Ærlighed

Fra vi mennesker er helt små, lærer vi at være uærlige. Hvad jeg mener med det? Jo, vi lærer, at det gavner at stikke en hvid løgn. ”Sig nu bare til mormor, at det er en rigtig lækker trøje, for hun bliver så ked af det ellers”.

Vi fortsætter op igennem livet. Når en veninde spørger, om en kjole klæder hende, svarer den gode veninde altså ikke at: ”Nej, du ser lidt tyk ud i den”.

Og når vi er sammen med venner, er den der igen – vores manglende oprigtighed. Jeg er selv ret konfliktsky, så det sker, at jeg bøjer af  i diskussioner, bare fordi det er nemmest. Og fordi det binder sammen. Vi er fælles og enige om det her.

Nogen gange stopper jeg bare op og tænker, om det nu alligevel er den rigtig måde at være sammen på?

Måske mangel på oprigtighed bunder i selviskhed, selvom jeg vil bilde mig ind, at jeg stikker den hvide løgn for den andens skyld?

I virkeligheden er jeg nok bange for, at hvis jeg siger min ærlige mening, så risikere jeg, at jeg støder folk fra mig. Jeg er nervøs for, om jeg mister mine venner, hvis jeg har anderledes holdninger og værdier i et givet spørgsmål. Og jeg vil helst være gode venner med alle. Velvidende at det kan man ikke.

Og på mine tænksomme dage er det, at jeg rammes lige her. For er det ikke netop, når vi er oprigtige, at vi kommer tættere på?

Hvis jeg i stedet for at snakke min veninde efter munden i angst for at miste hendes venskab sagde: ”Den der kjole er ikke den bedste til dig. Den du havde på til sommerfesten, er du så smuk i”. Mon ikke den veninde i virkeligheden vil sætte mere pris på min oprigtighed, end på at jeg pleaser hende?

Eller når diskussionen går med venner, og vi er uenige i et synspunkt, mon så ikke jeg i virkeligheden øger chancen for en god aften, hvis de kan mærke, hvor de har mig.

Vi kan nogle gange være så konfliktsky, at vi i stedet for at sikre os mod venneflugt får skabt en afstand. I en ægte relation skal vi måske turde være oprigtige, også når det er svært. Jeg vil i hvert fald øve mig.