan de fire ord: ”Det er helt normalt” gøre en kæmpe forskel.

Hun sad der med tårer i øjnene og sagde, at det at gå hjemme på barsel var så meget anderledes, end hun havde forestillet sig.

For hvad sker der, når barselsperioden ikke er hyggelige café besøg med kaffe latte drikkende veninder og babysvømning hver tirsdag? Når barselsperioden med den lille ny til tider har været mere end ufordrende?

Vi ser de andres liv på Facebook og Instagram og de ser så pokkers lykkelige ud.

Vi må ikke lade os forføre af iscenesatte virkelighedsbilleder og spejle os i illusioner.

Et ægte liv er også nætter uden søvn, febersygt barn, ammeproblemer og en økonomi og et overskud, der ikke rækker.

Jeg ved det, for jeg møder hver dag kvinder, der føler sig helt forkerte, fordi de ikke kan få det nye liv til at hænge sammen. Det hjælper at høre, at det er helt normalt.

At blive en familie er hårdt arbejde. Når vi derfor kan læse i diverse Magasiner om den glade forventningsfulde mor, der glæder sig til at fortsætte sit indholdsrige liv og at den eneste ændring, der kommer til at ske, er, at de nu bliver tre i stedet for to, så er det en illusion. Intet bliver som før.

Mange har været vant til en travl hverdag med karrieren, der kører afsted. Hverdagen er meget struktureret og tiden flyver afsted med spændende arbejdsopgaver og søde kolleger. Mange er over 30 år inden den første baby kommer.

Det er noget af en omvæltning at gå fra en fyldt timemanager til en hverdag, der står i babys tegn. Pludselig er der en andens behov, der kommer i første række. Ikke at man er en dårlig mor, fordi man også lytter til egne behov i ny og næ, men der er pludselig en, der er vigtigere.

Du er bestemt heller ikke en dårlig mor, fordi du indrømmer, at du kan kede dig og i det skjulte længes efter at komme på job igen.

 

Stavekontrol

Selvom Peter Plys er klog og ordene smukke, så vil jeg hævde, at lige her har Peter Plys ikke helt ret. Kærlighed er mere end følelse. Kærlighed er også tanke og handling. Kærlighed er en beslutning om, at relationen til den anden skal vare ved. Kærlighed er varig forpligtelse og tilsidesættelse af en selv.

Kærlighed er det, der giver livet intensitet og mening. Vi lever i en tid der misforstår, hvad kærlighed er. I vores komfortable og nydelseslystne tid har vi glemt, at kærligheden også er lidelse, benhård modstand, seje kampe og smerte.

Når min mand viser tålmodighed over for mig, så er det en kærlighedserklæring af de helt store. Tålmodig er den, som ”finder sig i ventetid, afbrydelser eller andet besvær gennem længere tid”. Det kunne ligeså godt være en beskrivelse af min mands modsætning.

Han skælder ud i trafikken, når trafikanterne ikke kører hurtigt nok frem. Han orker ikke møder uden resultater. Han gider ikke snik snak uden mål. Han trættes, når noget ikke hurtigt giver gevinst.

Men med mig er han evigt tålmodig. Og netop derfor er det en endnu større kærlighedserklæring at mærke det, når jeg nu ved, at han ikke er tålmodig med ret mange og ret meget. For så ved jeg, at han er total vild med mig.

Så måske det er, når vi mærker, at den anden gør sig umage med noget, der for dette menneske kræver en ekstra indsats og den anden så rent faktisk lykkes med at gøre lige præcist det for dig, at vi mærker, hvor højt vi er elsket. For hvis det bare faldt min mand let at være tålmodig, så ville jeg måske ikke på samme måde glædes over, at han viser mig tålmodighed?

Jeg tror på, at kærlighed begynder med en ægte interesse i, hvad der betyder noget for den anden. For der sætter vi os selv til side. Der bliver det mere vigtigt for dig, hvad du kan gøre for den anden, end hvad du umiddelbart kunne have lyst til, hvis du udelukkende lyttede til dit eget behov. Du har forpligtet dig.

”Hvordan staver man til kærlighed?” Man kan stave til kærlighed, når man kan stave til ”dig” i stedet for ”mig”.

Så du lyset?

Jegi er ikke ude i en eller anden religiøs omvendelse. Heller ikke selvom oplevelsen næsten kan kaldes Guddommelig. Dette blog indlæg handler om dette med at se bagud i tiden og så pludselig opleve, at alt ses i et nyt lys.

Jeg har brugt et helt voksenliv på at tage afstand fra min barndoms ferieminder ude på Lars Tyndskids mark, hvor mine forældre af alle steder i verden byggede et sommerhus. Så mens mine klassekammerater red med på den nye bølge og rejste til udlandet på ferie, så skulle vi bare hygge i sommerhuset.

”Der er ingenting som den danske sommer”, sagde min far altid. Det var før den tid, hvor børn bestemte, hvor familiens ferie skulle afholdes.

Jeg har arvet sommerhuset. Hvad stiller man lige op med noget, man har besluttet sig for, at man ikke kan lide?

Weekenden stod ikke på de store aftaler, så min mand overtalte mig til, at vi ligeså godt kunne tage op at se på vores ejendom. Vi kunne vel se på, hvordan vi kunne shine huset op og få det gjort salgsklar.

Meterologerne havde meldt tørvejr mellem kl 11-13, så mødet med fortiden skulle finde sted indenfor det tidsrum.

Så med nej-hatten på kørte vi afsted i regnvejr. I forvisning om at det snart ville klare op. Turen er egentlig ikke så lang. Den bliver lang, når den samtidig er en rejse tilbage i tiden.

Vi ramte stedet præcist, da regnen stoppede. Og så skete der noget vildt. For hold nu op hvor var her fantastisk.

Den måde lyset brød igennem gråvejret på, var så smukt. Duften af våd skovbund. Lyden af havets brusen i det fjerne. Og roen.

Gamle barndomsminder piblede pludselig frem for mit indre blik. Derovre i det gamle krogede træ havde vi lavet hule med naboens børn. Min mor, der altid  startede med at lave friskbagt brød. Jeg kunne genkalde mig duften af hendes hjemmebag. Min far, der var jordens stærkeste mand, kunne fælde en hel skov og høvle træet i passende stykker. Ilden fra pejsen der hurtigt varmede os op.

Hvorfor havde jeg aldrig set det, mens jeg var der?

Huset er ikke til salg.